Nej! Buddhister tror ikke på en skaber. Vi tror på at vi er vore egne skabere. Vi tror på at årsag har en virkning og at vi styrer udviklingen selv. Buddhister tilbeder derfor ikke en gud, Buddha var en mand, som for over 2.500 år siden fandt frem til årsagen til den menneskelige lidelse. Hans lære er grundlaget for buddhismen og læren studeres og ikke mindst efterprøves af alle buddhister.
Er det ikke bare fantastisk ? Går det dig godt, er det fordi du har skabt et godt grundlag for dig selv og andre, går det dig skidt, har du selv skabt dit grundlag. Måske ikke lige for en time siden, en dag eller nogle år siden. Måske var det i et tidligere liv.
Forholdet til Buddha er lidt forskelligt afhængig af kulturen. Man kan sagtens finde fattige bønder i et asiatisk land, som tilbeder en Buddha figur i et tempel for en bedre høst. Alle studerer buddhismen på deres præmisser. Specielt i vesten tilbedes Buddha ikke i håb om et eller andet. Ordet tilbedelse skal nærmere udskiftes med det at respektere. Vi respekterer og anerkender at der er noget kraftfuldt, som vi ikke kender til fulde, men ønsker at lære og ikke mindst efterprøve.