Chizen.dk

Hovedmenu


I denne sektion


Fra ”kristen” til buddhist

ChizenChizen

Jeg er født kristen, som de fleste danskere. Set tilbage, har kristendommen ikke sagt mig noget specielt. Jeg mindes, at jeg som yngre har underholdt min mor med den kristne historie, som jeg fik den fortalt i folkeskolen. Historien var jo god nok, men så var der heller ikke mere i det. Selv om jeg husker, at jeg troligt fortalte min mor om hvad vi lige havde lært, mindes jeg ikke, at jeg troede mere på den historie end så mange andre.

Da jeg kom i konfirmationsalderen, fik jeg faktisk muligheden for at at sige fra, et valg jeg ville ønske alle unge fik. Vel at mærke på en måde så jeg stadig fik (nogen) gaver. Jeg valgte konfirmationen fra til mine farmor og farfars store fortrydelse, men selv om jeg kun fik 1/10 del af, hvad mine klassekammerater fik ud af det kristne projekt, har jeg faktisk aldrig fortrudt at sige fra. Ingen af mine klassekammerater (som jeg husker der) mente noget oprigtigt med konfirmationen. Højst ironisk: Da der var konfirmationsintroduktion for forældre og kommende konfirmand, dukkede jeg alene op og meldte fra. Eneste kommentar fra præsten var: “Nå”. Jeg havde måske forventet et “Hvorfor?”. Men det var jo nu også den samme præst som, på det lokale plejehjem, valgte beboernes udstrakte arme fra til fordel for bestyrerens kaffe…

Jeg gik til tider i kirke juleaften, det var jo så hyggeligt, men skal jeg være helt ærlig, så sad jeg faktisk og spurgte mig selv om nogle fundamentale ting: Hvorfor sad jeg her, – hvad troede jeg egentlig på? Præstens juleprædiken, – til hvad nytte? Den omhandlede, hvad han lige kunne finde frem til for denne hellige dag. Typisk sad resten og kiggede rundt for at se og blive set. Kunne jeg fornemme en Gud i rummet ? Næh. Hvor skulle han lige komme fra? Stemningen var helt i orden, men det var ikke grund nok for at være der.

Jeg lod min datter blive døbt i folkekirken. På det tidspunkt var det ikke tiden til at involvere hele familien i et kirkeligt opgør og alt passede jo sig selv, jeg betalte min kirkeskat og kirken passede sit og brugte mine penge. Til forberedelsen til dåben fik jeg endnu uha oplevelse. Præsten “tilbød” at vi kunne vente med at bringe barnet ind til dåben, indtil den faktiske handling skulle ske. Hvad? I min verden var det netop barnets dag, men nej, det var kirkens dag. Faktisk ignorerede jeg denne hentydning, den kunne bare ikke passe. Til dåben fik jeg dog smidt virkeligheden i hovedet: Kordegnen kom, efter det første skrig fra min datter, ned til os og bad os om at vente i våbenhuset, så min datter ikke forstyrrede ceremonien. Jeg skylder at fortælle, at menigheden denne søndag bestod af vores følge samt fire kirkelige stamgæster. To af dem forlod iøvrigt ceremonien, da dåben endelig startede. Så her tabte jeg det sidste for den menneskekærlige religion. Det skal dog nævnes, at jeg, gennem en tidligere kollega, hørte om langt mere fornuftige kristne selskaber og jeg er da heller ikke i tvivl om, at kristendommen fungerer fint rigtig mange steder og kan gøre meget godt. Men når alt kommer til alt, betragter jeg religionen som en fiktiv historie. Alt andet giver mig ikke mening.

Gennem tiderne har jeg altid følt en vis sympati og tryghed ved buddhistiske munke. De var anderledes, var ikke del af krig og ødelæggelse og håndterede ting på en “mystisk” måde. Jeg anede ikke hvad det gik ud på, men det virkede “ok” på en eller anden måde. Selv om jeg har været medem af “aldrig-mere-krig” (efter besvarelse af et postkort efter Gandhi filmen i biografen) osv. var det her alligevel mere rigtigt. Uden dog at jeg syntes, at jeg måtte undersøge det nærmere.

