Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Buddhanatur

ChizenChizen

En stor motivation til at praktisere buddhismen er, at vi alle kan opnå erkendelsen af tingene, som de er, højeste lykke eller hvordan man nu vælger at betegne begrebet oplysning. For mange vil det være den eneste motivation udover en mere ret livsstil i forhold til, hvad man tidligere har ført.

På mere akademisk niveau, betragtes denne mulighed fra flere indgangsvinkler. Indgangsvinklen har betydning for måden, hvorpå menigmand undervises i læren, men det er spørgsmålet hvor meget indflydelse den i virkeligheden har.

Der er en række tekster, som med varierende detaljer beskriver begrebet. Ingen formulerer Buddhanatur direkte, men for alle ligger der en fortolkning over teksterne, som i sagens natur altid kan diskuteres.

Awakening of Faith fra ca. år 600 e.kr er en meget ofte refereret tekst. Den undersøger verdens ikke-dualitet, det vil sige at subjekt og objekt er et og det samme. Teksten beskriver også, at tings eksistens er relativ og dermed kun tilstede i et øjeblik ved betragtningen af genstanden. Hvad angår oplysning og erkendelsen af denne, foreskriver teksten vi har oplysningen inden i os og at den “blot” er sløret af uvidenhed, som skal praktiseres væk. Der er derned tale om, gennem buddhistisk meditation og levevis, gradvis at nærme sig oplysningen for til sidst at opnå denne. Processen kan tage alt fra et øjeblik til tilnærmelsesvis uendeligt antal liv og genfødsler; alt efter hvor langt man er på Vejen hhv. hvor meget karma der er tilbage at nedbryde.

Tathagatagarbha Sutra er mere tiltalende for den ivrige (begærlige?) efter oplysning. Teksten beskriver, at vi alle indeholder en slags Buddha essens / Buddhanatur, som blot skal opdages eller genfindes. Tathagatagarbha Sutra er en kort sutra, som med 9 små eksempler beskriver og forklarer hvordan Buddhanaturen er tilstede i os. I princippet kan vi til enhver tid, under enhver form for aktivitet, blive oplyst.

Det samme gælder for Mahaparanirvana Sutra, hvor ‘jeg’-et betragtes som Buddhanatur, tilnærmelsesvist som Atman tankegangen fra tidligere religioner før Buddhismen. Atman er essensen, som er det eneste, som overgår fra liv til liv. Når alle kan genfinde oplysningen jævnfør sutraen, betyder det også, at karma begrebet ikke er afgørende for opnåelse af oplysning. Selv onde mennesker kan blive oplyst kort efter en ikke-gavnlig gerning.

Endelig er Srimaladevi Simhanada Sutra en tekst, som er mere pragmatisk. Udover også at acceptere et Atman-agtigt begreb, fortæller teksten også at kun Buddhaer kan definere hvad Buddhanatur egentlig er.

Alle tekster giver på sin vis mening, men de er meget forskellige i deres grundopfattelse. Nogle baserer sig på et Atman begreb, som er nemt at forstå; bygger man noget op, må man da også have en beholder at gemme det i til næste liv. Atman princippet er mere eller mindre central i teksterne, men kan absolut også betragtes som en logisk forklaring i mangel af bedre ord.

En anden forskel i teksterne er, om hvorvidt karma er afgørende for oplysning eller ej. I Awakening of Faith er karmaen meget fremtrædende; den skal opløses og nedbrydes før oplysning kan finde sted. Dette er en god tanke og motivation til at få folk til at følge en etisk og moralsk fornuftig levevej; der er gevinst til alle ved målstregen. Mahaparanirvana Sutra har ikke dette fokus og motivation for lægfolk, – her kan alle nå i mål uanset fokus.

Dette er de to grundlæggende fortolkninger af Buddhanatur:

1)      Alle er en Buddha, men skal blot opdage det.

2)      Alle har potentiale, men skal følge en vej via praksis til oplysning.

Vejen til oplysning viser foranderlighed, her ved den praktiserende. Har man en foranderlighed, er Atman princippet ej heller nødvendigt og ikke mindst får ideen om årsag og virkning en central rolle omkring oplysning. Vi får fokus tilbage på det oprindelige, og noget af det eneste alle buddhister er enige om; de fire ædle sandheder.

Det japanske Hongaku begreb bygger på ideen om, at alle har en medfødt essens, som blot skal opdages – helt uden træning – vi skal blot skære vores uvidenhed væk med et hug. Ideen kom på samme tid til Japan gennem Kukai, som etablerede Shingon og Saicho, der etablerede Tendai. De rejste sammen til Kina og bragte, blandt mange tekster og ritualer, ideen til landet.

Begrebet havde efterfølgende en stor betydning for udviklingen af buddhismen i Japan, idet den bygger på at alt er forbundet med hinanden, udtrykt i sætninger som: “1000 verdener i hvert øjeblik” (alle, påvirker alt og alle på hvert et øjeblik). I Tendai er det en grundtanke, at hver eneste følelse, sans og fænomen, er udtryk for Dharma og på den måde hænger sammen.

Chi-i var tilhænger af at tro på potentialet til oplysning i alle, evnen til at praktisere og sindets grundlæggende renhed. Dette kaldes Den Trefoldige Buddhanatur. Hvor dette kan virke modstridende med Hongaku tænkningen, så er forskellen sandsynligvis mere af akademisk karakter end af praktisk betydning.

Lykkes det at opdage oplysningen (efter Hongaku princippet), vil det betyde en automatisk indsigt i tingene som de er – og dermed påvirke livet for evigt i en perfekt etisk og moralsk retning, ud fra en betragtning om at det gode er det fornuftige.

Lykkes det at praktisere sig til oplysning, er samme mål opnået. Der kan være mange genfødsler imellem, men hvem ved hvor mange, hvor lange livene var – og om tid i det hele taget har samme betydning, som vi lægger i den. Man kunne også spørge, om praksis ikke blot bliver en akademisk øvelse, hvis uvidenhed og vrangforestillinger skal praktiseres væk. For erkendelse er vel erkendelse og ikke noget vi logisk slutter os til?

Derfor tilslutter jeg mig ideen om, at finesserne er af akademisk betydning, at de kan være basis for mange gode diskussioner om Dharmaen, men så heller ikke meget mere. Når princippet om Buddhanatur ikke fremgik i særlig stor stil i Chi-i’s tekster, kunne det være en motivation til ikke at forske dybere i, hvad der er mest rigtigt.

Ideerne og teksterne, som beskriver dem, kan hver især anvendes som hensigtsmæssige midler for at maksimere udbyttet for den praktiserende. Vi har hver vores motivation og behov for et skub, når Vejen måtte virke meningsløs. Når målet er det samme og begge veje fører derhen, hvorfor så lægge mere i det end det?

Vi har måske tilmed endnu mindre behov for at dvæle i princippet i dag end nogensinde. Hvor det tidligere har været en vigtig faktor se målet, oplysning, som motivation, er tendensen i dag mere at ændre ens nuværende liv til det bedre. Få buddhister og lægfolk i Vesten tænker i genfødsler og længere end dette liv, men mere på at justere og forbedre det nuværende liv. Det vigtigste er derfor, at vi har potentialet og muligheden; ingen er afskrevet til at erkende sindets sande natur og skabe sig et bedre liv der igennem.