Jeg har altid været på vagt over for religiøse fællesskaber. Hvem har ikke hørt om hjernevaskede folk i suspekte grupper eller sekter. Det var derfor også med en vis usikkerhed, at jeg for første gang bevægede mig ind i et buddhistisk fællesskab til et foredrag. Lå der en sekt forude, som ventede på det næste offer ?
Buddhisme har her et par kvalitetsstempler. I buddhisme missioneres der aldrig. Du vil aldrig finde fornuftige buddhister på gaden for at invitere folk til foredrag, kaffe eller andet. Vil man høre om buddhisme, må man selv melde sig og opsøge de buddhistiske fællesskaber. Herudover er der ingen, som beder dig tro på noget. Du er i hvert fald velkommen til at lade være med at tro. Buddha har ved sit dødsleje sagt, at man ikke blindt skulle tro på hvad han havde lært fra sig, man skulle selv undersøge læren. Det giver ikke plads til en sekterisk styring af folk.
Buddhistiske grupper styres nødvendigvis af en eller flere personer. Gerne benævnt som en lærer eller præst. Rollen som lærer eller præst har (som i andre religioner) i enkelte tilfælde medført storhedsvanvid med deraf følgende konsekvenser for fællesskabet. Det er derfor også i buddhismen en generel udbredt opfordring at man vælger sin lærer med omhu. Du skal ikke nødvendigvis være enig med læreren om alt, men det er absolut nødvendigt at du føler dig tryg ved dennes kendskab til buddhismen. Buddhisme indeholder en masse underlige ritualer og på et eller andet tidspunkt vil der være meditationer eller lignende, som kræver at du lader dig drive ud på dybt vand. Du styrer selv hvor meget og hvornår, men det bliver nødvendigt for at lære noget nyt.
Her er min personlige checkliste for hvornår en gruppe diskvalificerer sig selv:
- Du presses til at deltage i arrangementer. Det er altid et skidt tegn hvis ikke du selv har kontrol over hvor meget du deltager i gruppens aktiviteter og ikke mindst hvornår. Du må naturligvis ikke forveksle en venlig forespørgsel eller et velmenende råd om at deltage, men hvis du gang efter gang presses til noget (måske endda ringes op hjemme for hvornår du kommer igen eller hvorfor du ikke har været der et stykke tid), så er det med at komme væk.
- Der er ingen diskussion eller fri mulighed for at diskutere buddhismen. Hvis enhver diskussion forstummer og der henvises til lederen hver gang, er der ikke tale om et åbent miljø. Jeg har selv oplevet et sådant miljø hvor folk ikke (turde?) have en selvstænding mening om buddhistiske emner. Hver gang hed det sig “<…> siger”, “<…> plejer at …” osv. Det er ikke et sundhedstegn, -enhver udvikling er her baseret på hvad den pågældende leder mener om ting. Du har ikke nødvendigvis mødt en farlig sekt, men du har efter min mening bare ikke mødt de optimale udviklingsforhold.
- Du bedes gang på gang efter penge. Nogen tager rigtig mange penge for f.eks. træning i meditation. Her er der ikke tale om buddhisme, men om et kursus (eller det der er værre) baseret på bl.a. buddhistiske værdier. Buddhismen gives traditionelt gratis videre til alle interesserede. Du bør altså kunne deltage de første mange gange gratis eller i værste fald med en entre som matcher en biografbillet (nogen bor i dyre lokaler i Københavns centrum). Efter nogle gange bør du overveje at betale en fast skilling til din gruppe. There is no free lunch, -alt koster i denne verden og buddhistiske grupper får ikke en krone af staten og har ingen skatteydere som automatisk bidrager. Hvert et lys, hver røgelsespind og hvert tempel koster i vedligehold. Hvis ikke brugerne betaler, hvem skulle så ?
En gruppe diskvalificerer sig til gengælg ikke nødvendigvis når:
- Du inviteres til et nyt arrangement i en gruppe du besøger. Enhver gruppe ønsker at flere får glæde af fællesskabet. Der vil derfor altid være velmenende personer, som vil sikre at du har hørt om de næste arrangementer.
