Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Den historiske Buddha

ChizenChizen

Shakyamuni Buddhas livshistorie er en meget vigtig del af den buddhistiske lære. Det er i sagens natur grundlaget for religionen og vil altid være noget af det første, nogen ønsker at undersøge. Som det gælder for alle andre gamle fortællinger, må historien ikke tages for særlig troværdig. Faktisk er der mange uklare forhold og ikke mindst en del overnaturlige ting i historien. Men som jeg vil komme tilbage til, har det meget begrænset betydning for buddhismens troværdighed.

buddha3Buddha er en titel, ikke et navn. Ordet “buddha” betyder “den oplyste” og er en titel, som en person tildeles såfremt denne på egen hånd, har opnået erkendelse af det buddhistiske ultimative mål, oplysningen. Mange har opnået denne efter den historiske Buddha, men titlen Buddha er forbeholdt den selv-oplyste, altså en person, som på egen hånd har opnået erkendelsen af livets sande natur uden lærer eller anden hjælp.

Den historiske Buddha blev født i Lumbini i Nepal. Hans eksakte fødselsår er ikke præcist fastlagt og det er faktisk først inden for det sidste århundrede at man overhovedet har kunnet få bekræftet, at Buddha overhovedet har eksisteret. Buddha menes at være født ca. 480 – 400 år før kristi, altså for ca. 2500 år siden.

Buddha beskrives typisk som værende af royal afstamning. Han skulle have været prins og skulle have haft de bedste betingelser med rigdom og alle de muligheder det medfører. Tid og sted omkring fødslen stiller dog spørgsmålstegn ved, om dette kan være korrekt; området havde ikke monarki på det tidspunkt. Men Buddha kan have været en dannet rigmandssøn med rigtig gode forhold.

Vi kan i dag finde mange billeder og statuer af Buddha. Selv om mange af disse billeder umiddelbart ser ens ud, er sandsynligheden for at de ligner den oprindelige Buddha meget lille. De første par hundrede år efter Buddhas død, var der ingen som tegnede ham, uvist af hvilken grund. Da man begyndte at illustrere ham, var det ud fra de kendte 32 mærker eller særlige kendetegn, som blev beskrevet i en buddhistisk tekst (Lakkhana Sutta). Et par af dem er f.eks.:

Kendetegnene er således meget vage betegnelser, som enhver kan fortolke alt efter kultur og fantasi.

I starten lavede man ikke statuer, men fandt kun Buddhaen repræsenteret symbolsk, f.eks. som et fodspor eller en tom trone. Det var formentlig fordi, man ikke mente at en som havde levendegjort Buddha tilstanden, kunne vises ordentligt i menneskelig form.

Omkring det andet og tredje århundrede begyndte statuer imidlertid at dukke op, særligt i området Gandhara, som var inspireret af græsk kultur. Det buddha-bladelader til at statuerne dukkede op som følge af praksisser med at visualisere Buddhaen og på samme måde, som man ved en visualisering skaber de visualiserede kendetegn / karaktertræk i sig selv, skulle statuernes udtryk af hellighed, ro og metta nok også skabe disse kvaliteter, i dem der så dem.

Den fornyelse af buddhismen som statuerne repræsenterede var også startskuddet til de mange mytologiske beretninger om Buddhaens liv og bidrog således også til Mahayana bevægelsens start.

De buddhistiske tekster indeholder ikke megen information om Buddhaens barndom, men det antages at han har haft et rigt liv med de bedste muligheder. Allerede før fødslen blev det spået, at han enten ville blive en stor religiøs leder eller en stor konge. Faderen ønskede, at han skulle følge hans fodspor og ikke forlade paladset til fordel for en spirituel levevej. Faderen var derfor meget beskyttende, således at den unge Buddha ikke fik motivation til at hjælpe andre som levevej.

Historien fortæller at Buddhaen kun i alt forlod hjemmet fire gange. De første gange sørgede faderen for at gaderne var frie for gamle mennesker og sygdom, men Buddha så alligevel en syg gammel mand og forstod herefter at vi alle skulle blive ældre, syge og til sidst dø. Med en alder af 29 år forlod han paladset en sidste gang, som også skulle også blive dagen for afkaldet af det rige liv, sin kone og hans barn – for at finde svaret på, hvordan lidelsen kan ophøre. Hans tjener bønfaldt ham for at få lov til at følge ham, men Buddhaen afslog.

