Chizen.dk

Arkiv for kategorien ‘Buddhistisk filosofi’

Livets hjul er et stort billede, som symboliserer en lang række buddhistiske filosofier. Billedet blev oprindeligt lavet med henblik på at videregive forståelsen for livets gang, og hvad vi påvirkes af.

Billederne er venligst udlånt at ExoticIndia, hvor dele af teksten også kommer fra.

Under “Hvad er buddhisme” menuen finder du en række undermenuer, som beskriver billedet som et hele og herefter hvert enkelt element af billedet og dets symbolik.

God fornøjelse!

Vi vil gerne se en mening med det vi gør og identificer os med. Der skal være et mål. Det er naturligvis mest korrekt for uforstående; den sande buddhist vil vide at vejen er mindst lige så vigtig som målet. I buddhismen er målet den såkaldte oplysning.

Oplysning er muligt at definere, da ord er fattige. Rigtig mange forbinder en god meditativ oplevelse med oplysning. Det er ikke rigtig oplysning, men nærmere en Dhyana, en slags (behagelig!) tilstand, som kan opnås gennem meditation. Enhver beskrivelse kan derfor kun være provisorisk, medmindre man virkelig er oplyst. Når vi snakker om oplysning, snakker vi om fingeren, som peger på månen, og ikke månen.

Oplysning er ikke den almindelige glæde eller et kort strej af velvære. Det vil være en naturlig del af oplysningen, men ikke oplysningen alene. Oplysning er heller ikke en anden verden eller himmel. Når vi gennem praksis bliver oplyst, er der ikke tale om at vi flyver et andet sted hen. Vi bliver samme sted i samme liv, men bare med en anden forståelse af tingenes sande natur. Her er det igen vigtigt ikke at forveksle intellektuel forståelse med oplysning. Vi er rigtig gode til at tænke os til resultater. Vi mener at have kontrollen gennem tankens magt, men oplysning går langt videre end intellektuel indsigt.

Den sande oplysning opstår når karmaen er elimineret. Vi er allerede oplyste, men er ikke i stand til at se det p.gr.a. begær, vrede og uvidenhed. Selv om vi i Tendais forstand allerede er oplyste, betyder det ikke at vi ikke behøver at foretage os mere eller praktisere. Så længe vi er blændet af lidelse, er vi ikke rigtig lykkelige og forfalder til dårlige mentale tilstand gang på gang. Enhver dårlig dag, dårlig oplevelse med en anden person eller higen og ønske efter flere materielle goder, er gode eksempler på. hvorfor fortsat buddhistisk træning er fornuftig.

Når oplysningen nås, ser man tingene, som de egentlig er. Dermed ikke sagt at man får patent på sandheden. Den vil være ens for alle. Men indtil oplysningen nås, vil den enkeltes syn være præget og farvet af lidelse. Jeg’et ophører og bliver ubetydeligt. I den fysiske verden til der stadig være en dig og mig, men adskillelsen vil være uden betydning, da alt hvad man ser aligevel vil være et spejlbillede af ens egne tilstande. Ego’et opløses også og ethvert behov for at kunne identificere sig med det forsvinder. Det vil være en etiket, hvis betydning bliver meningsløs.

I de forskellige traditioner af buddhismen er der forskelligt fokus på betydningen af oplysningen. I Theravada traditionen er der fokus på Nirvana som endelig destination, hvilket uheldigvis ofte betragtes som et syed man tager hen til i form af en anden verden eller himmel. Har man denne indstilling, kan oplysningen hurtigt blive betragtet som et mål, der skal nås, eller sågar en slags præmie for god opførsel. Dette gør sig specielt gældende i asiatiske lande, hvor folkereligion ikke sjældent blandes sammen med buddhismen – og gerne i buddhismens navn. For Mahayana traditionen ligger fokus mere på en forståelse af tomhedens. Hjertesutraen er et godt eksempel på en belæring i tomhed og dermed oplysning.

Når oplysningen er så svær at beskrive, hvordan ved vi så hvordan vi når målet ?

Buddha sagde her, at enhver som dyrker de syv faktorer (Samyutta Nikaya 46.7), vil arbejde sig mod oplysning. De syv faktorer er:

1. Opmærksomhed i nuet

Eller mindfullness, som er et værktøj til at opbygge selvkontrol. Den manglende tilstedeværelse i nuet ødelægger enhver aktivitet du måtte befinde dig i. Ved ikke at være tilstede i hvad du foretager dig, vil din indsats være meningsløs.

2. Omhyggelig undersøgelse af Dhamma

Ikke overraskende peger han mod de buddhistisk belæringer som en sand kilde til visdom. Det er Dharmaen, som i sidste ende fører til oplysningen. Ved omhyggelig undersøgelse pointeres det, kan det ikke drejer sig om at læse flest mulige tekster, men at der opnås en dybere forståelse af færre tekster. Tidligere var det helt normal at en munk kun arbejdede med ganske få tekster. I dag er vi fejlagtigt begyndt at læse langt mere overfladisk end hvad godt er.

3. Energi

Det kræver en energi og indsats for at nå til oplysningen. Vi når desværre ikke i mål uden.

