Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Lotus Sutraen som den højeste belæring

ChizenChizen

Lotus Sutraen har, specielt i Asien fra tidlig tid, været betragtet som buddhismens bibel. Den er anerkendt i en lang række lande som en af de vigtigste tekster i buddhismen.

Chi-i, grundlæggeren af T’ien-T’ai i Kina, anså Lotus Sutraen som den højeste belæring, da sutraen opfattedes som Buddhaens ord i slutningen af hans liv. Teksten rangerede på linje med Mahaparinirvana Sutra, som var meget populær og ligeledes omhandlede Buddhaens sidste dage på jorden. Mange mente tilmed, at kun Lotus Sutraen kunne føre til perfekt oplysning.

Lotus Sutraen understøtter endvidere Chi-i’s ide om Den Trefoldige Buddhanatur, hvor alle anses for at have potentiale til at opnå oplysning, menneskets evne til at praktisere, samt ideen om den grundlæggende renhed af sindet. Han anså endvidere, at Buddhaens eneste formål med at komme var at prædike Lotus Sutraen.

Chi-i systematiserede og grundlagde T’ien-T’ai på baggrund af Lotus Sutraen. Bibliografier af Chi-i beskriver, at han som 17-årig citerede Lotus Sutraen konstant i 20 dage. I år 560, som 22-årig, tog han elever og underviste i meditation – og i Lotus Sutraen. Som 37 årig tog han til bjerget T’ien T’ai, som hans skole tog navn efter.

Lotus Sutraen var forbundet med stor magi, hvilket i sig selv ofte tiltrak opmærksomhed. F.eks. fortælles det, at den japanske præst Renzo blev omgivet af mange beskyttende guder p.gr.a. hans studeren af Lotus Sutraen.

Sutraen var en nøglebelæring for Mahayana bevægelsen, bl.a. på grund af anvendelsen af hensigtsmæssige midler. Her var der en tekst, som tillod at sandheden kunne doseres for at sikre, at modtageren af budskabet kunne kapere budskabet – med det ædle formål, at hjælpe folk på bedst mulige måde. Sutraen var endvidere meget populær, da den erklærede, at man med lille indsats kan opnå uforholdsmæssigt stort udbytte. Lotus Sutraen går endda videre og erklærer at selv folk, som skaber dårlig karma, kan frelses og opnå oplysning.

Lotus Sutraen er en tekst samlet over 200-300 år, startende ca. fra år 0. Med tiden er den vokset med tilføjelser, som man løbende fandt harmonerende. Første udgave menes at have indeholdt de første 9 kapitler. Disse kapitler udgør en sutra om hensigtsmæssige midler. Argumentationen for denne opdeling af første version er, at man i de resterende kapitler i stor stil refererer til de første. Kapitlerne 10-20 (kapitel 12 og 17 undtaget) menes at have været et supplement til de første kapitler i en periode, grundet en indre sammenhæng. De resterende kapitler har givetvis været sutraer uden at det kan siges med sikkerhed.

En tematisk opdeling af Lotus Sutraen kan ses som:

Betragtes de buddhistiske emner, er hovedtemaerne i Lotus Sutraen:

  1. Det Ene Fartøj, Ekayana, at vi alle skal med samme båd mod oplysningen. Der er ikke noget mindre eller større fartøj, men blot et.
  2. Upaya, hensigtsmæssige midler. Her er budskabet at selv om vi skal samme vej mod oplysningen, kan midlerne være forskellige fra person til person. Vi starter ikke samme sted på Vejen og skal derfor heller ikke praktisere ens.
  3. Buddhaens sande natur, de tre kroppe, beskrevet som den historiske, den idealiserede og den ultimative. Den historiske Buddha sad under Bodhi træet som menneske, den idealiserede lever i ideelle Buddha lande, hvor forholdende for en praksis er optimale. Den ultimative beskriver Buddhaen som Dharmaen selv i forening med Nirvana.
  4. Buddhanatur, ideen om at vi alle har muligheden for at opnå oplysningen, uanset hvor belastet vi er af karma.

Da den japanske Tendai skole blev grundlagt på den japanske T’ien T’ai skole, arvedes interessen for Lotus Sutraen naturligvis.

Sutraens hovedtemaer har derfor også præget skolens historie ved at se Dharmaen igennem disse betragtninger. Der vil således være større fokus på Det Ene Fartøj, Ekayana, at vi alle skal med samme båd mod oplysningen, et specielt fokus på Buddha natur og ikke mindst tomhed.

Hvordan kan vi i dag betragte Lotus Sutraen som den højeste belæring?

Selv når sutraer kan virke gamle i deres sprogbrug, er parablerne lette at forstå, selv i dag omkring 1800 år efter. En parabel kilder intellektet og motiverer en intuitiv viden, hvilket er netop hvad der skal til, for at erkende tingenes sande natur. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at sutraen af denne grund skal betragtes som den højeste belæring.

Lotus Sutraens hovedemner, som nævnt ovenfor, er meget vitale og enhver tekst, som kan styrke erkendelsen af disse, må betragtes som vigtige.

Jeg mener, at hele ideen om en højeste belæring er mindre vigtig i dag end tidligere. Jeg betragter denne ophøjelse som en motiverende faktor, altså hensigtsmæssige midler, for at holde de praktiserende så længe til sutraen, som det er nødvendigt og som den fortjener. Ikke for sutraens skyld, men udelukkende for ikke fejlagtigt at betragte Lotus Sutraen som forstået efter første gennemlæsning. Den virkelige nektar fra buddhistiske tekster, udvindes først efter en dyb kontemplation og studie.

Kun den, som har studeret Lotus Sutraen på denne måde, kan afgøre, om hvor vidt der er tale om den højeste belæring.

Enhver anden kan kun følge sin intuition og i øvrigt kontemplere over, hvorfor så mange mennesker tidligere har studeret og citeret en og samme tekst igen og igen gennem mange år. En tekst med dette fokus kan, om ikke andet, betragtes som yderst betydelig og med kraftig påvirkning af den praktiserendes sind.