Se listen over danske bøger og bestil dem på http://www.tendai.dk/butik.
Du kan betale via banken eller kreditkort, dog ikke dankort (Visa-Dankort modtages).
Kaihogyo er et stykke fantastisk Tendai historie. Alene ideen om en gående meditation er Tendai mig bekendt ene om at have. Kaihogyo og gående meditation er ikke et og det samme; Kaihogyo bygger på ideen om den oprindelige gående meditation, som Saicho formulerede.
Jeg vil i det følgende gennemgå hvad rigtig Kaihogyo er og historien bag. Når vi i Tendai i dag har Kaihogyo på programmet, er der mere tale om en Kokorodo, en gående meditation på nogle timer. Men vore ture er stærkt inspireret af den historiske Kaihogyo.
Manden bag Kaihogyo
Kaihogyo blev grundlagt af den japanske munk So-o Osho (831-918). So-o startede i Tendai i år 845. På dette tidspunkt var Tendai stadig en ny skole; Saicho døde blot 20 år tidligere. So-o samlede hver dag blomster omkring Mt. Hiei. Tendai overhovedet, zasu Ennin havde netop hentet esoteriske meditationer fra Kina nogle år før og havde lagt mærke til So-o’s evner. Ennin tilbød Soo at blive en af de få årligt fuldt ordinerede, men han afslog af hensyn til en anden elev, som han mente havde været mere målrettet mod ordinationen gennem dagligt hårdt slid i årevis. So-o blev fuldt ordineret 2 år senere.
So-o modtog esoteriske ritualer på f.eks. Fudo Myo-o samt Goma ceremonien og var yderst perfektionistisk i hans udførelse af denne praksis. So-o tog i 3 år til et fjernt og stille sted langt fra Mt. Hiei for at dyrke sin praksis. Som var de tidlige år var naturen et vigtigt element i hans praksis. Efter et yderligere ophold på Mt. Hiei, tog han et år til nyt fjernt sted, Hira, med mange floder og vandfald.
Han ønskede indtrængende at se en levende Fudo Myo-o opstå gennem hans praksis. Ved Hira ved et vandfald tilbad han Fudo som en del af hans praksis. En dag kom en gammel mand kom frem. Det var ikke Fudo Myo-o, men guden Shikobuchi Myojin. Han sagde at det var hans region og vandfaldet var det 3. af 95 vandfald og 7 floder i hans rige. Han tilbød at beskytte alle praktiserende i området og forsvandt igen. Efter flere uger så So-o en Fudo Myo-o lignende skikkelse inde i vandfaldet, men da han gik derind, opdagede han at det blot var en gren. Han tog grenen ud og bevarede den som e symbol på Fudo Myo-o. Efter 1000 dage endte hans praksis ved vandfaldet.
So-o blev kaldt til hoffet for at udføre esoteriske ritualer for at fremkalde overnaturlige kræfter til børn, men blev også fra tid til anden kaldt til hoffet for anden frelse. Han havde altid stort held med at få ritualerne til at standse alt fra tandpine, sygdomme til besættelse af ånder.
Historien bag Kaihogyo
So-o’s mange ture til fjerne steder i vildnisset var starten til Kaihogyo. Hans mange elementer, askese, vandren, tilbedning af (og under!) vandfald og steder var alle elementer, som i årene derefter blev mere og mere systematiseret til hvad Kaihogyo er i dag. Opbygningen kan ses i lyset af fire faser:
1) Askese/pilgrimsfærd til hellige bjerge (831-1130).
Mange munke blev inspireret ag Soo’s ide med fjern praksis med askese og tilbagetrækning. På dette tidspunkt var der endnu ikke så meget tale om en egentlig gående meditation, men mere en personlig tilbagetrækning med mere eller mindre egen praksis. Målet var typisk hellige bjerge.
2) Askese praksis ved pilgrimsfærd til De Tre Pagoder ved Mt. Hiei. (1131 – 1310)
Formen fik en drejning til at gå blandt hellige steder og chante. Fra at have været en tilbagetrækning med den gående meditation som nødvendig af hensyn til transporten, blev fokus nu selve vandringen, som gik forbi hellige steder.
Det var på dette tidspunkt at Kaiho Tefumi opstod. Det er en liste over steder, som skulle besøges i pilgrimsfærden.
Kongefamilien og noble folk begyndte også at deltage i pilgrimsfærd som tegn på deres tro.
3) Pilgrimsfærd over hele Mt. Hiei (1311-1570).
Turen blev nu udvidet og meget systematiseret. Omkring år 1387 var Kaihogyo en praksis bestående af 100 dage med en tur på 42 km samt en 9 dages faste ved Mudo-ji, stedet hvor So-o praktiserede. På grund af forskellige Tendai linjer, var der 3 forskellige ruter.
Der var endvidere to retreats årligt (forår og efterår). Lå de 100 dage over en af disse retreats, blev en halv rute anvendt. Til gengæld var søvn bandlyst i perioden..
4) Bjergaskese med basis i Kaihogyo (1571-nu)
Kongen brændte hele bjerget ned i år 1571 for at samle magten. Kilderne er herefter mere detaljerede omkring systematiseringen af Kaihogyo.
I dag er der to slags Kaihogyo:
100 dage
Den fulde rute blev fulgt 100 dage i træk. Har munken andre forpligtelser, bibeholdes de under de 100 dage. Det er således ikke unormalt at den 42 km lange tur blot er en del af dagligdagen.
Alle munke skal have praktiseret 3 år på bjerget før de kan tage en ledende rolle i et undertempel.
De 3 år er grundliggende systematiseret ved:
1. år: Alene vaske gulv og gøre rent i templer (kaldt “cleaning hell”).
2. år: Tilbagetrækning til Mudo-ji for 100 dages Kaihogyo.
3. år: Konstant siddende og konstant gående praksis. Disse meditationer fulgte Saicho’s systematisering og var hovedsageligt 90 dages seancer.
1000 dage fordelt på 7 år
Kun få får tilladelse til at følge denne praksis, da munken skal være åndeligt klædt på og der skal være en forventning om at han kan overleve forløbet.
