Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Kaihogyo

ChizenChizen

Kaihogyo er et stykke fantastisk Tendai historie. Alene ideen om en gående meditation er Tendai, mig bekendt, ene om at have. Kaihogyo og gående meditation er ikke et og det samme; Kaihogyo bygger på ideen om den oprindelige gående meditation, som Saicho formulerede.

Jeg vil i det følgende gennemgå hvad rigtig Kaihogyo er og historien bag. Når vi i Tendai i dag har Kaihogyo på programmet, er der mere tale om en Kokorodo, en gående meditation, på nogle timer. Men vore ture er stærkt inspireret af den historiske Kaihogyo.

Manden bag Kaihogyo

Kaihogyo blev grundlagt af den japanske munk So-o Osho (831-918). So-o startede i Tendai i år 845. På dette tidspunkt var Tendai stadig en ny skole; Saicho døde blot 20 år tidligere. So-o kaihogyo4samlede hver dag blomster omkring Mt. Hiei. Tendai overhovedet, zasu Ennin havde netop hentet esoteriske meditationer fra Kina nogle år før og havde lagt mærke til So-o’s evner. Ennin tilbød So-o at blive en af de få årligt fuldt ordinerede, men han afslog af hensyn til en anden elev, som han mente havde været mere målrettet mod ordinationen gennem dagligt hårdt slid i årevis. So-o blev først fuldt ordineret 2 år senere.

So-o modtog esoteriske ritualer på f.eks. Fudo Myo-o samt Goma ceremonien og var yderst perfektionistisk i hans udførelse af denne praksis. So-o tog i 3 år til et fjernt og stille sted langt fra Mt. Hiei for at dyrke sin praksis. Som ved de tidlige år, var naturen et vigtigt element i hans praksis. Efter endnu et ophold på Mt. Hiei, tog han et år til nyt fjernt sted, Hira, med mange floder og vandfald.

Han ønskede indtrængende at se en levende Fudo Myo-o opstå gennem hans praksis. Ved et vandfald ved Hira, tilbad han Fudo som en del af hans praksis. En dag kom en gammel mand til syne. Det var ikke Fudo Myo-o, men guden Shikobuchi Myojin. Han sagde, at det var hans region og vandfaldet var det 3. af 95 vandfald og 7 floder i hans rige. Han tilbød at beskytte alle praktiserende i området og forsvandt derefter igen. Efter flere uger så So-o en Fudo Myo-o lignende skikkelse inde i vandfaldet, men da han gik derind, opdagede han, at det blot var en gren. Han tog grenen ud og bevarede den som et symbol på Fudo Myo-o. Efter 1000 dage endte hans praksis ved vandfaldet.

På daværende tid var det normalt at religiøse ritualer blev anvendt som både underholdning og helbredelse. Det var en naturlig “vare”, som også sikrede økonomien. So-o blev ofte kaldt til hoffet, for at udføre esoteriske ritualer for at fremkalde overnaturlige kræfter til børn, men blev også fra tid til anden kaldt til hoffet for anden frelse. Han havde altid stort held med at få ritualerne til at standse alt fra tandpine, sygdomme og til besættelse af ånder.

Historien bag Kaihogyo

kaihogyo3So-o’s mange ture til fjerne steder i vildnisset, var starten til Kaihogyo. Hans mange elementer, askese, vandren, tilbedelse af (og under!) vandfald og steder var alle elementer, som i årene derefter blev mere og mere systematiseret, til hvad Kaihogyo er i dag. Opbygningen kan ses i lyset af fire faser:

1) Askese/pilgrimsfærd til hellige bjerge (831-1130).

Mange munke blev inspireret af So-o’s ide med fjern praksis med askese og tilbagetrækning. På dette tidspunkt var der endnu ikke så meget tale om en egentlig gående meditation, men mere en personlig tilbagetrækning med, mere eller mindre, egen praksis. Målet var typisk at besøge og tilbede hellige bjerge.

2) Askese praksis ved pilgrimsfærd til De Tre Pagoder ved Mt. Hiei. (1131 – 1310)

Formen fik en drejning til at gå blandt hellige steder og chante. Fra at have været en tilbagetrækning med den gående meditation som en nødvendighed af hensyn til transporten, blev fokus nu selve vandringen, som gik forbi hellige steder.

Det var på dette tidspunkt at Kaiho Tefumi opstod, som er en liste over steder, som skulle besøges under pilgrimsfærden.

Kongefamilien og noble folk begyndte også at deltage i pilgrimsfærd som tegn på deres tro.

3) Pilgrimsfærd over hele Mt. Hiei (1311-1570).

Turen blev nu udvidet og meget systematiseret. Omkring år 1387 var Kaihogyo en praksis bestående af; 100 dage med en tur på 42 km samt en 9 dages faste ved Mudo-ji, stedet hvor So-o kayhogyo4praktiserede. På grund af forskellige Tendai linjer, var der 3 forskellige ruter.

Der var endvidere to retreats årligt (forår og efterår). Lå de 100 dage over en af disse retreats, blev en halv rute anvendt. Til gengæld var søvn bandlyst i perioden…

4) Bjergaskese med basis i Kaihogyo (1571-nu)

Tendai fik en voldsom magt i 1500-tallet og kongen følte sig truet. Kongen brændte derfo hele bjerget ned i år 1571 for at samle og få magten tilbage. Kilderne er herefter mere detaljerede omkring systematiseringen af Kaihogyo.