I 2001 fik vi mulighed for at besøge Thailand i sommerferien og der fik jeg mulighed for at opleve buddhisme praktiseret af menigmand og munk. Det var fascinerende at se fattige thai folk være så overbærende med fede turister fra Vesten. Munkene var på samme måde overbærende med os dumme vesterlændinge, som knipsede løs med kameraet og iøvrigt gik helt forkert klædt i templerne. Vi kunne gladeligt ignorere tøjkrav til templer, kunne tage billeder overalt osv. Hver gang fik vi et overbærende smil. Det var bare ok op den oprigtige måde. Ikke i orden, men ok.

Jeg fik ikke meget buddhismen med hjem fra Thailand, men jeg fik blod på tanden for at se, hvad det gik ud på. Jeg kunne jo se at virkningen (selv om den var filtreret gennem Thailandsk kultur, som ikke nødvendigvis resulterer i fornuftig buddhisme) gjorde noget godt og i hvert fald anderledes. Hvordan kunne lokale fattige mennesker alligevel være relativt oprigtige overfor os andre på den naturlige måde? Der var noget “omvendt” ved deres grundlæggende reaktion overfor andre mennesker. Deres base for menneskelig opførsel var ganske anderledes og husker at jeg undrede mig meget over, hvilken motivation de kunne have. Det var mig klart, at de ikke havde en gud at frygte, men hvad holdt så motivationen oppe andet end kultur ?

Efter ferien i efteråret 2001 studerede jeg derfor en masse hjemmesider, for at se hvad buddhisme gik ud på. Kilder er der masser af og der er let at blive forvirret. Men ved at læse et par kilder, fandt jeg den røde tråd. Jeg fik en fantastisk “aha” oplevelse. Det var da sådan at ting hang sammen. Jeg havde ikke søgt efter et specielt svar, men alligevel fik jeg en masse svar på spørgsmål, jeg ikke havde stillet. Samtidig fik jeg på internettet en ide om, hvor jeg kunne finde ud af mere. Jeg stødte ikke ind i specielt smarte manipulerende tekster, tværtimod. De fleste var rent ud sagt tørre og til tider kedelige. Ved buddhistiske tekster ender du hurtigt ned i en 1000 år eller endnu ældre tekst. Men den underliggende logik var på en mærkelig måde velkendt og virkelig rigtig for mig.

Nu gik det hurtigt. Jeg var nu for alvor sikker på at kristendommen ikke var mig, selv om jeg havde betalt til den i årevis. Jeg mente, der var en pæn mulighed for, at jeg nok nærmere var noget andet… måske buddhisme? Jeg valgte at melde mig ud af folkekirken, da dette nu var noget, jeg slet ikke kunne stå inde for. Hvor havde min fornuft lige været, de sidste mange år? Højst passende i mine fordomme til kirken: da jeg gik til kordegnens kontor, var eneste kommentar “nå, det er ved at være tid til at få lavet skattekort igen.”. Nuvel, jeg bor åbenbart i en kommune, hvor en uheldig kirkelig betjent er ansat. Havde der været en skaber, ville vi have konstant regn eller torden her i området 🙂

Det er vigtigt at bemærke, at jeg ikke “konverterede” til budhismen p.gr.a. en højst inkompetent menighed i vores kommune. Jeg kan kun takke dem for at at have været med til, at vække mig fra mine irrationelle vildfarelser. Jeg var sikkert forblevet i kristendommens forvildelse, hvis de havde været lidt mere… ja kristne… fristes jeg til at sige. Med vores kultur i baghånden, har kristendommen de bedste vilkår. De kan, med stort set ingen indsats, fortsat modtage vores skattepenge. Der er ingen, som måler hvad pengene bliver brugt til. Folk betaler af vane og i værste fald æresfrygt. For tænk nu hvis der er en Gud som følger med deroppe…

Udmeldt fra folkekirken, var jeg nu klar til ny (rendyrket) overbevisning. Jeg havde fundet en introduktionsaften i en af de største buddhistiske fællesskaber i landet. Det var ikke helt så ligetil blot at tage derhen. Jeg havde egentlig ignoreret min kristne tro, men da jeg tog derhen, var himlen en mystisk blanding af skyer, sol og mørke. Det havde været en hel rigtig scene til en dommedagsfilm. Jeg grinte af mig selv, men var alligevel overrasket over, at jeg overhovedet kunne få en sådan tanke. Uha, om lidt ville et lyn sikkert ramme mig..

