Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Buddhistiske retninger

ChizenChizen

Det følgende er en helt kort, skematisk oversigt over de mest velkendte Buddhistiske skoler. Kun skoler som har et aktivt liv i dag, er nævnt. En stor del af Buddhismens historie handler om opbygningen af dens kanon og derfor er dens forskellige dele ligeledes skitseret.

Den historiske Buddha, Shakyamuni

Det nærmeste vi kommer den historiske Shakyamuni Buddhas faktiske liv og belæringer, er Theravada skolens Pali kanon og de kinesiske Agamas. Agamas svarer på mange måder til Pali kanonens skrifter, da de består af den kinesiske oversættelse af Sarvastivadin kanonen. Agamas er ikke så velkendt eller benyttet som Pali kanon, først og fremmest fordi der kun er enkelte uddrag, som er oversat til engelsk.

Pali kanon

Pali kanonen har fået sit navn, fordi den er skrevet på pali, som formodentlig er ganske tæt på den gamle Magadhan dialekt, som Buddhaen talte. Der er grundlæggende enighed mellem Pali kanonen og Agamas når det kommer til de Fire ædle Sandheder, den Otte-foldige Sti, den Afhængige Oprindelses 12-ledede Kæde, og endda et vist sammenfald i forbindelse med forskrifterne (Vinaya) for munke og nonner. Dette materiale er hjørnestenen i Buddhaens Dharma og således også grundlag eller udgangspunkt for de senere Mahayana og Vajrayana skoler.

Pali kanon består, overordnet set, af tre typer af tekster; suttaer (Buddhaens foredrag), vinaya (monastisk disciplin) og abhiddhamma (tekniske præciseringer af læren).

De grundlæggende buddhistiske belæringer som alle skoler har til fælles, kan findes i engelske oversættelser af Pali kanonen, hvoraf en stor del er frit tilgængelig på www.accesstoinsight.org.

Suttaer, sutraer og den mundtlige tradition

Efter Buddhaens død (vel nok i det 5. eller 4. århundrede før vor tidsregning), siges det, at 500 af Buddhaens oplyste disciple mødtes og reciterede alle de foredrag (suttaer) og forskrifter (vinaya) som Buddhaen havde lært dem. Ananda, Buddhaens oppasser, reciterede alle de sutraer han havde hørt, hvorfor alle suttaer (og de senere Mahayana sutraer) starter med Ananda der siger “Dette har jeg hørt…”.

Upali, som var kendt for sin strenge disciplin, reciterede vinaya’en. Alle munkene godkendte hvad Ananda og Upali reciterede. Denne recitation blev grundlag for den mundtlige overlevering, som var den eneste kilde til Buddhaens lære indtil det 1. århundrede før vor tidsregning, da Pali kanonen første gang blev nedskrevet i Sri Lanka. På omtrent samme tidspunkt blev de første Mahayana sutraer nedskrevet på sanskrit.

Mahayana buddhisme

Mahayana Buddhismen startede som en bevægelse indenfor de etablerede skoler, hvor nogle munke begyndte at lægge større vægt på bodhisattva-idealet – at ens praksis var tilegnet alle levende væsner – og på lægtilhængernes lige muligheder. Der har aldrig været tale om en skole ved navn “Mahayana”. Der kom skoler som baserede sig på Mahayana bevægelsens tanker; Mahayana skoler – men altså aldrig som en sammenhængende enhed.

Meget tidligt begyndte Mahayana tilhængerne at nedskrive deres egne sutraer; skrifter som på mange måder forholdt sig kritisk, til det de så som selvtilfreds afsondrethed og egocentreret praksis hos visse af den tids lærde munke. De kaldte sig selv Mahayana – det Store Fartøj – fordi deres belæringer sigtede mod at hjælpe alle uden undtagelse til oplysning, snarere end at fokusere på sin egen udfrielse.

Den tidlige Mahayana bevægelse brugte det nedladende udtryk ‘Hinayana’ eller ‘Lille Fartøj’ om deres “modstandere”, som angiveligt hævdede, at oplysning kun kan nås af individet, gennem hans eller hendes egne anstrengelser. Det må understreges, at mens buddhister i Mahayana lande som Tibet, Kina eller Japan vil kalde sig selv Mahayana buddhister, vil Theravada Buddhister, med god grund, blive stødt over at blive kaldt Hinayana buddhister. Faktisk er Mahayana og Hinayana ord der kun bruges i Mahayana buddhismen, og når det kommer til ordet Hinayana, gælder det som altid, når vi har at gøre med udtryk som ingen bruger om sig selv, skal andre også afholde sig fra at bruge det.