I dag er der to slags Kaihogyo:

100 dage

Den fulde rute blev her fulgt 100 dage i træk. Har munken andre forpligtelser, bibeholdes de under de 100 dage. Det er således ikke unormalt, at den 42 km lange tur blot er en del af dagligdagen.

Alle munke skal have praktiseret 3 år på bjerget, før de kan tage en ledende rolle i et undertempel.

De 3 år er grundliggende systematiseret ved:

1. år: Udelukkende vaske gulve og gøre rent i templer (kaldt “cleaning hell”). Ud over at skulle gøre sig fortjent til at få lov til at praktisere Kaihogyo skulle arbejdet og gøre den praktiserende mentalt klar til den hårde tid.

2. år: Tilbagetrækning til Mudo-ji for 100 dages Kaihogyo.

3. år: Konstant siddende og konstant gående praksis. Disse meditationer fulgte Saicho’s systematisering og var hovedsageligt 90 dages seancer.

1000 dage fordelt på 7 år

Kun få munke får tilladelse til at følge denne praksis, da han skal være åndeligt klædt på og der skal være en forventning om, at han kan overleve forløbet.

De 7 år er grundliggende systematiseret ved:

År 1-3: 100 dages Kaihogyo hvert år

År 4-5: 200 dages Kaihogyo hvert år

kaihogyo2I det 5. år foretages en Do-iri (9 dages fasten). Munken låses inde i Myoo-do hallen ved Mudo-ji og får ingen mad eller drikke og må ikke ligge ned under hele fasten. Munken udfører en 2 timers ceremoni 6 gange dagligt. Resten af tiden sidder han stille i hallen og citerer Fudo Myo-o mantraet. Hver nat kl. 2 skal munken gå en tur på 200 meter til en brønd for at skylle munden. Det siges at sanserne forstærkes dramatisk under denne fasten og munke har fortalt, at den udførende kan høre aske falde. Fasten er også kaldt dødens ritual, da det er en symbolsk oplevelse af døden.

Disse første 700 dage betegnes som en selvudvikling, de resterende 300 dage forventes at være for andre.

År 6: 200 dages Kaihogyo. Ruten udvides med flere templer og er dette år 58 km.

År 7: 200 dage i alt: 100 dages Kaihogyo, hvor ruten udvides til at passere Kyoto. Ruten er herefter 77 km lang. Herefter 100 dage med almindelig rute.

Årene afsluttes med en ceremoni og bøn for kongefamilien. Et stykke tid derefter udfører munken afslutningsvis en Goma ceremoni ved Mudo-ji, bestående af afbrænding af 100.000 stykker træ over 9 dage. Under dette forløb får munken ingen mad og drikke og ingen søvn.

Beklædning

Symbolsk er man under Kaihogyo en Fudo Myo-o. Sprudlende af energi og i aktion med det ene formål at opløse uvidenhed og lidelse.

Munken bærer en lang vævet hat af træ og strå. Hatten  symboliserer Fudo Myo-o selv og skal behandles med respekt. Hatten må ikke bæres før efter 300 dage (medmindre det regner). Indtil de 300 dage er gået, bæres hatten under armen.

Han har bare tæer i stråsandaler. Efter 300 dage kan munken bruge sokker. Sandalerne symboliserer lotus blade.

Munken bærer desuden kniv og reb. Disse forventes anvendt til selvmord, hvis munken giver op. Han bærer derfor også symbolsk en mønt til at betale færgen over Sanzu floden i døden. Tøjet er en hvid robe. Hvid er ligeledes dødens farve. Symbolikken er derfor tilsvarende, at dør munken, ja så ligger munken allerede i dragten til begravelse!

Rute og praksis

Ruten er i dag som nævnt omkring Mt. Hiei. Ruten løber langs templer, steder og fænomener i naturen. Til hvert sted er der bøn og/eller mantra. Der er ialt 260-300 steder at værdsætte undervejs. Kaiho Tefumi beskriver alle steder og kopieres personligt og læres udenad.

Kaihogyo perioder udføres i foråret og tidlig sommer. Turen starter hver dag efter midnat fra Mudo-ji. Således kan munken stadig passer sit eget tempel i dagstimerne.

Det eneste sted munken må sætte sig ned, er ved et træ, hvor herskeren æres.

Møder munken personer undervejs, velsigner han alle. Ikke sjældent er der folk, der løber med et stykke for at støtte munken.

Doktriner for Kaihogyo

Kaihogyo bygger på et mix af doktriner. So-o blev selv inspireret af Lotus Sutra kapitel 20, Bodhisattva Aldrig Nedladende. So-o søgte oplysning i dette kaihogyo1kapitel, hvor en bodhisattva prædikede mulig oplysning for alle buddhister, munke og lægmænd uanset baggrund. Bodhisattvaen bukkede dybt for alle og blev betragtet som et meget irriterende væsen og blev hånet og ofte slået. På trods af dette fortsatte bodhisattvaen sin prædiken og blev selv oplyst. Iveren og vedholdenheden sammenlignede So-o med Kaihogyo vandringen i sit, på dette tidspunkt, tidlige stadie.

Der er både esoteriske og eksoteriske doktriner i Kaihogyo.

Den esoteriske baggrund består bl.a. af: dharanis (mantraer), mudraer (håndtegn), Goma, Fudo Myo-o.

Den eksoteriske baggrund finder vi i Saichos meditationsteknikker: Konstant gående praksis, som dog oprindeligt var 90 dages sessioner omkring Buddha statue i en hal med chant af Amidha Buddha. Men det gående element stammer derfra og blåstemplede So-o’s ide med pilgrimsfærden.