Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Vegetarisme i buddhismen

ChizenChizen

I buddhismen beskytter vi alle levende væsner. Definitionen af et levende væsen kan tolkes forskelligt, men generelt anerkendes det for at være et sansende væsen. Et dyr er derfor et levende væsen, hvorfor de etiske regler gælder for dyr på samme måde som med mennesker.

Man skulle derfor umiddelbart tro, at det var ganske givet at man ikke må spise kød fra dyr. Men det ville være for hurtig en konklusion på den baggrund alene. Lad os derfor undersøge den buddhistiske baggrund for muligheden for at spise kød.

Til en start skal dyret slås ihjel for at kunne spises. At slå ihjel er imod de fem forskrifter, som enhver buddhist følger (ikke slå ihjel, ikke tage hvad der ikke er givet, ansvarlig seksualitet, omhu i tale, ikke sløre sindet). Det vil med andre ord sige, at en buddhist ikke kan slå dyr ihjel, selv helt små dyr. Etikken stopper ikke der; en buddhist skal også fraråde andre at slå ihjel og dermed faktisk fraråde erhverv som slagtere, fiskere, jæger, samt andre erhverv, som går imod forskrifterne (tyv, fængselsbøddel osv.). Disse erhverv giver, ifølge teksterne, en dårlig genfødsel i en helvedesverden. At have et sådant erhverv er endvidere imod den otte-foldige vej:

En ret levevej kan næppe betragtes som en af de nævnte erhverv.

Men andre kan stadig have valgt at slå et dyr ihjel og dermed give mulighed for at spise kød, uden at en selv har brudt forskrifterne. Indirekte drab er ikke brud af forskrifterne; loven om årsag og virkning omfatter ikke sammenkædning af indirekte hændelser.

For at vurdere problemstillingen med at spise kød, kan udgangspunktet være et argument ud fra sympati:

Jeg er en person, der ønsker at leve. Jeg ønsker glæde og ønsker ingen lidelse. Det ville ikke være rart hvis nogen tog mit liv. Hvis jeg tager livet af nogen, som ikke ønsker at dø men ønsker at leve, ville det heller ikke være rart for vedkommende. Alt som er dårligt for mig, vil også være dårligt for andre. Hvordan kan jeg gøre mod andre, hvad jeg ikke ønsker mod mig selv? Derfor: Jeg skal ikke skade andre eller opfordre eller tilskynde andre til at skade nogen.

Sympatiets argument er dog stadig en videreførelse af en logik og ikke nogen direkte regel. Ud fra argumentet kan man sagtens spise kød, blot man ikke selv dræber eller beder nogen om det. Hvis dyret allerede var slagtet inden man besluttede sig for at købe / spise det, er det stadig etisk i orden.

Selv argumenter som, at hvis ingen køber kød, vil intet dyr blive dræbt, betyder stadig ikke, at man ikke må spise kød. Det er en hypotetisk vurdering, at intet dyr vil blive dræbt, som må anses som ganske urealistisk.

Vinaya-pitaka (de monastiske regler i templer) tillader at spise kød. Her beskriver reglerne, at en munk må spise kød, når det er rent. Han må ikke spise kødet når:

Nikaya teksterne dikterer ligeledes at en munk skal acceptere alt mad doneret. Dette for at munke ikke udvikler begær (som medfører roden til lidelse i buddhisme) og præferencer for en bestemt type mad ved valg/fravalg af det donerede. Et diktat om at munke skulle være vegetarer ville stille krav til en munk om at vælge og sortere i donationerne.

Modargumentet kunne naturligvis være, at munke ikke drikker alkohol og derfor heller ikke får alkohol doneret. Men alkohol er ikke åbenlys føde og ville heller ikke være givet som andre donationer. At japanske præster så altid har fået alkohol doneret, er så en anden ting med kulturel baggrund.

Selv når en sammenkædning mellem ikke spise kød og ikke dræbe dyr syntes logisk, er der nogle buddhistiske modargumenter for vegetarisme:

  1. Vegetarer medfører ofte had til kødspisere og afsky til kød i det hele taget. Udvikling af had og andre negative følelser er direkte skadeligt for ens buddhistiske vej.
  2. Vegetarisme er beslægtet med askese; den vej Buddha afslog som givtig praksis mod oplysning. Han prøvede et liv med frugt, ris og bønner som kost, men droppede diæten, da det ikke hjalp til oplysning. I buddhismen bruges mad kun til at overleve og reetablere kroppens styrke.

Det største argument for at tillade at spise kød i et buddhistisk liv er, at Buddha selv spiste kød. Da han betragtes etisk og moralsk perfekt i buddhismen, kan man kun udlede, at buddhister gerne må spise kød.

Buddhaen havde klart sympati for vegetarisme og man kan spekulere i, hvorfor han ikke afviste at spise kød. Nogle tekster tyder på to forhold:

  1. Hans fætter Devadatta var meget misundelig på Buddhaen, og ønskede at skabe splid og splittelse med henblik på selv at overtage ledelsen i fællesskabet. Han foreslog et nyt sæt etiske regler for munkene, herunder at ingen måtte spise fisk eller kød. Han kan derfor have tilladt det for at undgå en mulig splittelse i sanghaen p.gr.a. de nye regler. Buddhaen afslog, men krævede i stedet renhedstanken for kød.
  2. Buddhismen opstod i tidsperiode, hvor jainismen var meget aktiv. Religionen anser alt for at have liv, som skal beskyttes. Ved at indføre forbud mod kød, ville buddhismen let kunne forveksles med jainismen, da der i forvejen var mange sammenlignelige grundholdninger i religionerne.

Som konklusion må man sige, at buddhismen tillader at spise kød, men samtidig naturligvis forbyder drab. Enhver buddhist kan spise kød han/hun ikke selv har dræbt eller har fået dræbt.

Chancen for at et dyr dræbes mindskes ved ikke at spise kød, men det er meget hypotetisk at, hvis nok mennesker bliver vegetarer, vil det have en effekt på produktionen af kød.

I stedet bør man overveje anvendelsen af kød. Enhver kan gøre en god gerning, ved at købe kød fra dyr, som har haft et godt liv. Herudover kan man begrænse kødforbruget og undgå madsvineri. Betragt mad som et middel til overlevelse og ikke som noget der skal indtages i stort omfang af andre grunde.

Dette motto er nem at huske; Man skal spise for at leve og ikke leve for at spise.