4. Henrykkelse eller lykke

Kan du opbygge en glæde ved din praksis, skaber du endnu mere energi og forståelsen skærpes. Dette er en ekstra drivkraft, som skal skal bygges op via refleksion og egen koncentreret indsats. Man kan faktisk finde henrykkelse i alt hvad man foretager sig. For nogle kræver det øvelse i at se glasset som halvfuldt i stedet for halvtomt.

5. Rolighed

Et vandrende sind gavner ikke. I stedet vil et roligt sind gøre det nemmere at se følelser komme og gå og ikke mindst at se at de er flygtige. Gives tanker for megen magt, vil det blot være næring til yderligere forstyrrelse. En rolighed skabes bedst gennem meditation.

6. Koncentration

En større koncentration styrker fokus på en praksis og modarbejder de fem forhindringer: begær opstået fra sanserne, vrede eller irritation over praksissen, disstraktion (eller manglende rolighed), sløvhed og tvivl på resultatet og om målet kan nås.

7. Sindsro

Sindsroen omhandler at varetage den mentale ligevægt. Den bedste praksis opnås, når sindet hverken er overivrig eller begejstret, eller for sortseende. En overivrig betragtning af vejen kan lede til begær (efter nogle gode oplevelser) eller skuffelse (fordi de udebliver). En nøgtern holdning sindsro holder retningen for sindet.

Nu har vi vejen til oplysning, men vi ved stadig ikke hvad det er. Jeg har givet mine ord, men det er ord, jeg har lånt fra andre, -som heller ikke kan betragtes som oplyste.

Måske skal vi for nuværende blot tage Zen præsten Shunryu Suzuki Roshis svarede om hvad oplysning er: “nothing special” og derefter “You may call it by many names, but for the person who has it, it is nothing, and it is something.”

Da jeg startede min “karriere” i den japanske Tendai tradition efter en tid i en tibetansk, blev jeg mødt med en religiøs ceremoni. Hvad var nu det? Havde jeg lyst til det?

Selv om det ganske vist er frivilligt at deltage i disse (man kan blot møde senere og kun deltage i meditationen), vil man jo så gerne forstå hvad der sker. Få her et par ord om hvorfor og hvad der sker. Måske har du lyst til at deltage næste gang?

Først og fremmest er den buddhistiske ceremoni god til at lægge vores dagligdag bag ved os for en stund. Når vi mødes, sker det som oftest en hverdagsaften og dermed efter en travl hverdag med job og familie. Her kan ceremonien bruges til at adskille og forberede os til en stund med religiøs dedikation. Efter en tid vil vores sind falde lettere til ro under ceremonien p.gr.a. genkendeligheden og gentagelsen uge efter uge.

Tilknyttet en japansk buddhistisk tradition, er vor ceremoni mere end inspireret fra den japanske udgave. Den er faktisk kopieret 100%. Vi har oversat en række tekster til danske, men der er stadig nogle som fremsiges på sanskrit og japansk.

Ceremonien er traditionelt set folkets mulighed fro at deltage i noget religiøst. I østen er det ikke almindeligt at alle deltager i meditationer eller andet.

Ceremonien er ikke bare smuk, men en hel afhandling. Kun præsten vil kende til alle detaljer (nogle mantraer og mudraer er ikke offentligt tilgængelige), men grundelementerne kan godt genkendes af enhver, som deltager.

En del af symbolikken starter med elementerne på alteret.

Blomsterne er ikke blot kønne, men symboliserer forgængelighed, herunder sygdom og død. Med blomster oplever vi dette langt hurtigere end ved mennesker; blomster holder i bedste fald en uges tid. I tiden kan vi nyde den standige forandring og ælden, præcis som ved mennesker. Vi ældes alle og vi skal alle dø. Vi ønsker tit at fortrænge det, men kun med det resultat, at vi blot tynges af endnu større tristhed ved en nær persons død.

Stearinlysene symboliserer visdom. Lyset trænger gennem mørket og giver mulighed for visdommen. Vi skal stadig selv sikre visdommen gennem lærdom, men uden lys kan vi ikke læse bogen og dermed forstå den.

Strukturen på en japansk buddhistisk ceremoni er altid ens. Der vil være en tilflugt, en ofring, anger, en beæring, en belæringer, en tak og en videregivelse.

Tilflugten er en tilkendegivelse af ønsket og en lovning på at afprøve Buddhaens lære. Man skal ikke nødvendigvis tro på den, men som minimum give rum til at undersøge og afprøve belæringerne med oprigtig indsats.

Ofringen symboliseres gennem røgelse. Noget røgelse tændes til brug for ceremonien, noget andet røgelse lægges på det allerede brændende røgelse. Sidstnævnte er en selvrenselse for at danne basis for ceremonien, men også en symbolsk ofring af den udførende til et højere formål. Præsten vil tillige velsigne alle andre (faktisk alle levende væsener).