- Mystiske ritualer (jaja, ingen ofringer el.lign. gennemføres
. Tænk på at budhhisme er en gammel religion som hovedsageligt praktiseres i en anden verdens del. Mange ritualer i Tibet, Kina og Japan er kulturelt funderede, mange har ikke rod i buddhismen selv. Men når du besøger en gruppe med tilknytning til bestemt land, så vil der være specielle ritualer, som ikke virker specielt danske. Jeg havde lidt svært ved de ikke-danske ritualer, men på den anden side har jeg også deltager i katolske ceremonier. Det var heller ikke specielt “dansk”.
Du kan ikke lære buddhisme ved bare at læse bøger eller ved at meditere selv. Du er nød til, i det mindste en gang i mellem, at deltage i nogle fællesmeditationer og/eller foredrag. Lad dig derfor ikke skræmme af mystiske kulter og andre religioners fremfærd. I buddhismen har du de bedste muligheder for at starte sikkert og med egen kontrol af udviklingen.
Tilbagetrækning er ret almindeligt i buddhisme. I Tibet er det meget almindeligt at munke eller andre seriøst praktiserende en periode trækker sig tilbage fra den almindelige verden. Væk fra almindelige pligter, væk fra templet, væk fra andre praktiserende. Den praktiserende tager herefter op i et bjerg i uger, måneder eller år, finder en hule og mediterer stort set hele tiden. Ideen er natueligvis at få ro til kun at bekymre sig om læren og intet andet. Der går mange historier om praktiserende, som på denne måde stort set har sultet og pint sig ihjel.
I vore dage praktiseres tilbagetrækning stadig, men typisk i mindre dramatisk omfang. Selv buddhismen i vesten anvender styrken ved tilbagetrækning. Specielt i vesten har vi meget travlt med at passe vores daglige liv med arbejde, hus og børn. I forhold til munke og andre 100% praktiserende, har det derfor en meget stor værdi at kunne trække sig tilbage i selv mindre perioder.
Nogle sanghaer tilbyder overnatningsfaciliteter, hvor man kan være i fred og praktisere sin meditation. Faciliteterne rækker lige fra huler i Spanien til udehuse i det indre København. Den traditionelle tilbagetrækning i specielt den tibetanske gren handler typisk om at være helt alene over længere tid.
Men andre vestlige initiativer omfatter tiltrækning sammen med sanghaen. Her reserverer du en til flere dage (f.eks. en weekend), hvor du afskærer dig fra din normale verden og helliger dig buddhismen. Ikke noget med at ringe hjem, lige checke mails, sms eller andre normale ting. Du er offline.
Det er naturligvis op til dig, hvor meget du ønsker at trække dig tilbage. Det er ikke bandlyst at tage hjem, eller ordne dagligdags ting. Men deltager du i en slags tilbagetrækning (også kaldt retreats), så udnyt dog muligheden for at melde dig ud af samfundet et par dage.
Jeg har deltaget i flere typer af tilbagetrækninger, dog alle af få dages varighed og alle i Danmark. Men virkningen har været fantastisk hver gang. Den ene gang var med 800 andre buddhister fra flere lande med telt og hvad dertil hører. Her herskede en slags festivalstemning, det var rigtig godt. Musikken var naturligvis erstattet med fælles meditationer, foredrag og indvieselser. Andre mere jordnære retreats har været med 10-12 personer. Her var der naturligvis større mulighed for kontakt med læreren / præsten. Dette kan jeg kun anbefale. Det er rigtig givtivt at deltage i sådanne arrangementer, men de mindre retreats giver efter min mening mere. Den personlige hyggelige stemning giver et familiært forhold og trygge rammer til at udveksle erfaringer med buddhismen.
Hvis du er lidt interesseret i buddhisme, så prøv at give dig selv tid til et afbræk fra dagligdagen. Dte kan virke stærkt, men der er altid nogen til at hjælpe dig videre, hvis du støder ind i barrierer af enhver slags. Ikke sjældent vil dit sind forsøge at overbevise dig om at du burde tage hjem og lignende. Eller at du ikke kan leve under de relativt primitive forhold, som en tilbagetrækning typisk tilbyder. Kæmp imod og giv det en chance. Du bliver hverken frelst eller oplyst (nuvel, det er sket. Alt er muligt til ethvert tidspunkt), men du afslutter som et rigere menneske og du har langt mere energi til dit almindelige liv.
