Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Hvorfor er Shinto relevant for buddhismen?

ChizenChizen

Da jeg startede med at interessere mig for buddhismen, var det vigtigt for mig at finde den “rigtige” buddhisme. Jeg lagde ud med at det måtte være den tibetanske (for hvem kender ikke Dalai Lama?) for derefter at konstatere at Buddha var mere indisk. Efterhånden som man sætter sig ind i teksterne og historien finder man ud af, at religionen blot vandrer fra land til land og tilpasser sig – uden dog at ændre på den grundlæggende forståelse og filosofi. I stedet tilpasses den buddhistiske filosofi med den forhåndsværende kultur.

Da buddhismen kom til Japan var det således heller ikke den første religion i landet. Ud over et utal antal folketro og mindre kendte religiøse grupperinger var der Shinto religionen. Her æres samspillet mellem natur, dyr og mennesker.

Shinto har ingen grundlægger og led indtil ca. år 800 med problemet at der ikke var nedskrevne tekster eller filosofi. Al viden blev overgivet oralt fra generation til generation og ud fra lokale anskuelser. Omkring år 800 blev der nedskrevet Shinto religiøse tekster hvor specielt to værker er anerkendt: Kojiki og Nihonshoki, som beskriver guder og gudinder (Kami), samt hvorledes Japan opstod fra havet. Men selv derefter var Shinto kun løst beskrevet og mest af alt praktiseret som esoterisk praksis for de ordinerede og som kulturelt bidrag for den enkelte.

Dette blev et problem for Shinto da buddhismen kom til Japan med sine over tusind år gammel filosofi og teori tilpasset og afprøvet hvor buddhismen tidligere havde mødt folket. Når buddhismen kommer med sin rigdom ikke kun i form af tekster, men også skulpturer, malerier og musik, kunne man forvente at Shinto ville blive udryddet med årene. Ikke mindst når en udstedt kongelig forfatning gav buddhismen status som statsreligion med krav om at Japanerne ærer de Tre Juveler, Buddha, Dharma, Sangha. Der var dog en generel anerkendelse i Shintos ide om det simple som en dyd i sig selv.

4951358392_5a47897c2b_b

Shingon og Tendai var de første buddhistiske skoler, som blev udbredt i Japan. Shinto blev fortrængt, men overlevede dog i et harmonisk samarbejde ved at kunne skygge sig i buddhismens nedskrevne filosofi og dermed kunne afværge intellektuelle angreb fra andre religioner, såsom daoisme og konfucianisme. Et samarbejde, som senere skulle redde buddhismen, som tabte deres dominans ved – for Tendais vedkommende – at have vokset sig mere magtfuld end kongehuset kunne styre. I Kamakura perioden i år 1200-1300 fik Pure Land, Zen og Nichiren skolerne også en opblomstring. De var ikke esoteriske skoler, men de delte den basale ide om at spiritualitet var iboende i alt.

En udryddelse af Shinto udeblev dog. I stedet adopterede den japanske buddhisme i form af Tendai og Shingon mange af Shintos værdier, ceremonier og kulturelle normer.

Gennem denne synergi kunne det ældgamle Shinto blive styrket af de sofistikerede buddhistiske analyser og argumentation (en yndet buddhistisk aktivitet anvendt til indlæring og forankring af teorien).

Grundtanken i Shinto og buddhismen viste sig at være meget forenelige men fælles forståelse af en verden fyldt med spiritualitet og der er ingen adskillelse mellem ånd og materie.

Både den tidlige Shinto og den esoteriske buddhisme anser visse lyde som indeholdende transformerende kræfter, i buddhismen i form af mantra chant, i Shinto i form af Norito praksis, som teknisk set bygger på samme ide.

Både den esoteriske Buddhisme og den tidlige Shinto anerkender at det hellige kan være indeholdt i overjordiske guddomme (i Shinto: Kami guddomme, i esoterisk buddhisme: guddommelige buddhaer og boddhisattvaer).

Tendai buddhismens esoteriske praksisser indeholder endvidere en række elementer som meget vel kan være hentet fra Shinto. Det vides naturligvis ikke med sikkerhed, men den bagvedliggende betydning af elementerne er den dag i dag beskrevet ganske ensartet.