Anger er de tilstedeværende erkendelse af, at være underlagt begær, vrede og uvidenhed. Ikke i ekstrem forstand, men at vi erkender at være belastet i en eller anden grad. Dette er ikke svært at erkende for de fleste. Vi ærer herefter vore forgængere i lilnjen, som har tilvejebragt en mulighed for at arbejde med disse problemer. Vi tilbeder dem ikke, men ærer dem oprigtigt for deres arbejde og dermed vores nuværende mulighed for at arbejde med vore problemer.

Belæringerne er det egentlige indhold i ceremonien. Vi har en daglig ceremoni, som her altid består af hjertesutraen, men en given ceremoni kunne bestå af enhver anden tekst, som under ceremonien ville blive chantet akkompagneret med tromme. Ordet belæringer skal ikke fortolkes som, at man skal tro på dem. Igen, i buddhismen undersøger vi teksterne, vi skal ikke stole blindt på dem.

Takken går til de samme som vi ærede. Vi erkender den mulige gevinst vi har en teori om at opnå i vores liv med lærdommen.

Videregivelse er vital i vores buddhistiske skole. Her ønsker vi at videregive det, som vi selv har lært og fået glæde af. Hvor meget er viden og erfaring værd, hvis den ikke deles med andre? Skal ceremonien give mening, skal den kunne deles med andre, som ikke nødvendigvis deltager. Det er hvad der sker under denne del.

Du behøver ikke at tænke på hver enkelt del. Den bedste anbefaling er blot at nyde ceremonien og blot være klar over intentionen med ceremonien. Så har du fået det maksimale ud af den – og samtidig haft en fantastisk oplevelse.

I vesten forbinder vi etik med moral. Dette skyldes i høj grad religiøse tilknytninger såsom kristendommen. Hvor der i andre religioner er en højere magt, som kan tænkes at straffe en for forkert opførsel, ser det helt anderledes u i buddhismen; her er der ingen højere magt.

Den buddhistiske etik er i stedet baseret på en række leveregler, også kaldt forskrifter. Her skelnes der grundliggende mellem den ordinerede sangha, forsamlingen af munke og lægfolk.

Der er langt færre forskrifter for lægfolk end for ordinerede munke og præster. Sidstnævnte har en langt større buddhistisk forpligtelse overfor andre, men det er ikke hele grunden for de mere rigide forskrifter. Den ordinerede sangha bor som oftest sammen i templer og skal have en hverdag til at fungere sammen. Af samme grund omhandler mange af de ca. 250 forskrifter også hvorledes omgangen med hinanden skal være.

Løfterne gentages ofte og gerne sammen med andre. Som alt andet i verden, huskes ting bedst ved jævnlig erinding og fokusering på emnet. Det kan virke banalt og ligegyldigt at gentage forskrifterne, men at have dem frisk i sindet betyder også en trinvis ændring af adfærd i den rigtige retning.

I de tidlige buddhistiske skoler var det ikke noget problem hvis hver enkelt munk havde egen retning eller praksis, -blot de havde samme forskrifter så hverdagen kunne fungere. Er grundlaget i orden, skabes der ligeledes ro til at styrke meditationen og den personlige praksis.

Uden skaber i buddhismen er der ingen straf, altså intet at frygte. I buddhistisk sammenhæng er oparbejdelse af god etik et spørgsmål om at skabe et liv uden forstyrrelse i sindet og dårlig samvittighed. Det er igen basis for en styrket meditation og dermed karma. Den gode etik er med andre ord helt op til dig selv.

Når vi tager løfterne / forskrifterne, er det et spørgsmål om intention. Ingen er perfekte, men skal i det mindste have en oprigtig intention om at opfylde forskrifterne. Da vi ikke har nogen dømmende magt, er der andre mere naturlige regler, som dømmer god og dårlig buddhistisk etik. Før der kan være tale om brud på en forskrift, skal der således være tale om intention bag handlingen.

I bund og grund handler etikken om karma, hvad vi præger i vores sind, som udløser en senere handling. Karma påvirkes som nævnt af intentionen, men også af:

• om handlingen var forberedt
• om den blev udført
• om der var tale om uvidenhed (og dermed risiko for gentagelse af den)
• om hvem der skades (buddhistisk set er der værre at skade en som kunne tænkes selv at sprede læren)
• hvordan man efterfølgende har det med handlingen

Etik er således ikke et spørgsmål om moral, men et spørgsmål om egen påvirkning gennem krop, tale og sind. Du styrer og er ansvarlig for dit eget liv; et af de fornemste kvalitetsstempler i buddhismen.

Dana, at give, er en grundlaget for etik. Historisk set blev dana anset som grundlag for at give den buddhistiske lære videre. I østens kulturer giver lægfolk mad og tøj til munke og forsørger således de folk, som videregiver læren. I vesten ser vi dana i mere brev forstand. Da ingen munke eller præster går tiggergang, er der mere behov for penge til at drive templer og sanghaer. I vesten vil de fleste ordinerede præster og munke have stor brug for lokaler, lys, røgelse, blomster osv. Intet er gratis, -heller ikke for buddhister. En anden form for dana (meget gavnlig, hvad angpr karma), er at støtte udgivelse af buddhistiske tekster.