Mahayana sutraerne

Nu er Mahayana sutraerne altså ikke den historiske Buddhas egentlige ord (og faktisk er det ikke altid den historiske Buddha, som præsenteres i dem). Imidlertid hævder Mahayana buddhister, at disse sutraer bedre udtrykker Buddhaens egentlige mening end Pali kanonen og Agamas, som giver en mere ligetil præsentation af, hvad Buddhaen sagde og gjorde.

Mahayana bevægelsen har nok aldrig været rigtig populær i Indien og sammen med resten af buddhismen forsvandt den i det 12. århundrede, på grund af forskellige historiske forhold – først og fremmest den islamiske invasion.

Det var imidlertid Mahayana formen af buddhisme, som med succes blev videreført til Kina, Korea, Japan, og til sidst kom til Tibet.

Grundlæggende Mahayana belæringer

Af væsentlige, grundlæggende Mahayana belæringer, som altså bygger videre på de tidlige skrifter, kan nævnes læren om tomhed (som er en dybere forståelse af afhængig oprindelse), bodhisattvaens vej (inklusive de seks paramitaer, som egentlig bare er en udvidet gentagelse af den otte-foldige sti) og Buddhaens tre Kroppe (som er endnu en videreudvikling af en ide, som findes – i sin spæde form – i Pali kanonen).

Der er imidlertid mange Mahayana sutraer og i Kina koncentrerede forskellige retninger af munke deres anstrengelser om forskellige sutraer, afhængigt af deres interesser og behov. Disse retninger kom senere til Korea og Japan. Her er en kort gennemgang af de største:

T’ien-t’ai (Tendai i Japan) som bygger på Lotus Sutraen som den højeste belæring, men underviser også i tomhedens filosofi, bodhisattvaens forskrifter og de esoteriske belæringer. Deres primære praksis kaldes Koncentration & Indsigts (Shikan) meditation.

Hua-yen (Kegon i Japan) skolen som sætter Flower Garland Sutraen som den højeste lære. Med hensyn til praktisering, så fokuserer de på meditation og chanting. En af de tidlige kinesiske patriarker var også Zen Mester og der har længe været en forbindelse mellem de teoretiske Hua-yen belæringer og den praktisk orienterede Zen skole, særligt i Kina og Korea.

Chen-yen (Shingon i Japan), skolen som følger de esoteriske (eller tantriske) belæringer fra den tidlige Vajrayana buddhisme. Den varede ikke længe i Kina, men blev vældig magtfuld i Japan.

Kinesisk Mahayana

Disse skoler forsvandt praktisk talt i Kina på grund af forfølgelserne mod Kejser Wu i det 9. århundrede. De var for afhængige af de store templer og havde aldrig appelleret til den almindelige befolkning. De efterlod imidlertid en arv af kreativ syntese af Mahayana buddhismens belæringer og praktiseringer fra Indien, som stadig findes i kinesisk, koreansk og japansk buddhisme i dag. Så hvad overlevede i Kina? Og hvad vil man finde i et kinesisk tempel i dag?

To skoler i den kinesiske buddhisme overlevede forfølgelserne i det 9. århundrede. Disse to skoler havde ikke brug for store templer eller mange lærde, retoriske ressourcer. De havde en bredere gennemslagskraft – i hvert fald den første.

Rene Land Buddhismen – denne form for buddhisme fokuserer på Rene Land Sutraerne, hvor Amitabha Buddha afgav løftet om at ville skabe et perfekt Rent Land og derfra altid hjælpe alle som oprigtigt søger oplysning. Denne ide om frelse gennem tro på Buddhaen er den mest populære og vidtspredte gennem hele øst Asien.

Ch’an (Zen på japansk, Son i Korea) er den buddhisme, der er bedst kendt i Vesten. Det er buddhismen, der har spredt legenderne om Bodhidharma, Hui-Neng og andre. To større skoler har overlevet til moderne tid:

Tsao Tung (Soto i Japan), som fokuserer på praktiseringen af ‘rolig-refleksion’ meditation, også kendt som ‘blot at sidde’. Dogen underviste i denne tradition i 1400 tallets Japan.