De 7 år er grundliggende systematiseret ved:
År 1-3: 100 dages Kaihogyo hvert år
År 4-5: 200 dages Kaihogyo hvert år
I det 5. år foretages en Do-iri (9 dages fasten). Munken låses inde i Myoo-do hallen ved Mudo-ji og får ingen mad eller drikke og må ikke ligge ned under hele fasten. Munken udfører en 2 timers ceremoni 6 gange dagligt. Resten af tiden sidder han stille i hallen og citerer Fudo Myo-o mantraet. Hver nat kl. 2 skal munken gå en tur på 200 meter til en brønd for at skylle munden. Det siges at sanserne forstærkes dramatisk under denne fasten og munke har fortalt, at den udførende kan høre aske falde. Fasten er også kaldt dødens ritual, da det er en symbolsk oplevelse af døden.
Disse første 700 dage betegnes som en selvudvikling, de resterende 300 dage forventes at være for andre.
År 6: 200 dages Kaihogyo. Ruten udvides med flere templer og er dette år 58 km.
År 7: 200 dage i alt: 100 dages Kaihogyo, hvor ruten udvides til at passere Kyoto. Ruten er herefter 77 km lang. Herefter 100 dage med almindelig rute.
Årene afsluttes med en ceremoni og bøn for kongefamilien. Et stykke tid derefter udfører munken afslutningsvis en Goma ceremoni ved Mudo-ji, bestående af afbrænding af 100.000 stykker træ over 9 dage. Under dette forløb får munken ingen mad og drikke og ingen søvn.
Beklædning
Symbolsk er man under Kaihogyo en Fudo Myo-o. Sprudlende af energi og i aktion med det ene formål at opløse uvidenhed og lidelse.
Munken bærer en lang vævet hat af træ og strå. Hatten symboliserer Fudo Myo-o selv og skal behandles med respekt. Hatten må ikke bæres før efter 300 dage (medmindre det regner). Indtil de 300 dage er gået, bæres hatten under armen.
Han har bare tæer i stråsandaler. Efter 300 dage kan munken bruge sokker. Sandalerne symboliserer lotus blade.
Munken bærer desuden kniv og reb. Disse forventes anvendt til selvmord hvis munken giver op. Han bærer derfor også symbolsk en mønt til at betale færgen over Sanzu floden i døden. Tøjet er en hvid robe. Hvid er ligeledes dødens farve. Symbolikken er derfor tilsvarende, at dør munken, ja så ligger munken allerede i dragten til begravelse.
Rute og praksis
Ruten er i dag som nævnt omkring Mt. Hiei. Ruten løber langs templer, steder og fænomener i naturen. Til hvert sted er der bøn og/eller mantra. Der er ialt 260-300 steder at værdsætte undervejs. Kaiho Tefumi beskriver alle steder og kopieres personligt og læres udenad.
Kaihogyo perioder udføres i foråret og tidlig sommer. Turen starter hver dag efter midnat fra Mudo-ji. Således kan munken stadig passer sit eget tempel i dagstimerne.
Det eneste sted munken må sætte sig ned, er ved et træ, hvor herskeren æres.
Møder munken personer undervejs, velsigner han alle. Ikke sjældent er der folk løber med et stykke for at støtte munken.
Doktriner for Kaihogyo
Kaihogyo bygger på et miks af doktriner. So-o blev selv inspireret af Lotus Sutra kapitel 20, Bodhisattva Aldrig Nedladende. So-o søgte oplysning i dette kapitel, hvor en bodhisattva prædikede mulig oplysning for alle buddhister, munke og lægmænd uanset baggrund. Bodhisattvaen bukkede dybt for alle og blev betragtet som et meget irriterende væsen og blev hånet og ofte slået. På trods af dette fortsatte bodhisattvaen sin prædiken og blev selv oplyst. Iveren og vedholdenheden sammenlignede So-o med Kaihogyo vandringen i sit på dette tidspunkt tidlige stadie.
Der er både esoteriske og eksoteriske doktriner i Kaihogyo.
Den esoteriske baggrund består bl.a. af: dharanis (mantraer), mudraer (håndtegn), Goma, Fudo Myo-o.
Den eksoteriske baggrund finder vi i Saichos meditationsteknikker: Konstant gående praksis, som dog oprindeligt var 90 dages sessioner omkring Buddha statue i en hal med chant af Amidha Buddha. Men det gående element stammer derfra og blåstemplede So-o’s ide med pilgrimsfærden.
Livets hjul er et stort billede, som symboliserer en lang række buddhistiske filosofier. Billedet blev oprindeligt lavet med henblik på at videregive forståelsen for livets gang, og hvad vi påvirkes af.
Billederne er venligst udlånt at ExoticIndia, hvor dele af teksten også kommer fra.
Under “Hvad er buddhisme” menuen finder du en række undermenuer, som beskriver billedet som et hele og herefter hvert enkelt element af billedet og dets symbolik.
God fornøjelse!
Vi vil gerne se en mening med det vi gør og identificer os med. Der skal være et mål. Det er naturligvis mest korrekt for uforstående; den sande buddhist vil vide at vejen er mindst lige så vigtig som målet. I buddhismen er målet den såkaldte oplysning.
Oplysning er muligt at definere, da ord er fattige. Rigtig mange forbinder en god meditativ oplevelse med oplysning. Det er ikke rigtig oplysning, men nærmere en Dhyana, en slags (behagelig!) tilstand, som kan opnås gennem meditation. Enhver beskrivelse kan derfor kun være provisorisk, medmindre man virkelig er oplyst. Når vi snakker om oplysning, snakker vi om fingeren, som peger på månen, og ikke månen.
Oplysning er ikke den almindelige glæde eller et kort strej af velvære. Det vil være en naturlig del af oplysningen, men ikke oplysningen alene. Oplysning er heller ikke en anden verden eller himmel. Når vi gennem praksis bliver oplyst, er der ikke tale om at vi flyver et andet sted hen. Vi bliver samme sted i samme liv, men bare med en anden forståelse af tingenes sande natur. Her er det igen vigtigt ikke at forveksle intellektuel forståelse med oplysning. Vi er rigtig gode til at tænke os til resultater. Vi mener at have kontrollen gennem tankens magt, men oplysning går langt videre end intellektuel indsigt.