Når dana bringes i forbindelse med buddhistisk etik, hænger det sammen med at vi jo godt inderst inde er klare over at intet er gratis, og at vi burde give, -og måske mere end vi egentlig gør. I buddhistisk sammenhæng er det ikke blot en god handling at give. Effekten er langt større og påvirker vores sind. Du kender det måske allerede: Alt hvad du giver kommer tilbage i mindst samme hvis ikke større omfang.

Lad os gennemgå de fem forskrifter, som er generelt anerkendt på tværs af buddhistiske skoler og linjer. Meningen med forskrifterne er at modvirke de tre gifte:

• grådighed
• vrede
• forkert opfattelse

Man kan sige, at det generelt drejer sig om ikke at skade andre.

Forskrifterne kan tages af enhver, men løfterne skal aflægges ved buddhistisk tilflugt; den formelle tilkendegivelse af at man ønsker at følge buddhismens vej.

Forskrifterne skal dog betragtes som et mål og et ideal. Når du aflægger løfterne, er det et løfte overfor dig selv om, at du arbejder hen imod helt at kunne overholde dem. Skulle man forbryde sig mod forskrifterne, træder et meget vigtigt buddhistisk ideal til: Lær, men kom videre med livet. Ingen har glæde af, at dvæle for meget i skyld. man skal naturligvis erkende skylden og oprigtigt føle at man ikke ønsker at gentage forbrydelsen mod forskrifterne. Men blot igen og igen at føle skyld vil skade mere end gavene processen at gøre ting bedre næste gang.

De 5 forskrifter er:

Du må ikke slå ihjel

Lyder egentlig fornuftigt ikke? Det er buddhistisk set dyrt at tage liv, da du dermed forhindrer et andet liv i at gøre godt. Du bør heller ikke slå dyr ihjel. Dette gælder faktisk også insekter og skadedyr. Det vil ikke helt kunne undgås at skulle slå sådanne dyr ihjel, men her kunne idealet være, at sikre at dyrene slet ikke kom ind i huset – eller at hjælpe dem ud i naturen igen. Du har set el ketsjer til insekter. Den vil ejg til enhver tid undgå. Jeg har faktisk set en mere karmavenlig udgave, som blot indfanger dyret og giver dig mulighed for at slippe det ud i naturen igen.

Du må ikke tage hvad ikke frit bliver givet til dig

Dette dækker både at man ikke bør stjæle, men dækker også bedrag og snyd. Du må heller ikke snyde skattevæsenet. Dette er en viderefortolkning af hvad munkene gør i bl.a. asien: De går med skåle og modtager mad. De skal modtage alt hvad de indtager. I vores vestlige verden dækker ideen om ingen tyveri og bedrag dog bedre.

Du skal dyrke en ansvarlig seksualitet

Igen en lidt kryptisk oversættelse, som jeg dog finder bedre end den mere kristne udgave (du må ikke bedrive hor). For hvad er hor? Jeg mener det er nemmere at definere ansvarlig seksualitet, som dækker mange ting. I min verden dækker det naturligvis sex med mindreårige, sex med enhver som ikke ønsker det samt seksuel omgang på en måde eller i en omstændighed som skader andre.

Du skal dyrke omhu i din tale

Ved omhu i tale skal du forsøge ikke at bagtale folk, tale vredt og lignende. Når du bagtaler eller skaber dårlig stemning, smitter det af på andre. Negative handlinger afføder flere negative handlinger.

Du må ikke sløre sindet

Her er der tale om alkohol, narkotika og andre slørende rusmidler. I en ideel verden ville enhver give afkald på rusmidler med det formål, at kunne videregive læren på bedste vis. Enhver indtagelse af rusmidler i situationer som forhindrer dette, er imod forskrifterne. Mange rusmidler er vanedannende og dermed selvfølgelig ukloge at indtage. Har man derimod ingen pligter dagen efter og sker det ikke for ofte, er der ikke noget større problem at indtage et par genstande. Det bliver først rigtig problematisk, hvis man grundet indtagelsen ikke kan overholde aftaler – specielt hvis det drejer sig om videregivelse af den buddhistiske lære.

Du kan til enhver tid gentage forskrifterne – også selv om du ikke er “officiel” buddhist. Hvis du finder det uoverskueligt at skulle følge forskrifterne til enhver tid, så fat mod. Styrk din meditation og du vil få overblik og overskud til at træffe bedre og bedre valg.

De fire uendelige dyder er en af mange sæt leveregler i buddhismen. Med leveregel forstås ikke regler man er tvunget til at følge eller nogle som man bliver dømt ud fra. I stedet er der tale om hensigtsmæssige måder at omgås andre på. Selv uden beregnende forbedret adfærd overfor andre, bliver ens liv nemmere og mere lige til. Dyderne er således retningslinier, som hjælper en i den rigtige retning. Det kan godt være at du ikke skyder bolden i målet med dyderne, men bolden kommer i den rigtige retning.

De 4 uendelige dyder kan virke lige til og selvfølgelige, og er de det, er det kun godt. Men vi glemmer ofte selv de mest basale ting, så lidt ekstra opmærksomhed på disse leveregler plejer at have en effekt. Det varmer at dyrke dyderne og man er inderst inde ikke i tvivl om hvad der er rigtig og forkert. Praktiserer man med et beregnende sind ved man faktisk godt, at det er tilfældet.