Buddha forsøgte at leve spartansk som hjemløs og skulle de næste år forsøge sig med mange forskellige praksisser med det formål at finde svaret på lidelsens ophør. På Buddhaens tid var det normalt at mange, mere eller mindre religiøse retninger, vandrede fra by til by eller holdt til i skove og bjerge. Alle havde hver deres svar på det perfekte spirituelle liv. Det fortælles, at Buddhaen blev overlegen i enhver retning, han forsøgte og at han i flere tilfælde blev tilbudt at overtage lærerrollen. Men han afslog, da han ikke fandt svar på sit spørgsmål.

Buddha opnåede de dybeste stadier af trance og meditation, men måtte erkende at når meditationen var afsluttet, så var lidelsen tilbage med det samme; det var ikke svaret på den endelige løsning og kun en midlertid flugt fra livets problemer. Han forsøgte herefter at sulte sig selv, pine kroppen, reducere ilttilførsel gennem avancerede åndedrætsøvelser osv. Alt sammen med det formål at kunne kontrollere kroppen fuldstændigt og dermed fjerne enhver form for begær. Men disse teknikker medførte blot flere problemer – kroppen skal fungere.

Efter at have været på kanten af kroppens formåen, måtte han til sidst erkende, at dette ikke var vejen. I stedet måtte der en moderat livsstil til; han måtte finde en middelvej mellem det mondæne liv fra hans barndom og hans livsstil på grænsen til døden. Da Buddhaen affejede den spartanske levestil og blandt andet igen begyndte at spise for at give kroppen styrke, vendte mange ham ryggen i mangel af samme erkendelse.

Buddha satte sig nu resolut ned under et træ og mediterede og ønskede ikke at rejse sig, før han havde opnået erkendelsen. Det siges, at han efter første nat var i stand til at se tidligere liv, efter den anden at kunne se andres årsag og virkning (karma) og efter den tredie at han fik erkendelsen af de fire ædle sandheder: Der findes lidelse, der er en årsag til lidelse, der er en vej ud af lidelse og vejen er den ottefoldige vej. Som 36-årig fandt han endelig svaret på spørgsmålet om lidelsens årsag og virkning.

Historien fortæller dog, at det ikke var uden modstand at opnå oplysningen. Mara, en personificering af alt ondt og det modsatte at Buddhaens belæringer, forsøgte gang på gang at forhindre Buddhaen i at opnå erkendelsen af livets sande natur, lidelsen og dens ophør. Mara forsøgte først at forstyrre Buddhaen med følelser af grådighed, had, fejlopfattelse, sult og tørst. Da dette ikke lykkedes, forsøgte Mara at lokke Buddhaen i fordærv med hans skønne døtre Fornøjelse (Rati), Misfornøjelse (Arati) og Store ønske (Trsna). Da dette heller ikke hjalp, sendte Mara store storme og alskens frygtindgydende indtryk til Buddha, som igen modstod angrebet på grund af viljestyrke. Da Mara opgav, rørte Buddhaen jorden fra sin siddende position, fik erkendelsen og var nu “den oplyste”.

Når Buddha i dag fremstår, som den store formidler af metoden til erkendelsen af livet, som det virkelig er uden lidelse, begær, vrede og uvidenhed, så var det ikke hans første valg efter buddha2erkendelsen. Han forudså store krav og udfordringer, ikke mindst fordi han allerede havde oplevet, at folk vendt ham ryggen i hans søgen på oplysningen – og naturligvis fordi læren ikke var en enkel formidling, men en vej, som enhver selv måtte arbejde hårdt for at erkende. Det siges, at en gudelig skikkelse, Sahampati, viste sig for Buddha for at overtale ham, hvilket lykkedes grundet Buddhaens store medfølelse for alle levende væsener.