En sangha er et buddhistisk fællesskab. Det er den gruppe af mennesker, som du har valgt at studere og udforske buddhismen med. Man taler således om dharma (=læren, den buddhistiske lære) brødre og søstre. Sammen med læreren eller præsten kan man støtte hinanden og ikke mindst inspirere hinanden uanset hvor man befinder sig på den buddhistiske vej.
For at alle kan få mest ud af hinanden og iøvrigt have det godt og sjovt sammen (ja, man må faktisk godt more sig), er det vigtigt at finde sig den rette sangha.
Selv i lille Danmark er der masser af sanghaer, som man kan besøge. Alle rigtige buddhistiske sanghaer er gade for at få gæster, så man kan kigge sig omkring og se hvor man føler man passer til.
Jeg har besøgt enkelte sanghaer og mine valg kan du nok ikke bruge til så meget, da valgene tager udgangspunkt i min person. Men du vil kunne opleve meget forskelligartede sanghaer:
- Foredragsorienterede. Der findes fælleskaber, som fokuserer meget på at holde foredrag og helst med et bredt publikum. Det vil sige at man satser på folk fra gaden uden egentlig at ønske at opbygge en gruppe og pleje hinandens buddhistiske vej. Her vil du sjovt nok også blive mødt med krav om entre fra første gang til betaling af foredragsholder, som helt eller delvis skal leve af det.
- Kollektiver. Nogle buddhistiske sanghaer er bygget op omkring kollektiver. Det kan være vældig hyggeligt, men det er min oplevelse at du skal komme relativt ofte (d.v.s. flere gange om ugen) for overhovedet at kunne være en del af fællesskabet. Dem som bor sammen, får naturligvis det bedste fællsskab. Skal du blot have et sted at meditere med andre og ønsker du blot et foredrag i ny og næ, så kan du sagtens være en del af en sådan sangha.
- Lærer orienterede. I nogle sanghaer diskuteres der ikke, man lytter til læreren og i bedste fald kan man diskutere hvad læreren sagde uden dog at forholde sig personligt til udlægningen af den buddhistiske lære. Been there, done that, didn’t like it. Der hvor jeg var, var det umuligt at få nogen til at forholde sig til budskabet eller til trivielle spørgsmål. Hvis ikke læreren er tilstede (hvilket ofte kan være tilfældet), ja så er der ikke meget at hente for en grøn buddhist.
- Demokratiske / frie. Andre tillader i vid udstrækning at der diskuteres og enhver kan have sin egen mening. Dermed ikke sagt at enhver kan lave sin egen buddhisme, der vilk stadig være en lærer eller præst, som kan styre kreativiteten. Du vil opleve mange, som har en holdning, som buddhistisk set kan være helt forkert (sanghaen består jo af buddhister på alle niveauer). Men jeg syntes ikke at det er et større problem, sålænge man checker svarene på sine spørgsmål med flere kilder, og gerne læreren eller præsten, som bør have et kvalificeret svar.
Ingen er specielt gode eller dårlige. Men du vil kunne finde alle typer, så vær blot klar over at bare fordi du finder dig en sangha, hvor ting ikke foregår som du ønsker, så findes der fundermentalt anderledes sanghaer du kan besøge i stedet. Jeg syntes, at det vigtigste er, at du kan være sammen med personerne i sanghaen og ikke mindst skal du være i stand til at diskutere buddhismen med nogen. Om det så kun er en lærer eller en præst, er det fint nok. Men hvis denne er den eneste som forholder sig til læren, er det yderst vigtigt at du periodisk kan få fat på denne.
Hver enkelt sangha vil være tilknyttet en buddhistisk retning eller skole. Rituatler m.m. vil derfor være forskellig fra sangha til sangha. Men husk at ritualerne typisk er opstået ud fra en kulturel fortolkning af buddhismen, -de er stort set aldrig en del af buddhismen selv. Den buddhistiske lære foreskriver ingen ritualer.
Meditation er en fantastisk mulighed for at få lov til at slippe for verden for et øjeblik. Du giver dig selv lov til at parkere problemer og bare lade sindet arbejde med det tomme rum, som du skaber. Nogle buddhister mener ikke man skal snakke om egne erfaringer med meditation. Der sker ikke noget hemmeligt i en meditation, men oplevelser i medtiationer er meget personlige og ved at snakke om dem, kan man skabe forventninger ved andre.