Metta

Den første dyd er metta. Metta kan kun svært oversættes til dansk. Det er et af de ord, som ikke findes på dansk, men som i stedet skal beskrives. På engelsk kan ordet oversættes med  kombinationen “loving-kindness”. På dansk bliver det til noget i retning af “kærlig venlighed”. Kærligheden, som der er tale om, er den af hele hjertet og hjernen. Det er let at dyrke venlig kærlighed uden omtanke. Det er f.eks. ikke smart at give alkoholikeren en drink. I stedet kunne man tilbyde mad.

Metta medfører en anden livsanskuelse til andre. Specielt froholdet til mennesker man har problemer med eller syntes irriterende, kan man opnå et bedre forhold til. Det skyldes en naturlig granskning i hvad man finder irriterende ved modparten og ikke mindst en opbygget formodning om at vedkommende faktisk blot forsøger at gøre sit bedste. Ikke alle lykkes med deres projekter (i hvert fald ikke set med andres øjne når vi f.eks. taler om krigsherrer, diktatorer m.m.). Men alene ideen om at alle vil det bedste (om ikke andet så for dem selv), kan skabe netop den ekstra tolerance, som igen giver modparten nok ændring til selv at ændre sin opfattelse af verden. Hvis du med andre ord ændrer din indstilling til en anden du finder besværlig, kan denne netop få ændret sin opfattelse, som igen kan være nok til at du finder personen tålelig eller bedre.

Når vi dyrker metta, er det naturligvis vigtigt at det ikke en beregnende kærlighed. Det kan virke uretfærdigt at skulle give kærlighed til en, som man i realiteten finder skylder selvsamme. Men da vi i buddhismen betragter subjekt (i dette tilfælde dig), objekt (her den anden) og handling (vreden) som et og samme, kan regnestykket ikke gøres op på denne måde. Modparten er blot et spejl af dig selv.

Medfølelse

Den næste uendelig dyd er medfølelse. Medfølelse er det aktive ønske om at hindre lidelse i hver af os. Igen skal dyden være upartisk og oprigtig ment. Der er naturligvis ingen dommer, men inderst inde kender vi smagen af falskhed.

Medfølelse er ikke medlidenhed. Sidstnævnte er en distancering af lidelsen og personen. Medlidenhed er stadig en velment tanke, men der ligger ikke mere i det. Der er intet ønske om at ændre situationen. Hvad hjælper det at have ondt af den gamle dame som prøver at komme over vejen, hvis man iøvrigt ikke ghælper hende over?

Deltagende glæde

Deltagende glæde er det modsatte af misundelse. Vi glæder os en som har vundet i lotto, har fået at barn, er blevet forfremmet osv. Vi er ret gode til at dyrke misundelsen og næsten hylder janteloven over enhver anden. Det er langt bedre oprrigtigt mat glæde os over andres succes – og hvorfor egentlig ikke? Tager vi andres glæde med, kan glæde os over langt mere end kun egne fremskridt.

Vi kunne også glæde os over andres evner. Vi kan ikke alt sammen alt, så er det ikke rart at have medmennesker med andre / flere evner blandt os? Med rette motivation løfter vi bedre i flok.

Igen skal vi passe på ikke at dyrke en beregnende deltagende glæde. Det varmer ikke at narre os selv. Det tæller naturligvis ikke at lykønske en lottogevinst med henbliok på at få en bid af kagen.

Sindsro

Sindsro er ofte i fokus. Det er typisk et af de større mål med meditation. Sindsro dækker indre ro uanset omgivelserne. Verden er ikke et stille sted, hverken før, under eller efter meditation.

Dyrkes sindsroen, skabes et overskud til at imodstå overreaktion i dagligdagen. Vi er meget gode til at reagere spontant over selv den mindste modgang. Ved at opdyrke muligheden for at sætte livet i slowmotion blot et kvart sekund, har vi opnået masser af tid til at nå at overveje om en voldsom reaktion nu også er nødvendig. Man finder oftere og oftere at man vælger at lade reaktionen udeblive og handler dermed mere og mere fornuftigt.

Det betyder ikke at følelser skal undertrykkes. De behandles blot på en anden måde gennem sindsroen. I praksis betyder det, at hvis man føler lyst til at undertrykke en følelse, skal man ikke gøre det, da sindsroen i så fald ikke er opbygget i tilstrlkkelig grad. Man kan dog stadig i forløbet vælge en mindre reaktion end man normalt ville have gjort.

Følelser er, som alt andet, forbigående. En måde at arbejde med følelser på, er at analysere dem. Man kan kigge på sin smerte, fordybe sig i den og man vil ofte opdage at den ikke er så slem endda. En del af fænomenet er naturligvis at følelser og tanker mister deres magt ved at vedkende sig dem. Ved at acceptere og se tingene som de er, undgår man unødige ærgrelser og negativ indstilling med flere følgereaktioner til følge.