Buddhaens første prædiken var for hans 5 tidligere elever og følgesvende, som tidligere havde afvist ham. De var i starten tvivlende, men da de observerede hans forståelse for tingenes natur, blev de hans disciple. Den første prædiken var læren om middelvejen, at den mest optimale praksis ikke skulle opnås på kanten af kroppens formåen (hverken til den positive eller den negative side). De 4 ædle sandheder var også en del af hans første prædiken. Den anden prædiken afholdt Buddhaen nogle uger senere. Denne omhandlede ideen om et ikke-selv.

Antallet af Buddhaens tilhængere steg dag for dag. Han bad enhver om at gå ud i verden og sprede kendskabet til læren, som han selv erkendte og som hans tilhængere havde erkendt som disciple.

Buddhaen underviste indtil han blev omkring 80 år gammel. Han var på dette tidspunkt syg og gammel, men fortsatte sin undervisning indtil kræfterne slap op og smerterne ikke længere kunne holdes nede med meditative teknikker og andre teknikker han havde lært sig. Han tillod herefter døden indtræde naturligt.

Min beskrivelse af Buddhas liv er meget kortfattet. Faktisk er en lang række af dem langt mere farverige med beskrivelse af overnaturlige hændelser, guder og væsener. I enhver anden religion ville jeg betragte dette som et svaghedstegn. For hvem kan tro på hændelser som disse?

For buddhismen er det efter min mening en anden sag. Det er nemlig ikke væsentligt at tro på disse hændelser og de er ikke vigtige for forståelsen af buddhismen. De utroværdige dele kan nærmere betragtes som et middel til at skabe interesse for historien. Det væsentlige ved buddhismen er, som Buddhaen bad os om, ikke at tro på noget som helst af læren, men at afprøve den og selv opleve hvorfor og hvordan hans belæringer kan overleve, her over 2500 år efter de opstod.

Dette er også en vigtig erkendelse taget Buddhaens historie i betragtning. Hvordan skulle man ellers tro på, at en rigmandssøn ikke skulle være i stand til at kende til livets lidelser? En forklaring på dette er, at hans livshistorie ikke skal tages bogstaveligt, men som en parabel og tages som en symbolsk forklaring af lidelse og blandt andet hans indre modvilje (Maras kamp) mod at finde årsagen til den.

Men Buddhaens livshistorie kan bruges til at illustrere nogle af hans belæringer. For eksempel eksemplificeres læren om årsag og virkning ved brug af sygdom og alderdom som eksempel. Jeg finder historien endog endnu mere relevant i forbindelse med ”ret indsats” (en af de otte leve regler i ”Den Ottefoldige Vej”. Buddhaen viser, at man hverken skal praktisere læren for mageligt (eller slet ikke) og heller ikke ved brug af så ekstreme midler, at livet er i fare eller kroppen forhindres i at fungere. Buddhaens stræben og kamp imod modviljen er også eksemplarisk og alle, som har mediteret i længere tid, har alle mødt Mara set symbolsk.

Mange buddhistiske tekster er ikke Buddhaens ord. I de første omkring 100 år efter Buddhaens død, blev hans ord overleveret fra mund til mund. Normalt vil man betragte dette som et problem, da det er velkendt at historien ændrer sig fra person til person. Dette var højst sandsynligt ikke et problem for munkenes umiddelbart efter Buddhaens tid. Det skyldes at belæringerne i Pali kanon (de tidlige tekster) hovedsageligt var lister af sætninger – for lettere at kunne huske dem. Hertil kommer, at den enkelte person kun var ansvarlig for at viderebringe få tekster, – netop for at sikre at de blev viderebragt korrekt.

Senere tekster, sutraerne, var ikke Buddhaens ord, men tekster skrevet med den grundliggende buddhistiske lære som inspiration. Dette gør ikke disse tekster ikke-buddhistiske: Mange sutraer blev anerkendt for deres beskrivelse og uddybning af læren.

Så det store spørgsmål er nu: Bør vi kende Shakaymuni Buddhas hitoriske og kulturelle baggrund for at forstå hans belæringer?

Nej. Vi behøver ikke at forstå hans belæringer. Faktisk er det slet ikke muligt at teoretisere den buddhistiske erkendelse, den skal erfares og opleves. Vi skal derfor i stedet nysgerrigt tage dem til os og afprøve dem med åbent sind.