Jeg ved ikke, hvad jeg forventede ved den buddhistiske gruppe. Jeg frygtede nok en række munke i rober og som ville se stygt på mig med ynk. Tværtimod. Jeg ankom til et kollektiv med friske relativt unge mennesker. Der var et foredrag for os nysgerrige nye, en rigtig god ting, som ikke når at blive helt mystisk. Havner du i et vilkårligt arrangement, kan alt i princippet ske og som ny vil du ikke nødvendigvis få noget ud af din interesse for buddhismen. Vi fik en introduktion, som befriende nok handlede om den samme historie, som jeg selv havde læst mig til på nettet fra andre kilder. Herudover fik vi den første guidede meditation (guidede meditationer er ganske normale i vestlig buddhisme). Det var et rigtig harmløst, men givende arrangement, jeg kun kan anbefale.

Da centret havde et ret stort program, fordelt over mange ugedage, var der rig mulighed for at deltage efter egne præmisser. Jeg deltog 1-2 gange om ugen til normale arrangementer, men herudover holdte lamaen (d.v.s. læreren) også foredrag 2 gange om året i Danmark. Her kunne man tage tilflugt, d.v.s. konvertere til buddhismen på den officielle måde. Jeg havde kommet i centret i omkring 5-6 måneder, før et sådan foredrag blev holdt. Da dagen kom, gik jeg til foredraget og ventede derefter en halv time på tilflugten, som jeg faktisk havde set frem til. Jeg tog det ret personligt, – nu var jeg f….. ikke kristen mere, men buddhist! Iveren var overflødig, men det ser jeg først i dag. Da der var mange, som ønskede at tage tilflugt og da gud og hver mand (næsten) stillede sig i køen, gad læreren ikke at finde et personligt navn til hver ny buddhist. Så alle kvinder blev kaldt et og alle mænd noget andet. Det var ikke godt nok for mig, så dagen efter, da læreren var i selve centret til intern hygge, fik jeg mulighed for at konfrontere ham med, at jeg ikke var tilfreds med et generelt navn. Jeg følte at jeg havde mere interesse end folk fra gaden og da buddhistiske navne normalt er personlige, kunne han måske lige tænke om igen. Efter en observation fik jeg navnet Karma Kynsang Dorje. Oversat noget i retning af “Ædel visdom”.

Jeg fortsatte i centret i 1-2 år, men da jeg følte, at ingen ønskede personligt at ytre sig om buddhismen, fik jeg en lidt dårlig smag i munden. Når ingen andre ønskede at ytre sig, kunne jeg heller ikke selv, selvom jeg gerne ville. Mine tanker, mit buddhistiske ordforråd og mine holdninger kunne ikke funderes. Så jeg var faktisk ikke rigtig i stand til at diskutere buddhismen med nogen, uden at måtte henvise til læreren, hvilket alle andre gjorde. Prikken over i’et kom, da jeg under et foredrag oplevede lærerens offentlige latterliggørelse over folk, som tillod sig at stille kritiske spørgsmål. Var alle tyrkere virkelig slemme muslimer, som skulle tages afstand fra? Et sådan spørgsmål havde læreren nok tilhængere til at forhåne. Det blev mig en tand for surrealistisk. Buddhismen, som blev undervist, fejlede ikke noget, men når læreren og miljøet er forkert, ja så er det med at komme væk.

Indtil nu havde jeg haft i hovedet, at den eneste form for buddhisme, måtte være den tibetanske. Vi kender alle Dalai Lama og hver gang man hører om buddhisme, så kommer det fra Tibet. Derfor måtte enhver form for rigtig buddhisme være tibetansk i min verden. Dette upåagtet at jeg faktisk godt kendte historien: Buddhismen startede i Indien, trak gennem bl.a. Tibet til mange andre lande, Kina, Japan, ja selv Sri Lanka osv. Fra centeret jeg først besøgte, var jeg jo talrige gange blevet gjort opmærksom på, at kineserne havde invaderet Tibet og ikke mindst umuliggjort buddhismen. Derfor måtte de stort set alle være nogle skidte fyre. Jeg havde derfor faktisk en mental blokering for, at andre landes buddhistiske historie kunne være værd at studere. Hertil kommer, at centret også ynder at klassificere buddhismen meget stramt i tre former for buddhisme:

Centret hørte til sidstnævnte og der var ligesom en opfattelse af, at opdelingen var meget stejl, – ikke noget med at blande belæringerne. Og helt ærligt, hvem vil ikke gerne tilhøre vinderholdet? Man lægger ikke skjul på, at der findes forskellige opfattelser af linierne, men man tager ikke alternative synsvinkler særligt seriøst.

