Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Gående meditation

ChizenChizen

Når ens meditationer strækker sig ud over en vis tid, kan det være nødvendigt, at man får bevæget sig lidt, så man får strakt sine muskler og sat gang i blodomløbet.
Vi har ofte brug for at komme fra A til B ved hjælp af vores to fødder. Hvorfor så ikke forene det nyttige med det behagelige og lære gående meditation?

Der er utroligt mange forskellige måder at udføre en gående meditation på. Her vil jeg kort berøre dem, som har været mest virkningsfulde for mig og så vil jeg i øvrigt opfordre dig til at prøve dig frem.

Allerførst skal du finde dig et passende sted. Du behøver ikke specielt meget plads, men det er nødvendigt, at du kan gå 8 – 10 skridt. Du har nok lyst til, i hvert fald i begyndelsen, at finde et sted, kaihogyo1hvor du ikke føler dig alt for udsat for andres blikke. Om du vælger at være indendørs eller ude, er i bund og grund ligegyldigt, men nogle af de forslag, jeg vil give, egner sig måske bedst til udendørs brug. Man har på ingen måde brug for en særlig sti. En have, en rolig villavej, en park, eller en kirkegård kan gøre aldeles glimrende fyldest.

Start altid med lige at stå. Mærk, at du står. Fornem hele din krop, og fornem dine fødders kontakt med underlaget. Og vælg så et af de følgende forslag:

Traditionel Kinhin

Den traditionelle gående meditation som den praktiseres i Zen og Tendai, er beregnet til at fokusere og koncentrere opmærksomheden.
Man går rundt på række inde i et rum, med bittesmå, meget langsomme skridt, og fuld opmærksomhed koncentreret nede i fodsålerne. Tempoet svarer ca. til et skridt pr. åndedrag og farten er til at overskue; man tager skridt af 15 cm længde.

Gå med et mantra

Når man går med mantra, starter man med at synkronisere sine skridt med mantraet, f.eks. med ét skridt for hver stavelse. Hvis man går et sted, hvor der ikke er meget plads, så man har valgt at gå meget langsomt (eller man simpelthen foretrækker at gå meget langsomt), afpasser man bare antal stavelser pr. skridt efter det.
Når du har fået etableret din rytme, kan du begynde at forestille dig, at du træder dit mantra ned i jorden – efterlader et spor af mantraet til gavn og glæde for alle levende væsner.

Gå med dit åndedræt

Hvis du vil gå med dit åndedræt, skal du ikke straks begynde at gå. Stå først, og vent på at dit åndedræt præsenterer sig for dig af sig selv. Når du har en god fornemmelse af din vejrtrækningsrytme, begynder du at gå, mens du synkroniserer dine skridt med din vejrtrækning.

kaihogyo2Hvis du har god plads omkring dig, og ønsker at gå nogenlunde hurtigt (men stadig nok en del langsommere, end hvis det kun var et spørgsmål om at komme fra A til B), kan det være, at det er passende at ånde „ind – ind – ind‟ på tre skridt, og „ud – ud – ud‟ på de næste tre skridt. Det kan også være, at din indånding er længere end din udånding, eller omvendt. Uanset hvad, så gå med din naturlige rytme.

Når du har gået lidt, kommer det muligvis af sig selv. Ellers kan du, lige så forsigtigt, bevidst prøve at gøre din vejrtrækning lidt dybere end sædvanligt, og du kan også prøve, om du kan gøre udåndingen en smule længere end indåndingen. Når du begynder at manipulere med din vejrtrækning, skal du dog være meget opmærksom på din krops reaktioner.

Det er ikke meningen, at du skal gå og hyperventilere eller blive svimmel. Gå langsomt og roligt frem, så vil det efterhånden komme af sig selv. Grunden til, at jeg foreslår at du laver disse manipulationer, er dels at en dyb vejrtrækning beroliger både krop og sind, dels at en længere udånding vil hjælpe til at presse gammel overskudsluft ud af lungerne, så du får plads til frisk, ny luft.

Hvis du enten har lidt mindre plads, eller af andre grunde foretrækker at gå langsommere, vil jeg anbefale min ”nødhjælps-meditation”. Når jeg er helt oppe at køre, og bare ikke kan falde til ro, er kaihogyo3der kun én ting der hjælper. Stå, indtil du mærker dit åndedræt. Så længe kan jeg altid holde fokus, det er alt det der rækker ud over ét åndedræt, der volder kvaler… Så snart du mærker, at en indånding starter, løfter du forsigtigt højre fod. Når indåndingen kulminerer, svæver foden i luften. På udåndingen lader du foden rulle ned på underlaget igen. Vent på næste åndedrag. Når det starter, løfter du venstre fod, og så fremdeles.

Du vil opdage, at din gang og dine bevægelser i det hele taget bliver ganske uregelmæssige; det er netop det vidunderlige ved hele øvelsen. Når du går således, er du nødt til at holde fuld opmærksomhed på dit åndedræt, ellers når du ikke at opdage, hvornår det sker. Denne metode levner ingen plads overhovedet for tænkning.

Gå med kroppens fornemmelser

Du kan vælge at udvide dit arbejdsfelt en smule, ved at gå med hele kroppens fornemmelser. Hvad sker der i en krop, når den går? Hvad initierer et skridt? Hvornår opstår et skridt? Hvornår forsvinder det igen? Hvorfor løfter du fødder som du gør, og på de tidspunkter, du gør det på? Hvordan føles det, når fødderne slipper kontakten med underlaget? Og når de får kontakt igen?

Det kan være godt, at veksle lidt imellem; at have skiftevis fuld opmærksomhed på hele kroppen, og på enkelte dele af den. Mærk hvordan kroppen er levende, og hvordan den sender myriader af beskeder til dit sind.

Når du har en god fornemmelse af hele din krop, kan du begynde at lade den glide gennem luften, mens du mærker hver eneste lille partikel, du skubber til side. Gå gennem luften, som du ville gå gennem vand – mærk samspillet mellem dig og dine omgivelser.

Tæl dine skridt

Hvis du vælger at gå i et relativt højt tempo, måske fordi du er nødt til gå blandt andre mennesker, og ikke ønsker prisen for „årets original‟, kan det være svært at fastholde fokus. Så kan du vælgekaihogyo4 at tælle dine skridt fra 1 til 10, mens du omhyggeligt sørger for, at når du tæller „ét‟, så tænker du „ét‟ – og intet andet. Hvis (når) du pludselig opdager, at du er blevet afledt, starter du bare forfra ved 1. Nogle dage kommer jeg aldrig længere end til 1. Det er også i orden.

Gå med metta

Du kan også gå, mens du sender kærlige og venlige tanker til alle de levende væsner, du møder på din vej – med en metta meditation. Du kan læse mere om metta meditation andetsteds.
Som du før trådte mantraet ned i jorden, kan du nu, med hvert eneste skridt, give metta til jorden, som nærer og føder os og til alle levende væsner.

Husk på, at du skal vælge ét af disse forslag, og prøve det igennem en fuld periode af meditation. Det giver ingen mening at veksle frem og tilbage mellem de forskellige metoder, det medfører blot mere distraktion end meditation.

Uanset hvilken metode du vælger, vil jeg opfordre til, at du husker på disse ord fra den vietnamesiske zen mester, Thich Nhat Hanh: „Man siger, at det at gå på vandet er et mirakel, men for mig at se, er det egentlige mirakel at gå fredfyldt på jorden‟.