Så læs mine erfaringer og hav for øje at du måske aldrig vil opleve hvad jeg beretter. Til gengæld får du dine egne erfaringer.
At falde i søvn
I en siddende medtiation, planter du din krop på en pude og sidder musestille. Dit sind vil ikke sjældent reagere ved at lukke ned. Følelsen er den samme, som når du lægger dig i din seng. Her er kroppen klar over at du skal sove. Så det er vel ikke så mærkeligt at man nogen gange sidder og er ved at falde i søvn. Sker det også for dig, så trøst dig med at det også sker for alle andre. Selv munke, præster og andre meget erfarne buddhister. Jeg har oplevet dette problem flere gange, men typisk i en uheldig kombination af træthed opbygget af hverdagen samt en overfyldt meditationssal, hvor temperaturen stiger med kropsvarmen. Kommer man så lige ind fra kulden, ja så lukker kroppen altså bare ned. Min gør i hvert fald.
Et par tips til problemet (udover at være frisk og veludhvilet): Dan et blændende lys midt i din krop. Ved at fastholde dette lys i en periode, kan din krop friske lidt op. Se det var et tip fra en lærer, men jeg skal være den første til at indrømme at det aldrig har virket på mig. Jeg har åbenbart en automatik i sindet, som hjælper mig med problemet: Når jeg opdager at jeg er ved at falde i søvn eller er ved at sende mig selv ned i en traceagtig tilstand, så chokvågner min krop og herefter har jeg ikke dette problem mere for denne meditation. Til gengæld konverteres tilstanden som regel til en fantastisk meditativ tilstand af klarhed. Herefter kan jeg i princippet forblive i meditationen uden igen at falde hen.
Ubehagelige siddestillinger
At sidde med korslagte ben kan være en prøvelse. Min krop egner sig ikke til den fulde lotusstilling (skrædderstilling med begge ben over hinanden). Jeg nøjes med den halve stilling (skrædderstilling med den ene ben over det andet). Du bliver ikke en bedre buddhist af det ene eller andet. Nogle hardcore buddhister vil kunne fortælle om energistrømme, som passerer bedst ved fuld lotusstilling. Det skal nok passe, men for os dødelige er der masser af muligheder for at opnå bedre og bedre resultater ved at sidde som man vil. Har du knæproblemer eller andet, så sid på en stol. Faktisk er det forudsagt at den næste Buddha skulle finde sin oplysning i siddende på en stol (”hjælpemiddel”).
Din krop vil også reagere på at sidde stille. Benene falder i søvn, kroppen klør osv. Skal du klø dig, så klø dig. Skal benene skiftes i siddestilling så skift. Jeg har prøvet at minimere problemerne ved at ignorere forespørgslen fra kroppen. Det lykkedes bedre og bedre. Det skal virkelig klø meget før jeg giver efter. En smerte skal virkelig være en smerte før jeg skifter ben eller andet. Ved at kaste opmærksomheden på smerten, hvor den er og analysere hvad der lige er ubehageligt ved den, kan jeg oftest lade smerte være smerte. Faktisk betyder det at smerten forsvinder, fordi den blev ignoreret. Ironisk nok bruger jeg samme teknik når jeg ved at jeg skal flytte en pølse fra en grill: Jeg ved at det vil medføre smerte, men ved at ignorere (ja ligefrem latterliggøre) smerten, gør det faktisk ikke ondt. Syret, men faktisk sandt. Husk hvor du fik tricket fra
Den hvid mur
Da jeg i startede med at meditere, havde jeg mange gange problemer med at når jeg beroligede sindet, så sendte jeg mit sind ned i en dybere og dybere tilstand. Jeg oplevede en hvid mur, som faktisk skræmte mig en smule. Jeg turde ikke at lade mit sind forsvinde dybere, ganske enkelt i frygt for ikke at kunne komme tilbage. Jeg ville sikkert bare være faldet i søvn, men følelsen var en ganske anden. jeg var derfor nød til at afbryde min meditation en del gange ved at åbne øjnene for derefter at fortsætte igen kort tid efter.
Jeg fandt aldrig en kur mod denne tilstand, da den forsvandt af sig selv. Men det er helt ok at meditere med åbne øjne, så åbn bare øjnene et øjeblik. Du kan også i en periode vælge at meditere med åbne øjne. Det går fint sålænge du ikke bedømmer hvad du ser. Fokuser derfor på et ligegyldigt punkt, som dit sind ikke kan bruge meget energi på at vurdere.