Jeg vil til enhver tid påstå, at ethvert menneske vil tilhøre hver en linie på et givet tidspunkt i ens liv. Det er muligt, at vi vesterlændinge generelt er bedre stillet og derfor bør koncentrere os om visse belæringer fra Buddhaen Men vi skal på ingen måde glemme de basale lærdomme. På grund af centers opfattelse og egenfortolkning, var der stort set ingen, som undersøgte de mere basale belæringer. Det er en stor fejl.

Jeg forlod centret efter den offentlige latterliggørelse af kritikerne. Ironisk nok nåede jeg lige at se en offentlig meddelelse fra læreren om, at da medierne nu tog sig af forholdet til muslimerne, behøvede han ikke kan tage den kamp op længere. For det var nemlig altid forholdet til muslimer, som var temaet. For sent i min verden. Han havde faktisk allerede i 1970-erne, lovet ikke at blande politik og buddhisme. Men han bestilte ikke andet, foredrag efter foredrag, enhver tyrker, kineser eller anden, hvis land i fortiden har haft onde hensigter, var potentielt farlige.

Jeg fandt mig en gruppe, som følger den japanske Tendai skole. Ironisk nok havde jeg hørt om linien fra mit første center. Det var faktisk en linie, som var en af de eneste, med blodige midler, der på et tidspunkt havde bekæmpet såkaldte fjender. Ganske enestående for buddhismen. Linien døde tilnærmelsesvis også på krigene og den manglende fornuft og kun visdommen reddede skolen, som af natur var lige så buddistisk som alle andre. Det var, med andre, ord en halvfarlig sekt, som havde anvendt blodige midler. Buddhismen var kommet gennem Kina til Japan og her måtte jeg lige sluge et par kameler. Buddhisme var jo tibetansk, dejlig passiv og slet ikke fra det forræderiske Kina. Men helt ærligt. Kina har måske en del problemer med ytringsfriheden og mange historiske episoder er slet ikke i orden, men alligevel tyder alt på, at buddhismens passage gennem Kina har været autentisk. Det er i hvert fald samme historie man finder, selv om det er et faktum, at kinesiske kejsere, over tid, har gjort deres til at få udryddet buddhismen.

Jeg oplevede til min store glæde genkendelsens glæde ved mange ting. Alt var slet ikke så forskelligt endda. Gennem mere personlige aktiviteter, har jeg ligeledes oplevet en masse muligheder for at diskutere buddhismen med andre. Hvad du end vælger som base for din buddhisme, så sørg i det mindste for at du kan kommunikere buddhismen med andre.

Hvad så nu? Er jeg blevet hellig på en anden måde? Slet ikke! Jeg laver stadig fejl, drikker mig fuld ved festlige lejligheder og gør forkerte ting. I skrivende stund har jeg betragtet mig selv som buddhist i over 5 år. Set tilbage, har jeg, også som buddhist, gjort helt forkerte ting. Jeg har dog bemærket, at jeg, over tid, gør færre og færre forkerte ting. Rigtig og forkert er ikke nødvendigvis vægtet 100% buddhistisk. Vi taler egentlig bare sund fornuft. Mest mærkelig af alt; jeg har slet ikke fokuseret på at leve fornuftigt. Der har tværtimod været buddhistiske løfter, som jeg ikke har villet love at overholde, men som jeg hen af vejen har skiftet mening til. Da jeg stadig er ved mine fulde fem, vil jeg, den dag i dag, påstå at der ikke er tale om hjernevask eller lignende; ingen har bedt mig om noget, ingen har bedt om at donere alt hvad jeg ejer og ingen stiller krav til mig.

Jeg har læst nogle generelle tekster fra typisk år 1100 eller ældre, og alligevel har jeg fundet frem til mange nutidige svar. Jeg har virkelig oplevet, at buddhismen er vokset indeni mig selv over tid. Det har været en virkelig mærkelig oplevelse, men selv om buddhismen tager det meste af min hverdag på sin egen måde, så er jeg taknemmelig.