Den sande oplysning opstår når karmaen er elimineret. Vi er allerede oplyste, men er ikke i stand til at se det p.gr.a. begær, vrede og uvidenhed. Selv om vi i Tendais forstand allerede er oplyste, betyder det ikke at vi ikke behøver at foretage os mere eller praktisere. Så længe vi er blændet af lidelse, er vi ikke rigtig lykkelige og forfalder til dårlige mentale tilstand gang på gang. Enhver dårlig dag, dårlig oplevelse med en anden person eller higen og ønske efter flere materielle goder, er gode eksempler på. hvorfor fortsat buddhistisk træning er fornuftig.
Når oplysningen nås, ser man tingene, som de egentlig er. Dermed ikke sagt at man får patent på sandheden. Den vil være ens for alle. Men indtil oplysningen nås, vil den enkeltes syn være præget og farvet af lidelse. Jeg’et ophører og bliver ubetydeligt. I den fysiske verden til der stadig være en dig og mig, men adskillelsen vil være uden betydning, da alt hvad man ser aligevel vil være et spejlbillede af ens egne tilstande. Ego’et opløses også og ethvert behov for at kunne identificere sig med det forsvinder. Det vil være en etiket, hvis betydning bliver meningsløs.
I de forskellige traditioner af buddhismen er der forskelligt fokus på betydningen af oplysningen. I Theravada traditionen er der fokus på Nirvana som endelig destination, hvilket uheldigvis ofte betragtes som et syed man tager hen til i form af en anden verden eller himmel. Har man denne indstilling, kan oplysningen hurtigt blive betragtet som et mål, der skal nås, eller sågar en slags præmie for god opførsel. Dette gør sig specielt gældende i asiatiske lande, hvor folkereligion ikke sjældent blandes sammen med buddhismen – og gerne i buddhismens navn. For Mahayana traditionen ligger fokus mere på en forståelse af tomhedens. Hjertesutraen er et godt eksempel på en belæring i tomhed og dermed oplysning.
Når oplysningen er så svær at beskrive, hvordan ved vi så hvordan vi når målet ?
Buddha sagde her, at enhver som dyrker de syv faktorer (Samyutta Nikaya 46.7), vil arbejde sig mod oplysning. De syv faktorer er:
1. Opmærksomhed i nuet
Eller mindfullness, som er et værktøj til at opbygge selvkontrol. Den manglende tilstedeværelse i nuet ødelægger enhver aktivitet du måtte befinde dig i. Ved ikke at være tilstede i hvad du foretager dig, vil din indsats være meningsløs.
2. Omhyggelig undersøgelse af Dhamma
Ikke overraskende peger han mod de buddhistisk belæringer som en sand kilde til visdom. Det er Dharmaen, som i sidste ende fører til oplysningen. Ved omhyggelig undersøgelse pointeres det, kan det ikke drejer sig om at læse flest mulige tekster, men at der opnås en dybere forståelse af færre tekster. Tidligere var det helt normal at en munk kun arbejdede med ganske få tekster. I dag er vi fejlagtigt begyndt at læse langt mere overfladisk end hvad godt er.
3. Energi
Det kræver en energi og indsats for at nå til oplysningen. Vi når desværre ikke i mål uden.
4. Henrykkelse eller lykke
Kan du opbygge en glæde ved din praksis, skaber du endnu mere energi og forståelsen skærpes. Dette er en ekstra drivkraft, som skal skal bygges op via refleksion og egen koncentreret indsats. Man kan faktisk finde henrykkelse i alt hvad man foretager sig. For nogle kræver det øvelse i at se glasset som halvfuldt i stedet for halvtomt.
5. Rolighed
Et vandrende sind gavner ikke. I stedet vil et roligt sind gøre det nemmere at se følelser komme og gå og ikke mindst at se at de er flygtige. Gives tanker for megen magt, vil det blot være næring til yderligere forstyrrelse. En rolighed skabes bedst gennem meditation.
6. Koncentration
En større koncentration styrker fokus på en praksis og modarbejder de fem forhindringer: begær opstået fra sanserne, vrede eller irritation over praksissen, disstraktion (eller manglende rolighed), sløvhed og tvivl på resultatet og om målet kan nås.
7. Sindsro
Sindsroen omhandler at varetage den mentale ligevægt. Den bedste praksis opnås, når sindet hverken er overivrig eller begejstret, eller for sortseende. En overivrig betragtning af vejen kan lede til begær (efter nogle gode oplevelser) eller skuffelse (fordi de udebliver). En nøgtern holdning sindsro holder retningen for sindet.
Nu har vi vejen til oplysning, men vi ved stadig ikke hvad det er. Jeg har givet mine ord, men det er ord, jeg har lånt fra andre, -som heller ikke kan betragtes som oplyste.
Måske skal vi for nuværende blot tage Zen præsten Shunryu Suzuki Roshis svarede om hvad oplysning er: “nothing special” og derefter “You may call it by many names, but for the person who has it, it is nothing, and it is something.”
Enhver som har prøvet at meditere, har oplevet et eller andet problem. Vi har forventninger, vi vil se resultater, vi keder os osv. De 5 forhindringer er en samling af denne form for modstand, vi vil møde i meditationer og praksis i øvrigt. Vær opmærksom på dem, og du vil være i stand til at bekæmpe mod dem og få mest muligt ud af din indsats for at lære at se tingene, som de virkelig er.
Når du møder en modstand, er det blot egoet som forsvarer sig. Populært beskrevet kan vi bruge billedet at egoet ikke bryder sig om, at blive ignoreret. Fra at være vant til at have den fulde fokus og opmærksomhed, er du nu i gang med noget, hvor vi netop fjerner opmærksomheden fra hvad sindet nu ønsker at underholde os med.
Begær
Den første forhindring er begær. Du oplever begær hvis du sidder under en meditation og ønsker at foretage dig noget andet, som umiddelbart virker sjovere eller vigtigere. Det kan også være tanker, som kommer med forbedringsforslag til hvad du nu foretager dig. Begær er også følelsen af, at meditationen skal være anderledes. Måske har du en gang tidligere opnået en lækker fornemmelse under en meditation. Hvis du nu sidder og blot får ondt i kroppen, er det ikke svært at ønske sig en bedre oplevelse.