Buddhismens anskuelse af de fire uendelige dyder supplerer og styrker hinanden og med lidt øget personlig fokus på dyderne vil man blive forbløffet over effekten. Vi blændes af ideen om et selv og en distance til andre. Ved at lægge den ide lidt på hylden (du behøver ikke at fornægte den), opnår du et langt større overskud i hverdagen. Mange opgaver, specielt i samarbejde med andre, føles lettere og det bliver lettere at bevæge sig rundt i verden med vores medmennesker.

Afhængig oprindelse (nidanas) beskriver den tidlige buddhismes bud på en kæde af indbyrdes afhængige elementer for vores eksistens.

I Pali kanon (den ældste sammenhændende overlevering fra den historiske Buddha) beskrives den på forskellige abstraktionsniveauer fra meget simpel til meget dybdegående.

I vesten vil vi gerne have alt forklaret og beskrevet i detaljer og enhver højere uddannet vil oftest ønske beviser for enhver påstand. Det taler for den dybdegående beskrivelse. Men ethvert bevis gælder kun så længe grundlaget holder: enhver videnskab er kun gældende indtil nye forskningsresultater viser noget andet.

Jeg vil derfor anbefale at undersøge den afhængige oprindelse på den buddhistiske måde – via meditation. Analyser hvert led og lad dit sind føle rigtigheden som den giver mening for dig. Det betyder ikke, at du kan producere en sandhed, -sandheden er der allerede, du skal bare finde frem til den ved at lade forståelsen bygge op efter meditationer.

Afhængig oprindelse er en opsplitning af vores tanker, følelser, hvordan de opstår og hvordan vi reagerer på dem. Der er i alt 12 led i kæden og selv om jeg nævner dem i en bestemt rækkefølge, er der ingen start eller ende. De 12 led er endvidere underopdelt i tidligere, nuværende og fremtidige liv.

De 12 led i kæden af afhængig oprindelse er:

Tidligere liv:

1. Udvidenhed, idet vi ikke kender tingenes sande tilstand eller sindets sande natur.

2. Karma, handling på baggrund af vores uvidenhed gennem krop, tale og sind.

Nuværende liv:

3. Bevidsthed, som fodfæstes og opstår på baggrund af vores handlinger udtrykt gennem krop, tale og sind.

4. Krop og sind, som virkeliggøres på baggrund af vores generererede bevidsthed.

5. De 6 sanser opleves: synssans, høresans, lugtesans, smagssans, følesans og sindet. Kroppen og sindet er basis for sanserne.

6. Kontakt ved mødet med objekt og sanseorgan. F.eks. en lugt opstår ikke uden et objekt (som lugter). En eller flere af de seks sanser møder således en ting, menneske eller andet objekt.

7. Følelse, som kan være positiv, negativ eller neutral. Vi vurderer på dette tidspunkt ikke følelsen, men stempler den blot som god, dårlig eller ingen af delene.

8. Begær opstår ud fra følelsen. Vi vil have mere af det gode og mindre af det dårlige.

9. Tilknytning til det gode og afvisning fra det dårlige opstår. Dette er en handling på selve begæret.

10. Tilblivelse. Ud fra tilknytningen og sindets ophobning af følelser og begær opstår eksistens af kroppen i form af et foster.

Næste liv:

11. Fødsel af kroppen.

12. Livets lidelser bedst kendetegnet gennem alderdom og sygdom – hvorefter kæden starter forfra.

Således opleves livets hjul igen og igen og igen – indtil hvd buddhismen kalder oplysning: bruddet af kæden for den afhængige oprindelse.

Upaya – Behændige midler er et ret centralt begreb i buddhismen. Da Buddhaen ønskede at flest mulige skulle have glæde af hans lærdom var det åbenlyst, at belæringerne skulle overbringes forskelligt afhængig af publikum.

Det svarer til at vi som voksne ikke forklarer bilmotorens funktion, når barnet spørger til, hvordan bilen kan køre. På grund af barnets alder vil vi normalt holde os til at forklare at man fylder benzin på bilen, hvorefter den kan køre. Det er ikke løgn, men det er heller ikke hele sandheden.

Buddhaen tilpassede således på samme måde undervisningen til sit publikum og fik på den måde peget flest mulige mennesker i den rigtige retning. Det giver sig selv at alle ikke fik den samme dybde af belæringerne, men det behøver ikke at være nødvendigt.

Buddhismen har, som alle andre religioner, en del selvmodsigende belæringer. Disse eksempler tages gerne frem for at bevise religioners uduelighed. Selvmodsigelserne er ikke fejl i buddhismen, men skal tages som behændige midler – belæringerne forklarer et givent emne på en given (og bedre) måde. Velvidende at argumenterne vil virke selvmodsigende i andre sammenhænge.

Vi ser også begrebet behændige midler anvendt i stor stil i buddhismen i østen. Mange mennesker går i et tempel og beder for en Buddha statue og foretager ofringer med det oprigtige ønske, at en høst skal blive god eller et familiemedlem rask. De fleste er ganske vist klar over at det tangerer til overtro, men tænk nu hvis det virkede. Man lader tvivlen komme handlingen tilgode.