Lin Chi (Rinzai i Japan), som fokuserer på koans, som er historier eller tilsyneladende meningsløse gåder, som bruges for at hjælpe den praktiserende med at opnå et gennembrud, og blive oplyst. Hakuin underviste i denne tradition i Japan i det 17. og 18. århundrede.

I Kina, Korea og Vietnam er Lin Chi hovedskolen indenfor Zen. I Japan er Soto den største Zen skole, men Rinzai skolen har en stærk kulturel indflydelse, som rækker ud over det lille antal praktiserende.

I Japan er Rene Land og Zen skolerne meget adskilte, men på kontinentet, i Kina, Korea og Vietnam, undervises der i både Zen og Rene Land i de samme templer og af de samme lærere. De to skoler har længe været blandet og harmoniseret. Så i et kinesisk tempel i dag vil du se, at lægtilhængerne for det meste praktiserer Rene Land, ligesom de mest oprigtige munke og nonner. Munkene og nonnerne følger imidlertid også vinaya forskrifterne, studerer T’ien-t’ai og Hua-yens filosofi og lærer måske endda også en smule Chen-yen eller esoterisk buddhisme. Virkelig dedikerede praktiserende bruger også Zen.

Japansk buddhisme

Buddhismen kom første gang til Japan i det 6. århundrede. De første skoler, der blev etableret var Naras seks skoler, som var:

Ritsu skolen, som holder sig til vinaya forskrifterne fra Tripitikaen.

Jojitsu og Kusha skolerne, som studerer forskellige versioner af Abhidharmaen.

Sanron skolen, som studerer læren om tomhed fra Perfection of Wisdom Sutraerne, ved hjælp af kommentarer af den store indiske Mahayana buddhist Nagarjuna og hans discipel Aryadeva. Faktisk betyder Sanron “Tre Afhandlinger” og hentyder til to værker af Nagarjuna og et af Aryaveda.

Hosso skolen, som studerer Ren Bevidstheds belæringerne i Mahayana buddhismen, specifikt som de blev videregivet af Hsuang-tsang.

Kegon skolen, som studerer Flower Garland Sutraen. Denne er den japanske version af den kinesiske Hua-yen skole.

Af disse seks skoler blev de første tre betragtet som Hinayana, fordi de fokuserede på ikke-Mahayana sutraer, og belæringer fra Tripitikaen. De sidste tre er alle Mahayana skoler. I det 8. århundrede blev endnu to skoler bragt til landet:

Tendai skolen kom til Japan med Saicho, som var rejst til Kina for at studere T’ien-t’ai’s belæringer. I Japan opbyggede han et tempelkompleks på Hiei bjerget, for at kunne videregive Brahma Net Sutraens særlige Mahayana forskrifter. Saicho (også kendt som Dengyo Daishi) indførte også nogle esoteriske belæringer og inkluderede ligeledes Rene Land og Zen praksis. Denne skole er meget omfattende og søger at virkeliggøre Lotus Sutraens Ene Fartøj.

Shingon skolen er den fremmeste esoteriske skole i japansk buddhisme og den blev grundlagt af Kukai (Kobo Daishi). Kukai var rejst til Kina sammen med Saicho, men mens Saicho først og fremmest koncentrerede sig om T’ien-t’ai skolens filosofiske lære, fokuserede Kukai på Chen-yen’s tantriske del.

I slutningen af det 12. og gennem det 13. århundrede var Tendai og Shingon skolerne blevet etablerede religioner i Japan, med beskyttelse fra aristokratiet. Disse skoler blev i stigende grad dekadente og magtbegærlige og var derfor ikke meget opmærksomme på den almindelige befolknings behov. Af dette vakuum opstod Kamakura-reformatorerne – Honen, Shinran, Dogen, Nichiren og andre.

Honen startede Rene Land bevægelsen i Japan med den simple belæring, at alt hvad man behøvede, var at chante ‘Namu Amida Butsu’, for at blive genfødt i det Rene Land, og at alle andre buddhistiske lærer og praktiseringer var overfladiske, og faktisk en hindring for den simple praktisering af Nembutsu (at recitere Buddhaens navn). Honens eksklusivistiske belæringer blev censureret af Tendai skolen og Shogunatet, og han og mange af hans disciple blev sendt i eksil. Men hans bevægelse blev til sidst så populær, at andre skoler gav efter, og promoverede Nembutsu praktiseringen.