Du oplever begær ved at sindet forstyrres af tanker eller følelser, eller at du ganske enkelt sidder med en følelse af kedsomhed.
Ironisk nok skal du bekæmpe begær med meditation. Begær er blot ønsker om noget forgængeligt, så en meditation på forgængelighed er et godt middel. Kontempler på livet, som ikke varer ved, mennesket som ændrer sig over tid eller blot en blomst fra frø til vissen blomst. I buddhismen anvendes gerne en lettere bizar form for meditation på forgængelighed: Meditation på de 10 stadier af opløsning. Her kontempleres ens egen døde krop fra dødsøjeblikket til sidste knogle er pulveriseret og blæst væk. Det er en kraftig meditation, men begær er i sig selv en meget kraftig forhindring.
Vrede
Vrede er et stærkt ord. Anvendt til at beskrive en forhindring mod spirituel praksis og selvhjælp i øvrigt, dækker vrede modstand mod opgaven og irritation.
Modstand mod opgaven møder man specielt, når man mediterer med andre. Her vil der typisk være valgt en meditation på forhånd, og det kunne sagtens være netop den meditation, man ikke bryder sig om. Sidder man alene og mediterer, vil modstanden opleves, hvis man har lovet sig selv eller sin lærer, at udføre en bestemt meditation et antal gange. Modstanden er i dette tilfælde meget naturlig, da man netop typisk får en meditation, man har godt af. Meditation og praksis generelt er ikke underholdning, det er hjælp til selvhjælp (og til glæde for andre på sigt).
Irritation er også følelsen af, at noget ikke er som det skal være. Sidder du med andre, vil det være irritation over andres lyde, at de bevæger sig hele tiden osv. Irritation kan opstå over alt og alle. Sidder du alene, vil der være lyde og andre ting, som helt sikkert kan virke forstyrrende på din ellers fantastiske spirituelle rejse.
Et godt middel mod vrede er Metta meditation. Metta er godt mod vrede generelt, og ikke blot rettet mod andre mennesker.
Distraktion
Den tredje forhindring er distraktion. Du oplever det som ikke at være tilstede i nuet. Tanker opstår for hvad der tidligere er sket i dit liv, eller minder dig om hvad der skal ske i morgen eller ved senere lejligheder.
Du kan få de bedste ideer, som jo virker vigtige at huske. Men der er blot tale om ren distraktion, sindets kamp om at få dig væk fra opgaven. Mange har forsøgt at løse problemet ved at have blyant og papir ved sin side, for hurtigt at kunne skrive de vigtige tanker ned – og returnere til meditationen. Men det viser sig som oftest, at det nedskrevne var tilnærmelsesvist banalt og typisk uden værdi.
En af midlerne mod distraktion er meditation på åndedrættet. Distraktion fjernes bedst ved at skabe koncentration og fokus. Her er en meditation på åndedrættet rigtig godt, da du netop træner at fjerne unødige tanker og sender energien til dit fokuspunkt, åndedrættet.
Sløvhed
En almindelig kendt forhindring er sløvhed. Vi er rigtig hurtige til at dømme os for søvnige til at kunne meditere. Det er ikke svært at aflive denne distraktion, som det ofte vil være. Vil du også være for sløv til at læse en bog, se en film eller lave andre spændende ting? I så fald er det blot dit begær, som har vokset sig stort.
Hvis du virkelig er sløv, skal du naturligvis sove. Men der vil være rigtig mange gange, hvor du er et sted mellem frisk og meget søvnig.
Du kan starte med at undersøge din siddestilling. Hvis du sidder forkert, sender du et signal til kroppen om, at den kan slappe af. Det vil ofte føre til at du falder i søvn.
Sidder du så godt du kan, kan du også forsøge for en stund at visualisere et stærkt lys, lidt som at kigge direkte i et sollys. Du kan også blot åbne øjnene en smule eller holde dem halvt åbne. Vigtigt er det blot ikke at kigge rundt og lade sig inspirere til nye tanker.
Er sløvhed et generelt problem, kan du overveje at anvende gående eller stående meditation. Den stående kan udføres som den siddende, hvorimod den gående er en meditationsform i sig selv.
Tvivl
Den sidste forhindring er tvivlen. Du kan komme i tvivl om meditation kan give dig noget, om du gør det rigtigt eller måske endda om du udfører det på en skadelig måde.
Som udgangspunkt kan du ikke meditere forkert. Du kan få mindre ud af din meditation end hvis du er helt fokuseret, men enhver indsats giver noget.
Lyt også til dig selv. Hvad føler du inderst inde? Du har i det hele taget valgt at afprøve denne form for mental træning, så mon ikke du dybest inde føler, at metoden virker? Det kan endda være, at du sidde sammen med en gruppe når tvivlen opstår. I så fald kan du kort kontemplere over, hvorfor du kom? Ville det ikke have været meget nemmere at blive hjemme, – og ville du ikke have gjort det, hvis du var så sikker på at din indsats ikke ville give noget?
Alle fem forhindringer kan komme enkeltvis eller sammen. Ved at have beskrevet dem enkeltvis, kan du lettere genkende dem og tage dem for hvad de er; ubetydelige forstyrrelser, du kan ignorere og give mindre opmærksomhed.
Opstår de i en meditation og er ikke umiddelbart til at ignorere, kan du anvende ovenstående afhjælpende metoder i en kort stund. Du kan sagtens afbryde din meditation for en stund, for at få styr på dine tanker og følelser. Skal der mere tid til end et øjeblik, skal du overveje at anvende de afhjælpende meditationer en tid. Det er styrken ved at kende en lille håndfuld meditationer; du har medicin til de fleste mentale tilstande, som du måtte finde dig selv i.
For at vurdere Zen meditationens indflydelse på Tendai, vil et naturligt fokus ligge på Tendai’s grundlag, T’ien T’ai grundlagt at Chi-i i Kina.
Zen er sanskrit og betyder blot meditation. Zen siges at være transmitteret fra Indien til Kina sidst i det 5. århundrede.