Tidsfornemmelse
I en meditation forsvinder tid og sted. Det var min største overraskelse i starten af min buddhistiske karriere. Jeg sad ved en intro aften og efter et kort foredrag, skulle vi prøve det at meditere. Det var en lille og simpel meditation, men overraskelsen kom da foredragsholderen fortsatte sit foredrag. Han sagde noget i retning af “Ja, det var så en kort meditation på ca 15 minutter…”. Wow! I min overbevisning var der gået højst 4-5 minutter. Denne overraskelse kommer den dag i dag, tid og sted forsvinder virkelig i en meditation!
Men egentlig kender vi jo til det i forvejen. Et minut er ikke et minut. Vi trækker hvert minut ud afhængig af vore tanker og bekymringer. Jo mere vi bekymrer os eller frygter noget, jo længere opfatter vi tiden. Det tager en evighed til vi skal til tandlæge, men den gode oplevelse er forbi stort set inden den startede.
Jeg er født kristen, som de fleste danskere. Set tilbage har kristendommen ikke sagt mig noget specielt. Jeg mindes at jeg som yngre har underholdt min mor med den kristne historie, som jeg fik den fortalt i folkeskolen. Historien var jo god nok, men så var der heller ikke mere i det. Selv om jeg husker at jeg troligt fortalte min mor om hvad vi lige havde lært, mindes jeg ikke at jeg troede mere på den historie end så mange andre.
Da jeg kom i konfirmationsalderen, fik jeg faktisk muligheden for at at sige fra, et valg jeg ville ønske alle unge fik. Vel at mærke på en måde så jeg stadig fik (nogen) gaver. Jeg valgte konfirmationen fra til mine farmor og farfars store fortrydelse, men selv om jeg kun fik 1/10 del af hvad mine klassekammerater fik ud af det kristne projekt, har jeg faktisk aldrig fortrudt at sige fra. Ingen af mine klassekammerater (som jeg husker der) mente noget oprigtigt med konfirmationen. Højst ironisk: Da der var konfirmationsintroduktion for forældre og kommende konfirmand, dukkede jeg alene op og meldre fra. Eneste kommentar fra præsten var: “Nå”. Jeg havde måske forventet et “Hvorfor?”. Men det var jo nu også den samme præst som på det lokale plejehjem valgte beboernes udtsrakte arme fra til fordel for bestyrerens kaffe..
Jeg gik til tider i kirke juleaften, det var jo så hyggeligt, men skal jeg være helt ærlig, så sad jeg faktisk og spurgte mig selv om nogle fundamentale ting: Hvorfor sad jeg her, -hvad troede jeg egentlig på? Præstens juleprædiken, -til hvad nytte? Den omhandlede hvad han lige kunne finde frem til for denne hellige dag. Typisk sad resten og kiggede rundt for at se og blive set. Kunne jeg fornemme en Gud i rummet ? Næh. Hvor skulle han lige komme fra? Stemningen var helt i orden, men det var ikke grund nok for at være der.
Jeg lod min datter blive døbt i folkekirken. På det tidspunkt var det ikke tiden til at involvere hele familien i et kirkeligt opgør og alt passede jo sig selv, jeg betalte min kirkeskat og kirken passede sig selv og brugte mine penge. Til forberedelsen til dåben fik jeg endnu uha oplevelse. Præsten “tilbød” at vi kunne vente med at bringe barnet ind til dåben indtil den faktiske handling skulle ske. Hvad? I min verden var det netop barnets dag, men nej, det var kirkens dag. Faktisk ignorerede jeg denne hentydning, den kunne bare ikke passe. Til dåben fik jeg dog smidt virkeligheden i hovedet: Kordegnen kom efter det første skrig fra min datter ned til os og bad os om at vente i våbenhuset, så min datter ikke forstyrrede ceremonien. Jeg skylder at fortælle at menigheden denne søndag bestod af vores følge samt fire kirkelige stamgæster. To af dem forlod iøvrigt ceremonien, da dåben endelig kom. Så her tabte jeg det sidste for den menneskekærlige religion. Det skal dog nævnes, at jeg gennem en tidligere kollega hørte om langt mere fornuftige kristne selskaber, og jeg er da heller ikke i tvivl om, at kristendommen fungerer fint rigtig mange steder og kan gøre meget godt. Men når alt kommer til alt, betragter jeg religionen som en fiktiv historie. Alt andet giver mig ikke mening.