Shinran var en discipel af Honen, som gik endnu videre, og dermed blev grundlæggeren af Jodo Shinshu (den Sande Rene Land skole), som mere eller mindre er lig med hovedstrømmen af japansk buddhisme i dag. Shinran sagde, at det var tro alene der forårsager genfødsel i det Rene Land, og at selv det at chante Nembutsu og have et troende sind, var gaver fra Amitabha Buddha.

Dogen grundlagde Soto skolen – hvilket er ironisk, fordi han frasagde sig navnet Zen, for slet ikke at tale om den mere sekteriske betegnelse, Soto Zen. Dogen havde været i Kina og studere buddhisme under Mesteren Rujing.

Nichiren var en Tendai munk, som mente, at problemet med buddhismen i Japan var, at folk havde overset Lotus Sutraen og T’ien-t’ai’s oprindelige belæringer. Først prøvede han at reformere Tendai, og bringe den tilbage til sine oprindelige kilder, men til sidst følte han, at der var en endnu dybere mening i Lotus Sutraen, der ikke engang var fremlagt af traditionel T’ien-t’ai. Nichiren følte, at hans mission var at sprede denne, Shakyamuni Buddhas dybeste besked. Denne belæring drejer sig om den direkte praktisering af Lotus Sutraen gennem tro og glæde ved dens lære, gennem chanting af dens titel, Namu Myoho Renge Kyo. Af en eller anden grund har Nichiren skolen været bemærkelsesværdigt disruptiv op gennem tiden. Således er der i dag flere end tredive forskellige skoler baseret på Nichirens lære, og skønt mange af dem kommer fint ud af det med hinanden, er det også her vi kommer allernærmest på det man kunne kalde Buddhistisk fundamentalisme.

Tibetansk buddhisme

Buddhismen kom til Tibet langt senere end den nåede øst Asien. Buddhismen siges at have nået Kina i det 1. århundrede og Japan i det 6., mens Tibet først fik den via Indien i det 9. århundrede. Fra det 6. til det 9. århundrede var den tantriske bevægelse, eller Vajrayana, blomstret op i Indien. Nu overførte man ceremonielle Mandala-visualiseringer, mantraer og symbolske gestus, mudras, (gennem videregivelse eller initieringer) fra tantriske mestre, så disciplene kunne nå oplysning hurtigere. Endvidere blomstrede den buddhistiske logik, og Nagarjunas lære om tomhed blev yderlige udviklet af hans efterfølgere. Alle disse tantriske praksisser og meget sofistikerede former for buddhistisk logik og dialektik var det, der blev bragt til Tibet af lærere som Atisa, Padmasambhava og andre. Der blandedes disse belæringer med den oprindelige shamanistiske tradition, Bon.

Til sidst dannede den tibetanske buddhisme fire hovedskoler:

Nyingma, som er den tidligste skole og meget tantrisk i sin orientering. Denne skoles højeste belæring kaldes Dzogchen.

Kagyu, en senere skole, som også fokuserer på tantra. Dens mest kendte lærer er Milarepa. Chogyam Trungpa Rinpoche var Kagyu lærer. Denne, og de andre skolers højeste belæring, hedder Mahamudra.

Sakya, en senere skole, opkaldt efter hovedtemplet (ikke efter Shakyamuni Buddha). Dens belæringer er ikke udbredt udenfor Tibet i nævneværdigt omfang.

Gelug, den seneste skole, på den måde, at dens moderne form er en reformeret og revitaliseret version af den ældre Kadam skole. Nogen gange kaldes Gelug også Ny Kadampa (pa betyder skole). Reformatoren Tsongkhapa er en af Gelug skolens mest velkendte lærere. Denne skole er meget monastisk og lærd orienteret, og foretrækker, at man modnes gennem grundlæggende Hinayana og Mahayana belæringer, før man går videre til Vajrayana. Dalai Lama er leder af denne skole, og igennem adskillige århundreder også den politiske leder af Tibet (mongolerne havde indsat Dalai Lamaerne i denne position, vistnok i det 17. århundrede).

I Vesten har vi nu en helt unik tilstand; alle de forskellige Buddhistiske skolers belæringer og praksis strømmer hertil, hvilket giver os mulighed for sammenligne, debattere og vælge lige den retning, som harmonerer bedst med vores livssyn og tilbøjeligheder.