Der var derfor ingen Zen skoler på Chi-i’s tid, men ideen om at fokusere meditationen til ganske få, hvis ikke ligefrem en enkelt metode, var anvendt i tiden.
Chi-i byggede sin skole op på Lotus Sutraen og dannede en Lotus praksis med de elementer, han fandt vigtige:
1) Meditationsrummet blev udsmykket og renset.
2) Kroppen blev renset.
3) En ofring foretages til krop, tale og sind.
4) Buddhaerne tilkaldes.
5) Buddhaerne æres for deres værdier.
6) De seks sanser angres for de urenheder de har skabt.
7) Der blev cirkuleret om buddhaerne, en gående meditation, hvor Buddhaen æredes ved gassho ved hver passage.
8) Lotus Sutraen blev citeret.
9) Der blev siddet zazen meditation.
10) Oplev tingene, som de er.
Denne Lotus Samadhi viser tydeligt at Chi-i betragtede den siddende zazen meditation som vigtig, men absolut ikke vital; zazen var en del af helheden og ikke helheden selv.
Som det fremgår af en af Chi-i’s hovedværker, Mo ho chih kuan, betragtede Chi-i den gående, den gående og siddende, den hverken gående eller siddende og den kontemplative meditationsform som mere eller mindre ligevægtige. Chi-i lagde stor vægt på, at der skulle være balance i samatha, en meditation eller meditationsfase, hvor sindet beroliges ved f.eks. koncentration på et objekt, og vispassana, en meditation eller meditationsfase, hvor der skabes indsigt gennem f.eks. visualisering, chant, kontemplation eller f.eks. en kombination.
Chi-i’s argumentation var, at samatha alene ville isolere den praktiserende fra virkeligheden, idet indsigtsdelen mangler. Vispassana alene anså han for urealistisk uden en grundliggende ro i sindet. Kombinationen var derfor vigtig for Chi-i.
Vigtigheden af balance gjaldt også den anden vej. Han kritiserede også elever, som ikke mediterede, men blot intellektualiserede Dharmaen. Her er der igen tale om en ubalanceret praksis.
Zen tilbyder grundliggende to former for meditation:
1) Zazen, som er at betragte om en slags Samatha meditation svarende til hvad Chi-i betegnede som “konstant siddende”, blot uden koncentrationsobjekt.
2) Kontemplation på koan, igen “konstant siddende”, blot med kontemplation på et emne, her et koan.
Chi-i anså Zen for at være en ekstrem form for buddhisme, ubalanceret og satte spørgsmålstegn ved om den ligefrem kunne være farlig. Chi-i anså Zen meditation (nærmere Zazen) for at være en begynder meditation til at berolige sindet og fjerne forstyrrelser, for at forberede plads til rigtig visdom.
“Hvorfor kun Zen, når Buddhaen underviste flere metoder?” spurgte han.. Her mente han at praktiserende ganske vist skal opnå samme oplysning og erkendelse af tingene som de er, men vejen til målet kan være forskellig; ingen to personer har samme store effekt af samme meditationsform og da slet ikke over tid. Chi-i troede på at en målrettet og personlig tilrettelagt praksis var det mest effektive. Med flere metoder (f.eks. kontemplation), ville den erfarne være i stand til at fjerne lidelse, når den opstod og tilmed med målrettet.
Chi-i skabte som nævnt selv balancen ved at kombinere Samatha og Vispassana i en shikan meditation. Shikantaza, som Zen hovedsagelig gør brug af, omhandler derimod ingen af delene. Ved Shikantaza skal enhver tanke, følelse og impuls forkastes. På godt dansk skal man blot sætte sig ned og sidde. Shikantaza er ikke en koncentrationsmeditation, hvor der holdes fokus på et objekt. I stedet koncentreres der på ingenting.
For at få mest ud af meditationen, bør undervisningen differentieres mellem begyndere og den mere erfarne.
For shikan, hvor der er den beroligende part og en indsigtsdel, bør begynderen guides til at have omtrent to lige store halve meditationer med hver del. Er der flere sessioner, kan denne opdeling ændres efter den første meditation. Det skyldes at selv begynderen efter første meditation har langt lettere til at opnå den opbyggede sindsro efter første meditation. Den erfarne vil typisk have lettere ved allerede ved den første meditation at finde roen. Her kan samatha delen derfor reduceres betragteligt til fordel for vispassana delen. Den erfarne mediterende kan tilmed skifte mellem samatha og vispassana flere gange uden at det forstyrrer meditationen; dette kan virke sværere for begynderen. For både begyndere og erfarne vil en guidet del være fornuftig for at skabe rammerne og følelsen af, at være en del af en fællesmeditation. Ord som “vi” er derfor bedre end “du” når der guides.
Shikantaza for begyndere bør indledes med en koncentrationsdel, hvor der for en stund kan fokuseres på åndedrættet. Dette er naturligvis ikke “rigtig” shikantaza, men bliver derigennem faktisk nærmere en shikan meditation. Ønskes en mere ren shikantaza, bør begynderen inden meditationen instrueres i, hvordan tanker og følelser mentalt kan ignoreres. I modsat fald kan der gå mange meditationer før begynderen får en gavnlig effekt frem for at spekulere på om man nu gør det rigtigt. Den erfarne kan man lettere instruere i blot at sætte sig ned og meditere. Igen bør rammerne sættes for en fælles meditation – det styrker energien.
Betyder Chi-i’s argumentation så, at Zen meditation alene ikke er nok til at opnå perfekt oplysning?
Ifølge Lotus Sutraen er dette ikke tilfældet – alle buddhistiske belæringer fører til samme mål. Dette er ideen bag Ekayana. Naturligvis kan Zen meditationen derfor anvendes til at opnå oplysning. Dette betyder dog ikke, at Chi-i med sit udtalt behov for at balancere praksissen modsige Ekayana ideen eller Lotus Sutraen. Dette ville være tilfældet, hvis den praktiserende ville fokusere 100 % på at opnå oplysningen på bekostningen af vejen derhen. Men har man forstået at selv oplysningen er nuet, giver det ikke mening at implementere Dharmaen i livet og dermed vejen til oplysningen.