Upaya går videre end dette. Hvis anvendt korrekt og udelukkende med oprigtig kærlighed og medfølelse som begrundelse, kan alternative forklaringer være korrekte at anvende, hvor den direkte sandhed er ilde hørt eller direkte skadelig. Det betyder dog ikke at man frit kan anvende løgne frit – der skal være 100% oprigtig medfølelse og kærlighed bag. Og løgn er og bliver løgn. At bedømme om det er tilfældet kræver ualmindeligt godt overblik og kendskab over situationen, hvilket ikke så ofte er tilfældet. Det er derfor sikrere at forsøge at holde sig til sandheder..

Fortællinger beskriver hvorledes Buddhaen dræbte en person, som ellers ville have dræbt 500 andre mennesker. Dette er godt eksempel på behændige midler og samtidig et eksempel på, hvor problematisk det er. For hvem kan egentlig fortælle at den dræbte person i virkeligheden ville dræbe de 500 andre?

Problemstillingen er derfor: Hvordan kan vi vide nok om situationen for at kunne gøre brug af behændige midler? Hvornår kan vi tillade os at anvende selvmodsigende udsagn for at hjælpe andre?

Jeg fandt et fremragende opdigtet eksempel som dækker hele problemstillingen (*1, uddrag):

En logiker gik gennem en park og stoppede for at se nogle unge træne baseball. En pige skal slå og rammer alt andet end bolden. Træneren siger til pigen: “Tænk ikke på battet, lad bare battet møde bolden”. Næste gang rammer pigen bolden og den flyver afsted. “Sådan! Nu er du ved at lære det” siger træneren. Næste barn er en dreng, som fokuserer mere på bolden frem for at forsøge at ramme den. Træneren siger: “Tænk ikke på bolden, bare slå”. Drengen er næsten ved at ramme den, hvorefter træneren siger: “Sådan! Tænk ikke på at du missede den, bare fortsæt”.

Logikeren spørger træneren: “Jeg ved at det blot er børn, men behøver du at lyve for dem?”

Træner: Jeg løj ikke, hvad mener du?

Logiker: Du bad pigen om blot at møde bolden med battet og drengen bad du om ikke at tænke på bolden. Begge udsagn kan ikke være rigtige og er selvmodsigende. Så du må have løjet for en af dem.

Træner: Jeg løj ikke. Jeg justerede blot mine udsagn til hvad jeg så i de respektive sving. Hvert barn er forskelligt. Nogle er selvsikre, andre usikre, nogle tøvende, nogle mangler teknik og nogle er intutive.

Logiker: Ja?

Træner: Nuvel, jeg tilpasser min hjælp. Jeg er interesseret i resultater. Nogle metoder virker for nogle børn, andre skal have andre metoder.

Logiker: Ja, men hvordan vidste du hvad der var det rigtige for det enkelte barn? Du må vide hvordan man slår battet perfekt. Kan du ikke bare vise dem det?

Træner: Det er hvad jeg gør på en måde. Lytter de til mine råd, vil deres slag blive gradvist bedre for til sidst at blive perfekt.

Logiker: Så hvad du fortæller dem er blot en vej til resultatet. Undervejs justerer du sandheden indtil det punkt, hvor du ikke behøver at narre dem længere? Jeg forstår, men jeg er ked af metoden. Ved at fortælle hvide løgne, uanset motivet, når vi en effekt på kort sigt, men på lang sigt skader de troværdigheden. Eleven kan aldrig finde sandheden selv, idet de er afhængige af den pædagogiske række af instruktioner, som er fyldt med hvide løgne. Det virker forkert.

Træner: Et øjeblik. Jeg sagde ikke, at jeg fortalte hvide løgne. Jeg hjælpe den blot til at blive bedre til at slå med et bat og til at blive bedre til det de gør. Jeg starter ikke fra bunden, men lærer dem fra det stadie de er på. Jeg arbejder med de de bringer og det jeg har til rådighed. Jeg besvarer ikke spørgsmål på universets gåder. Jeg hjælper dem blot på vej til at blive bedre til de de gør.

Logiker: Måske, jeg forstår du ønsker at hjælpe dem og dine gode intensioner. Men jeg forstår stadig ikke hvorfor du ikke bare viser dem det perfekte slag og undlader alle mellemstadier.

Træner: Der er ikke noget perfekt slag, som kan forklares på en utvetydig måde. Selv hvis der var, ville jeg ikke kunne forklare det. De skal føle hvad det er og ikke forstå det. Jeg hjæper dem til at slå bedre og bedre. Jeg genkender et perfekt slag når jeg ser det.

Logiker: Men hvordan ved du det?

Træner: Jeg ved det bare. Jeg har spillet baseball det meste af mit liv og set både gode og dårlige spillere

Logiker: Jeg forstår. Du videregiver kun teknisk kunnen. Du ved ikke hvordan tingene skal være, men har kun teknisk kendskab. Sandheden kommer som sådan ikke i spil.

Bemærk den skelnen der er mellem løgne og andre forklaringer. Der er ikke tale om løgne, men udelukkende om andre forklaringer, som kan virke modstridende, men som blot bidrager til en dybere forståelse eller oplevelse.

