Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Upaya – behændige midler

ChizenChizen

Upaya – Behændige midler – er et ret centralt begreb i buddhismen. Da Buddhaen ønskede, at flest mulige skulle have glæde af hans lærdom, var det åbenlyst, at belæringerne skulle overbringes forskelligt afhængig af publikum.

Det svarer til, at vi som voksne ikke forklarer bilmotorens funktion, når barnet spørger til, hvordan bilen kan køre. På grund af barnets alder, vil vi normalt holde os til at forklare, at man fylder benzin på bilen, hvorefter den kan køre. Det er ikke løgn, men det er heller ikke hele sandheden.

Buddhaen tilpassede således på samme måde undervisningen til sit publikum og fik på denne måde, peget flest mulige mennesker i den rigtige retning. Det giver sig selv, at alle ikke fik den samme dybde af belæringerne, men det behøver ikke at være nødvendigt.

Buddhismen har, som alle andre religioner, en del selvmodsigende belæringer. Disse eksempler tages gerne frem for at bevise religioners uduelighed. Selvmodsigelserne er ikke fejl i buddhismen, men skal tages som behændige midler – belæringerne forklarer et givent emne på en given (og bedre) måde. Vel vidende at argumenterne vil virke selvmodsigende i andre sammenhænge.

Vi ser også begrebet behændige midler anvendt i stor stil i buddhismen i Østen. Mange mennesker går i et tempel og beder for en Buddhastatue og foretager ofringer med det oprigtige ønske, at en høst skal blive god eller et familiemedlem rask. De fleste er ganske vist klar over, at det tangerer til overtro, men tænk nu hvis det virkede. Man lader tvivlen komme handlingen tilgode.

Upaya går videre end dette. Hvis anvendt korrekt, og udelukkende med oprigtig kærlighed og medfølelse som begrundelse, kan alternative forklaringer være korrekte at anvende, hvor den direkte sandhed er ilde hørt eller direkte skadelig. Det betyder dog ikke, at man frit kan anvende løgne – der skal være 100% oprigtig medfølelse og kærlighed bag. Og løgn er og bliver løgn. At bedømme om det er tilfældet, kræver ualmindeligt godt overblik og kendskab over situationen, hvilket ikke så ofte er tilfældet. Det er derfor sikrere at forsøge at holde sig til sandheder..

Fortællinger beskriver, hvorledes Buddhaen dræbte en person, som ellers ville have dræbt 500 andre mennesker. Dette er godt eksempel på behændige midler og samtidig et eksempel på, hvor problematisk det er. For hvem kan egentlig fortælle, at den dræbte person i virkeligheden ville dræbe de 500 andre?

Problemstillingen er derfor: Hvordan kan vi vide nok om situationen, for at kunne gøre brug af behændige midler? Hvornår kan vi tillade os at anvende selvmodsigende udsagn for at hjælpe andre?

Jeg fandt et fremragende opdigtet eksempel, som dækker hele problemstillingen (*1, uddrag):

En logiker gik gennem en park og stoppede for at se nogle unge træne baseball. En pige skal slå og rammer alt andet end bolden. Træneren siger til pigen: “Tænk ikke på battet, lad bare battet møde bolden”. Næste gang rammer pigen bolden og den flyver afsted. “Sådan! Nu er du ved at lære det” siger træneren. Næste barn er en dreng, som fokuserer mere på bolden frem for at forsøge at ramme den. Træneren siger: “Tænk ikke på bolden, bare slå”. Drengen er næsten ved at ramme den, hvorefter træneren siger: “Sådan! Tænk ikke på at du missede den, bare fortsæt”.

Logikeren spørger træneren: “Jeg ved at det blot er børn, men behøver du at lyve for dem?”

Træner: “Jeg løj ikke, hvad mener du?”

Logiker: “Du bad pigen om blot at møde bolden med battet og drengen bad du om ikke at tænke på bolden. Begge udsagn kan ikke være rigtige og er selvmodsigende. Så du må have løjet for en af dem.”

Træner: “Jeg løj ikke. Jeg justerede blot mine udsagn til hvad jeg så i de respektive sving. Hvert barn er forskelligt. Nogle er selvsikre, andre usikre, nogle tøvende, nogle mangler teknik og nogle er intutive.”

Logiker: “Ja?”

Træner: “Nuvel, jeg tilpasser min hjælp. Jeg er interesseret i resultater. Nogle metoder virker for nogle børn, andre skal have andre metoder.”

Logiker: “Ja, men hvordan vidste du hvad der var det rigtige for det enkelte barn? Du må vide hvordan man slår battet perfekt. Kan du ikke bare vise dem det?”

Træner: “Det er, hvad jeg gør på en måde. Lytter de til mine råd, vil deres slag blive gradvist bedre for til sidst at blive perfekt.”

Logiker: “Så hvad du fortæller dem, er blot en vej til resultatet. Undervejs justerer du sandheden indtil det punkt, hvor du ikke behøver at narre dem længere? Jeg forstår, men jeg er ked af metoden. Ved at fortælle hvide løgne, uanset motivet, når vi en effekt på kort sigt, men på lang sigt skader de troværdigheden. Eleven kan aldrig finde sandheden selv, idet de er afhængige af den pædagogiske række af instruktioner, som er fyldt med hvide løgne. Det virker forkert.”

Træner: “Et øjeblik. Jeg sagde ikke, at jeg fortalte hvide løgne. Jeg hjælpe den blot til at blive bedre til at slå med et bat og til at blive bedre til det de gør. Jeg starter ikke fra bunden, men lærer dem fra det stadie de er på. Jeg arbejder med de de bringer og det jeg har til rådighed. Jeg besvarer ikke spørgsmål på universets gåder. Jeg hjælper dem blot på vej til at blive bedre til de de gør.”

Logiker: “Måske jeg forstår, du ønsker at hjælpe dem og dine gode intensioner. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor du ikke bare viser dem det perfekte slag og undlader alle mellemstadier.”

Træner: “Der er ikke noget perfekt slag, som kan forklares på en utvetydig måde. Selv hvis der var, ville jeg ikke kunne forklare det. De skal føle hvad det er og ikke forstå det. Jeg hjælper dem til at slå bedre og bedre. Jeg genkender et perfekt slag når jeg ser det”.

Logiker:”Men hvordan ved du det?”

Træner: “Jeg ved det bare. Jeg har spillet baseball det meste af mit liv og set både gode og dårlige spillere.”

Logiker: “Jeg forstår. Du videregiver kun teknisk kunnen. Du ved ikke hvordan tingene skal være, men har kun teknisk kendskab. Sandheden kommer som sådan ikke i spil.”

Bemærk den skelnen der er mellem løgne og andre forklaringer. Der er ikke tale om løgne, men udelukkende om andre forklaringer, som kan virke modstridende, men som blot bidrager til en dybere forståelse eller oplevelse.

I buddhismen er vi tilsvarende ved at lære at “slå til bolden”. Ingen kan rigtig fortælle os, hvordan vi skal opleve den buddhistiske lære. Vi er nød til at blive guidet gennem forskellige tekster, som kan være ganske modstridende. Det behøver ikke forhindre os i at lære mere dag for dag. Vi skal blot huske, hovedsageligt at anvende teksterne i den sammenhæng de præsenteres, og ikke frit som modargument for at skabe tvivl om andre teksters berettigelse.

*1) Skillful Means, The Heart of Buddhist Compassion, John W. Schroeder