Lotus Sutraen har specielt i Asien fra tidlig tid været betragtet som buddhismens bibel. Den er anerkendt i en lang række lande som en af de vigtigste tekster i buddhismen.
Chi-i, grundlæggeren af T’ien-T’ai i Kina, anså Lotus Sutraen som den højeste belæring, da sutraen opfattedes som Buddhaens ord i slutningen af hans liv. Teksten rangerede på linje med Mahaparinirvana Sutra, som var meget populær og ligeledes omhandler Buddhaens sidste dage på jorden. Mange mente tilmed, at kun Lotus Sutraen kunne føre til perfekt oplysning.
Lotus Sutraen understøtter endvidere Chi-i’s ide om Den Trefoldige Buddhanatur, hvor alle anses for at have potentiale til at opnå oplysning, menneskets evne til at praktisere samt ideen om den grundlæggende renhed af sindet. Han anså endvidere Buddhaens eneste formål med at komme var, at prædike Lotus Sutraen.
Chi-i systematiserede og grundlagde T’ien-T’ai på baggrund af Lotus Sutraen. Bibliografier af Chi-i beskriver at han som 17 årig citerede Lotus Sutraen konstant i 20 dage. I år 560, som 22 årig, tog han elever og underviste i meditation – og Lotus Sutraen. Som 37 årig tog han til bjerget T’ien T’ai som hans skole tog navn efter.
Lotus Sutraen var forbundet med stor magi, hvilket i sig selv ofte tiltrækker opmærksomhed. F.eks. fortælles det at den japanske præst Renzo blev omgivet af mange beskyttende guder p.gr.a. hans studeren af lotus Sutraen.
Sutraen var en nøglebelæring for Mahayana bevægelsen, f.eks. p.gr.a. anvendelsen af hensigtsmæssige midler. Her var der en tekst, som tillod at sandheden kunne dosseres for at sikre, at modtageren af budskabet kunne kapere budskabet – med det ædle formål, at hjælpe folk på bedst mulige måde. Sutraen var endvidere meget populær, da den erklærer at man med lille indsats kan opnå uforholdsmæssigt stort udbytte. Lotus Sutraen går endda videre og erklærer at selv folk, som skaber dårlig karma, kan frelses og opnå oplysning.
Lotus Sutraen er en tekst samlet over 200-300 år startende ca. fra år 0. Den er vokset med tiderne med tillæg, som man løbende fandt harmonerende. Første udgave menes at have indeholdt de første 9 kapitler. Dette udgør en sutra om hensigtsmæssige midler. Argumentationen for denne opdeling af første version er, at man i de resterende kapitler i stor stil refererer til de første. Kapitlerne 10-20 (kapitel 12 og 17 undtaget) menes at have været et supplement til de første kapitler i en periode, grundet en indre sammenhæng. De resterende kapitler har givetvis været sutraer uden at det kan siges med sikkerhed.
En tematisk opdeling af Lotus Sutraen kan ses som:
- Første tredjedel beskriver Buddhaens disciple og kan ses som en guide til vejen til Buddhatilstanden.
- Anden tredjedel beskriver Buddhaens sande natur, hvad han er og ikke er.
- Sidste tredjedel giver en eksemplificering af, hvad det vil sige at være en Buddha.
Betragtes buddhistiske emner, er hovedtemaerne i Lotus Sutraen:
1) Det Ene Fartøj, Ekayana, at vi alle skal med samme båd mod oplysningen. Der er ikke noget mindre eller større fartøj, men blot et.
2) Upaya, hensigtsmæssige midler. Her er budskabet at selv om vi skal samme vej mod oplysningen, kan midlerne være forskellige fra person til person. Vi starter ikke samme sted på vejen og skal derfor heller ikke praktisere ens.
3) Buddhaens sande natur, de tre kroppe beskrevet som den historiske, den idealiserede og den ultimative. Den historiske Buddha sad under Bodhi træet som menneske, den idealiserede lever i ideelle Buddha lande, hvor forholdende for en praksis er optimale. Den ultimative beskriver Buddhaen som Dharmaen selv i forening med Nirvana
4) Buddhanatur, ideen om at vi alle har muligheden for at opnå oplysningen uanset hvor belastet vi er af karma.
Da den japanske Tendai skole blev grundlagt på den japanske T’ien T’ai skole, arvedes interessen for Lotus Sutraen naturligvis.
Sutraens hovedtemaer har derfor også præget skolens historie ved at se Dharmaen igennem disse betragtninger. Der vil således være større fokus på Det Ene Fartøj, Ekayana, at vi alle skal med samme båd mod oplysningen, et specielt fokus på Buddha natur og ikke mindst tomhed.
Hvordan kan vi i dag betragte Lotus Sutraen som den højeste belæring?
Selv når sutraer kan virke gamle i deres sprogbrug, er parablerne lette at forstå, selv i dag omkring 1800 år efter. En parabel kilder intellektet og motiverer en intuitiv viden, hvilket er netop hvad der skal for at erkende tingenes sande natur. Det betyder dog ikke nødvendigvis at sutraen af denne grund skal betragtes som den højeste belæring.
Lotus Sutraens hovedemner nævnt ovenfor er meget vitale og enhver tekst, som kan styrke erkendelsen af disse, må betragtes som vigtige.
Jeg mener at hele ideen om en højeste belæring er mindre vigtig i dag end tidligere. Jeg betragter denne ophøjelse som en motiverende faktor, altså hensigtsmæssige midler, for at holde praktiserende så længe til sutraen, som er nødvendigt og som den fortjener. Ikke for sutraens skyld, men udelukkende for ikke fejlagtigt betragte Lotus Sutraen som forstået efter første gennemlæsning. Den virkelige nektar fra buddhistiske tekster udvindes først efter en dyb kontemplation og studie.
Kun den, som har studeret Lotus Sutraen på denne måde kan afgøre, om hvor vidt der er tale om den højeste belæring.
Enhver anden kan kun følge sin intuition og i øvrigt kontemplere over, hvorfor mange tidligere har studeret og citeret en og samme tekst igen og igen gennem mange år. En tekst med dette fokus kan om ikke andet betragtes som yderst betydelig og med kraftig påvirkning af den praktiserendes sind.
