Hane, slange og gris
Ved første øjekast på det metafysiske diagram, ses det kraftige centrum, hvor der vises en gris, en slange, og en hane, der fortsætter uendeligt ud fra hinanden (som livet selv), som i en frygtelig dans.
Hvert af disse dyr udgør en særlig menneskelig mangel eller svaghed, der står som en hindring for den åndelige realisering. De er kendt som De Tre Gifte, fordi fra dem vokser alle livets onder, og fordi de korrumperer fra os indefra. Det er hensigtsmæssigt at disse kræfter er afbildet ved dyr, idet de tre gifte repræsenterer primitive handlinger skjult under vores angiveligt civiliserede ydre.
Hanen, hvorudfra slangen opstår, udgør grådighed. Der er ingen tvivl om, den velkendte forfængelighed og begær i denne stakkels fugl, gør den til et passende symbol for denne menneskelige fejl. Ordet grådighed retfærdiggør ikke til fulde følelsen symboliseret ved hanen, da følelsen omfatter hele spektret af usunde ønsker fra vag higen til intens grådighed. En mere passende betegnelse ville være “begær”. Begær af denne art kan observeres for eksempel, når vi mister noget og ikke kun oplever beklagelsen eller irritationen ved ikke længere at kunne nyde det, men en dybere følelse af tab, herunder selv en slags panik. Det betegner endvidere det mest naturlige af alle menneskelige følelser, nemlig vores trang til beundring og godkendelse af dem omkring os. I et sådant scenarie ser vi konstant på os selv gennem verdens øjne, og mister derved overblikket over vores indre livskraft, som burde være det ultimative mål frem for godkendelse og andres mening. Således sagde Shakyamuni Buddha “Ligesom en sten ikke bevæges af vinden, således vil den kloge mand ikke flytte sig med skyld eller ros.”.
Begær bør skelnes fra det sunde ønske. En sulten person kan ønske sig mad, hvilket er et enkelt ønske, og så snart man spiser er sulten slukket. Det er en vigtigt at skelne mellem et naturligt og sundt ønske og en unaturlig trang. Tilfredsstillelsen af førstnævnte fører til ophævelse, hvorimod ethvert forsøg på tilfredsstillelse af sidstnævnte, vil føre til yderligere fristelser, som f.eks. begæret for flere penge for egen vindings skyld.
Det næste dyr er slangen, som symboliserer aggression. Det er et symbol på vores instinktive selv. Vores iboende instinkt er per definition aggressivt. Når tingene ikke fungerer, som vi ønsker det, vil vores første reaktion være at give andre skylden og derefter forsøge, at fremtvinge den ønskede situation. Hver gang vi møder modstand, når situationen opstår, vil modstanden blot blive forøget. Vi er derfor nød til at have mistillid vores første instinktive reaktion på en ugunstig situation, og først reagere efter den første bølge af vrede og frustration har lagt sig. Det er ikke fordi vi ikke er klar over, at vi skal begrænse vores spontane reaktion på stedet, men vi er lullet ind i selvtilfredshed og sådanne reaktioner passerer vores dømmekraft mod bedre vidende.
Fra munden af slangen opstår en gris, som er et symbol på uvidenhed. Ørerne på grisen er store nok til at de falder ned over øjnene på den. Blændet af ørerne, bliver grisen kun bevidst om, hvad dens snude stikkes ind i, og er helt uvidende om, hvad der sker i omkring den. Det svarer til, at vores perspektiv på livet indsnævres af vores kulturelle betingelser, og at vi mister vores egen væsentlige, naturlige væsen, som blot er en forlængelse af den altgennemtrængende rene bevidsthed.
Vores forsøg på at tilfredsstille det uønskede begær, symboliseret ved hanen, fører til usund aggression, som igen gør os ufølsomme og uvidende (repræsenteret af svinet) overfor følelser i vores verden. Denne uvidenhed gør os egoistiske, og dermed genfødes hanen med begæret ud fra grisen, og hjulet fortsætter i cyklussen, der binder os til det konstante hjul af samsara.