I buddhismen er vi tilsvarende ved at lære at slå til bolden. Ingen kan rigtig fortælle os hvordan vi skal opleve den buddhistiske lære. Vi er nød til at blive guidet gennem forskellige tekster, som kan være ganske modstridende. Det behøver ikke forhindre os i at lære mere dag for dag. Vi skal blot huske hovedsageligt at anvende teksterne i den sammenhæng de præsenteres, og ikke frit som modargument for at skabe tvivl om andre teksters berettigelse.

*1) Skillful Means, The Heart of Buddhist Compassion, John W. Schroeder

Buddhisme handler om at der findes lidelse. Lidelse er et lidt voldsomt ord i det danske sprog og det dækker mange ting: Negative følelser, ubehag af enhver slags, smerte, sygdomme. Lidelse strækker sig fra en lille irritation til det faktum at vi alle skal dø på et tidspunkt.

Buddhisme handler om at der er en grund til lidelsen. Der er en årsag til lidelse. Når jeg skriver “en årsag” er det ikke dækkende. Det er en udbredt misforståelse at en hændelse skyldes en og kun en årsag. Betragt ideen om årsag / virkning (karma) således at tidligere handlinger medfører fremtidige handlinger (bemærk flertal).

Buddhismen er en 2500 år gammel religion med metoder til at behandle lidelse ved at fjerne roden på problemet. Tænk engang over hvordan problemer ellers løses i dag. Hvis vi overhovedet gør noget, tages f.eks. medicin frem for at fjerne grundet til at medicinen skulle tages. Andre drikker sorgerne væk med alkohol eller tager måske endda stoffer. Ingen af delene vil løse problemerne. Endelig forsøger man at fjerne lidelser med kurser, kure og meget andet. I buddhismen anvender vi en 2500 år gammel metode, som med garanti havde været glemt for længe siden hvis den ikke virkede.

Buddhisme er en erfaringsreligion. Det vil sige, at vi ikke blindt stoler på en skaber, en gud eller i det hele taget hvad en præst / lærer fortæller. Det var et af Buddha’s ønsker til hand disciple: Tro ikke, erfar selv. Dette er et fantastisk kvalitetsstempel, som kun få religioner kan matche.

En buddhist tror ikke, buddhisten afprøver læren.

Hvad er det, som vi kalder et “jeg” ? Jeg’et er ikke eksisterende og en forkert selvopfattelse. Dette er den buddhistiske opfattelse og filosofi.

I stedet beskrives den individuelle oplevelse af os selv gennem fem livsbestanddele (skandhas). Vi finder her:

Form

Form beskrives som den fysiske sammensætning af livet både uden for og inden i vores krop. I buddhismen beskrives disse som jord, luft, ild og vand. Kroppens knogler og andre faste dele kan f.eks. beskrives som jord (hård fast form), kroppens flydende dele (spyt, blod etc.) kan beskrives som vand, åndedrættet som luft og kroppens varme og energi som ild.

Form omfatter endvidere vores sanser: synssansen, høresansen, lugtesansen og smagssansen. I buddhismen medtages sindet også som en sans.

Følelse

Følelsen er reaktionen på sanseindtrykket. Denne bestanddel vil undersøge sanseindtrykkene, men kun konkludere om følelsen er positiv, negativ eller neutral; intet andet. Da form også omfatter kroppen og sindet, analyseres opståede følelser (f.eks. smerter og mentale forestillinger) også fra disse.

Opfattelse

Opfattelsen fortolker objekter skabt gennem form og følelse bevidst og ubevidst gennem koordinering af sanseindtrykkene. Ofte skal der flere sanseindtryk (f.eks. både smag og duft) til at du genkender en ting. Opfattelsen er netop genkendelsen af ting. Når opfattelsen klassificerer objekter opstår der en forståelse – men også misforståelse af, hvorledes tingene er.

Skelnen

Vores skelnen tager udgangspunkt i vores vaner, holdninger, meninger og oplevelser. Ved at betragte omgivelserne dannes en baggrund for at kunne bedømme fænomener som gode eller dårlige. Denne skelnen er i høj grad præget af vores bevidste og ubevidste historie og dermed karma.

Bevidsthed

Bevidstheden er bestanddelen, som kan skelne et fra et andet. Bevidstheden skabes ud fra de ovenstående livsbestanddele, men understøtter ligeledes disse. Når bevidstheden præger de øvrige bestandele, opstår opfattelsen af et selv.

Dele af bevidstheden skifter hele tiden, mens andre dele er mere stabile. Dette giver en opfattelse af personlighed.

Når filosofien om de fem skandhas opleves som rigtige, oplever man også at alt er flygtigt og at intet er vedvarende, også kaldt tomhed. Dette er en meget vigtig observation, da vi gennem opdragelse og påvirkning af medmennesker er trænet til at knytte os til ideer og formodninger. Ved at forstå tomheden i ting (alt er forgængeligt), oplever vi langt færre problemer i livet, da vi ikke i så stor stil behøver at tilstræbe f.eks. at købe ting eller på anden vis mætte vores grådighed.