En stor motivation til at praktisere buddhismen er, at vi alle kan opnå erkendelsen af tingene, som de er, højeste lykke eller hvordan man nu vælger at betegne begrebet oplysning. For mange vil det være den eneste motivation udover en mere ret livsstil i forhold til, hvad man tidligere har ført.
På mere akademisk niveau, betragtes denne mulighed fra flere indgangsvinkler. Indgangsvinklen har betydning for måden hvorpå menigmand undervises i læren, men det er spørgsmålet hvor meget indflydelse den i virkeligheden har.
Der er en række tekster, som med variende detaljer beskriver begrebet. Ingen formulerer Buddhanatur direkte, men for alle ligger der en fortolkning over teksterne, som i sagens natur altid kan diskuteres.
Awakening of Faith fra ca. år 600 e.kr er en meget ofte refereret tekst. Den undersøger verdens ikke-dualitet, det vil sige at subjekt og objekt er et og det samme. Teksten beskriver også at tings eksistens er relativ og dermed kun tilstede i et øjeblik ved betragtningen af genstanden. Hvad angår oplysning og erkendelsen af denne, foreskriver teksten vi har oplysningen inden i os og at den “blot” er sløret af uvidenhed, som skal praktiseres væk. Der er derned tale om, gennem buddhistisk meditation og levevis, gradvis at nærme sig oplysningen for til sidst at opnå denne. Processen kan tage alt fra et øjeblik til tilnærmelsesvis uendeligt antal liv og genfødsler; alt efter hvor langt man er på vejen hhv. hvor meget karma der er tilbage at nedbryde.
Tathagatagarbha Sutra er mere tiltalende for den ivrige (begærlige?) efter oplysning. Teksten beskriver at vi alle indeholder en slags Buddha essens / Buddhanatur, som blot skal opdages eller genfindes. Tathagatagarbha Sutra er en kort sutra, som med 9 små eksempler beskriver forklarer hvordan Buddhanaturen er tilstede i os. I princippet kan vi til enhver tid under enhver form for aktivitet blive oplyst.
Det samme gælder for Mahaparanirvana Sutra, hvor ‘jeg’-et betragtes som Buddhanatur, tilnærmelsesvist som Atman tankegangen fra tidligere religioner før Buddhismen. Atman er essensen, som er det eneste som overgår fra liv til liv. Når alle kan genfinde oplysningen jævnfør sutraen, betyder det også, at karma begrebet ikke er afgørende for opnåelse af oplysning. Selv onde mennesker kan blive oplyst kort efter en ikke-gavnlig gerning.
Endelig er Srimaladevi Simhanada Sutra en tekst, som er mere pragmatisk. Udover også at acceptere et Atman-agtigt begreb, fortæller teksten også at kun Buddhaer kan definere hvad Buddhanatur egentlig er.
Alle tekster giver på sin vis mening, men de er meget forskellige i deres grundopfattelse. Nogle baserer sig på et Atman begreb, som er nemt at forstå; bygger man noget op, må man da også have en beholder at gemme det i til næste liv. Atman princippet er mere eller mindre central i teksterne, men kan absolut også betragtes som en logisk forklaring i mangel af bedre ord.
En anden forskel i teksterne er, om hvorvidt karma er afgørende for oplysning eller ej. I Awakening of Faith er karmaen meget fremtrædende; den skal opløses og nedbrydes før oplysning kan finde sted. Dette er en god tanke og motivation til at få folk til at følge en etisk og moralsk fornuftig levevej; der er gevinst til alle ved målstregen. Mahaparanirvana Sutra har ikke dette fokus og motivation for lægfolk, – her kan alle nå i mål uanset fokus.
Dette er de to grundlæggende fortolkninger af Buddhanatur:
1) Alle er en Buddha, men skal blot opdage det.
2) Alle har potentiale, men skal følge en vej via praksis til oplysning.
Vejen til oplysning viser foranderlighed, her ved den praktiserende. Har man en foranderlighed, er Atman princippet ej heller nødvendigt og ikke mindst får ideen om årsag og virkning en central rolle omkring oplysning. Vi får fokus tilbage på det oprindelige, og noget af det eneste alle buddhister er enige om; de fire ædle sandheder;
Det japanske Hongaku begreb bygger på ideen om, at alle har en medfødt essens, som blot skal opdages – helt uden træning – vi skal blot skære vores uvidenhed væk med et hug. Ideen kom på samme tid til Japan gennem Kukai, som etablerede Shingon og Saicho, som etablerede Tendai. De rejste sammen til Kina og bragte, blandt mange tekster og ritualer, ideen til landet.
Begrebet havde efterfølgende en stor betydning for udviklingen af buddhismen i Japan, idet den bygger på at alt er forbundet med hinanden udtrykt i sætninger som: “1000 verdener i hvert øjeblik” (alle, påvirker alt og alle på hvert et øjeblik). I Tendai er det en grundtanke, at hver eneste følelse, sans og fænomen er udtryk for Dharma og på den måde hænger sammen.
Chi-i var tilhænger af at tro på potentialet til oplysning i alle, evnen til at praktisere og sindets grundlæggende renhed. Dette kaldes Den Trefoldige Buddhanatur. Hvor dette kan virke modstridende med Hongaku tænkningen, så er forskellen sandsynligvis mere af akademisk karakter end af praktisk betydning.
Lykkes det at opdage oplysningen (efter Hongaku princippet), vil det betyde en automatisk indsigt i tingene som de er – og dermed påvirke livet for evigt i en perfekt etisk og moralsk retning ud fra en betragtning om at det gode er det fornuftige.
Lykkes det at praktisere sig til oplysning, er samme mål opnået. Der kan være mange genfødsler imellem, men hvem ved hvor mange, hvor lange livene var – og om tid i det hele taget har samme betydning, som vi lægger i den. Man kunne også spørge om praksis ikke blot bliver en akademisk øvelse, hvis uvidenhed og vrangforestillinger skal praktiseres væk. For erkendelse er vel erkendelse og ikke noget vi logisk slutter os til?
Derfor tilslutter jeg mig ideen om at finesserne er af akademisk betydning, at de kan være basis for mange gode diskussioner om Dharmaen, men så heller ikke meget mere. Når princippet om Buddhanatur ikke fremgik i særlig stor stil i Chi-i’s tekster, kunne det være en motivation til ikke at forske dybere i, hvad der er mest rigtigt.
Ideerne og teksterne, som beskriver dem, kan hver især anvendes som hensigtsmæssige midler for at maksimere udbyttet for den praktiserende. Vi har hver vores motivation og behov for et skub, når vejen måtte virke meningsløs. Når målet er det samme og begge veje fører derhen, hvorfor så lægge mere i det end det?
Vi har måske tilmed endnu mindre behov for at dvæle i princippet i dag end nogensinde. Hvor det tidligere har været en vigtig faktor se målet, oplysning, som motivation, er tendensen i dag mere at ændre ens nuværende liv til det bedre. Få buddhister og lægfolk i vesten tænker i genfødsler og længere end dette liv, men mere på at justere og forbedre det nuværende liv. Det vigtigste er derfor, at vi har potentialet og muligheden; ingen er afskrevet til at erkende sindets sande natur og skabe sig et bedre liv der igennem.
Lørdag den 27. marts 2010 kl. 13 – 17 har du mulighed for at høre buddhistisk foredrag samt deltage i meditation i Randers.
Det foregår i Fritidscentret Vestergade 15, 8900 Randers C (lokale 12).
Alle er velkomne!
Da jeg startede min “karriere” i den japanske Tendai tradition efter en tid i en tibetansk, blev jeg mødt med en religiøs ceremoni. Hvad var nu det? Havde jeg lyst til det?
Selv om det ganske vist er frivilligt at deltage i disse (man kan blot møde senere og kun deltage i meditationen), vil man jo så gerne forstå hvad der sker. Få her et par ord om hvorfor og hvad der sker. Måske har du lyst til at deltage næste gang?
Først og fremmest er den buddhistiske ceremoni god til at lægge vores dagligdag bag ved os for en stund. Når vi mødes, sker det som oftest en hverdagsaften og dermed efter en travl hverdag med job og familie. Her kan ceremonien bruges til at adskille og forberede os til en stund med religiøs dedikation. Efter en tid vil vores sind falde lettere til ro under ceremonien p.gr.a. genkendeligheden og gentagelsen uge efter uge.
Tilknyttet en japansk buddhistisk tradition, er vor ceremoni mere end inspireret fra den japanske udgave. Den er faktisk kopieret 100%. Vi har oversat en række tekster til danske, men der er stadig nogle som fremsiges på sanskrit og japansk.
Ceremonien er traditionelt set folkets mulighed fro at deltage i noget religiøst. I østen er det ikke almindeligt at alle deltager i meditationer eller andet.
Ceremonien er ikke bare smuk, men en hel afhandling. Kun præsten vil kende til alle detaljer (nogle mantraer og mudraer er ikke offentligt tilgængelige), men grundelementerne kan godt genkendes af enhver, som deltager.
En del af symbolikken starter med elementerne på alteret.
Blomsterne er ikke blot kønne, men symboliserer forgængelighed, herunder sygdom og død. Med blomster oplever vi dette langt hurtigere end ved mennesker; blomster holder i bedste fald en uges tid. I tiden kan vi nyde den standige forandring og ælden, præcis som ved mennesker. Vi ældes alle og vi skal alle dø. Vi ønsker tit at fortrænge det, men kun med det resultat, at vi blot tynges af endnu større tristhed ved en nær persons død.
Stearinlysene symboliserer visdom. Lyset trænger gennem mørket og giver mulighed for visdommen. Vi skal stadig selv sikre visdommen gennem lærdom, men uden lys kan vi ikke læse bogen og dermed forstå den.
Strukturen på en japansk buddhistisk ceremoni er altid ens. Der vil være en tilflugt, en ofring, anger, en beæring, en belæringer, en tak og en videregivelse.
Tilflugten er en tilkendegivelse af ønsket og en lovning på at afprøve Buddhaens lære. Man skal ikke nødvendigvis tro på den, men som minimum give rum til at undersøge og afprøve belæringerne med oprigtig indsats.
Ofringen symboliseres gennem røgelse. Noget røgelse tændes til brug for ceremonien, noget andet røgelse lægges på det allerede brændende røgelse. Sidstnævnte er en selvrenselse for at danne basis for ceremonien, men også en symbolsk ofring af den udførende til et højere formål. Præsten vil tillige velsigne alle andre (faktisk alle levende væsener).
Anger er de tilstedeværende erkendelse af, at være underlagt begær, vrede og uvidenhed. Ikke i ekstrem forstand, men at vi erkender at være belastet i en eller anden grad. Dette er ikke svært at erkende for de fleste. Vi ærer herefter vore forgængere i lilnjen, som har tilvejebragt en mulighed for at arbejde med disse problemer. Vi tilbeder dem ikke, men ærer dem oprigtigt for deres arbejde og dermed vores nuværende mulighed for at arbejde med vore problemer.
Belæringerne er det egentlige indhold i ceremonien. Vi har en daglig ceremoni, som her altid består af hjertesutraen, men en given ceremoni kunne bestå af enhver anden tekst, som under ceremonien ville blive chantet akkompagneret med tromme. Ordet belæringer skal ikke fortolkes som, at man skal tro på dem. Igen, i buddhismen undersøger vi teksterne, vi skal ikke stole blindt på dem.
Takken går til de samme som vi ærede. Vi erkender den mulige gevinst vi har en teori om at opnå i vores liv med lærdommen.
Videregivelse er vital i vores buddhistiske skole. Her ønsker vi at videregive det, som vi selv har lært og fået glæde af. Hvor meget er viden og erfaring værd, hvis den ikke deles med andre? Skal ceremonien give mening, skal den kunne deles med andre, som ikke nødvendigvis deltager. Det er hvad der sker under denne del.
Du behøver ikke at tænke på hver enkelt del. Den bedste anbefaling er blot at nyde ceremonien og blot være klar over intentionen med ceremonien. Så har du fået det maksimale ud af den – og samtidig haft en fantastisk oplevelse.