Gennem tiderne har jeg altid følt en vis sympati og tryghed ved buddhistiske munke. De var anderledes, var ikke del af krig og ødelæggelse, og håndterede ting på en “mystisk” måde. Jeg anede ikke hvad det gik ud på, men det virkede “ok” på en eller anden måde. Selv om jeg har været medem af “aldrig-mere-krig” (efter besvarelse af et postkort efter Gandhi filmen i biografen) osv. var det her alligevel mere rigtigt. Uden for at jeg syntes at jeg måtte undersøge det nærmere.
I 2001 fik vi mulighed for at besøge Thailand i sommerferien, og der fik jeg mulighed for at opleve buddhisme praktiseret af menigmand og munk. Det var fascinerende at se fattige thai folk være så overbærende med fede turister fra vesten. Munkene var på samme overbærende med os dumme vesterlændinge, som knipsede løs med kameraet og iøvrigt gik helt forkert klædt i templerne. Vi kunne gladeligt ignorere tøjkrav til templer, kunne tage billeder overalt osv. Hver gang fik vi et overbærende smil. Det var bare ok op den oprigtige måde. Ikke i orden, men ok.
Jeg fik ikke meget buddhismen med hjem fra Thailand, men jeg fik blod på tanden for at se hvad det gik ud på. Jeg kunne jo se at virkningen (selv om den var filtreret gennem Thailandsk kultur, som ikke nødvendigvis resulterer i fornuftig buddhisme) gjorde noget godt og i hvert fald anderledes. Hvordan kune lokale fattige mennesker alligevel være relativt oprigtige overfor os andre på den naturlige måde? Der var noget “omvendt” ved deres grundlæggende reaktion overfor andre mennesker. Deres base for menneskelig opførsel vr gaske anderledes og husker at jeg undrede mig meget over hvilken motivation de kunne have. Det var mig klart, at de ikke havde en gud at frygte, men hvad holdt så motivationen oppe andet end kultur ?
Efter ferien i efteråret 2001 studerede jeg derfor en masse hjemmesider for at se hvad buddhismen gik ud på. Kilder er der masser af, og der er let at blive forvirret. Men ved at læse et par kilder, fandt jeg den røde tråd. Jeg fik en fantastisk aha oplevelse. Det var da sådan at ting hang sammen. Jeg havde ikke søgt efter et specielt svar, men alligevel fik jeg en masse svar på spørgsmål, jeg ikke havde stillet. Samtidig fik jeg på internettet en ide om hvor jeg kunne finde ud af mere. Jeg stødte ikke ind i specielt smarte manipulerende tekster, tværtimod. De fleste var rent ud sagt tørre og til tider kedelige. Ved buddhistiske tekster ender du hurtigt ned i en 1000 år eller endnu ældre tekst. Men den underliggende logik var på en mærkelig måde velkendt og virkelig rigtig for mig.
Nu gik det hurtigt. Jeg var nu for alvor sikker på at kristendommen ikke var mig, selv om jeg havde betalt til den i årevis. Jeg mente at jeg der var en pæn mulighed for, at jeg nok nærmere var noget andet, måske buddhisme, måske ikke. Jeg valgte at melde mig ud af folkekirken, da dette nu var noget jeg vidste jeg slet ikke kunne stå inde for. Hvor havde min fornuft lige været været de sidste mange år? Højst passende i mine fordomme til kirken: da jeg gik til kordegnens kontor, var eneste kommentar “nå, det er ved at være tid til at få lavet skattekort igen..”. Nuvel, jeg bor åbenbart i en kommune uheldig kirkelig betjent. Havde der været en skaber, ville vi have konstant regn eller torden her i området
Det er vigtigt at bemærke, at jeg ikke “konverterede” til budhismen p.gr.a. en højst inkompetent menighed i vores kommune. Jeg kan kun takke dem for at at have været med til at vække mig fra mine irrationelle vildfarelse. Jeg var sikkert forblevet i kristendommens forvildelse, hvis de havde været lidt mere, ja kristne fristes jeg til at sige. Med vores kultur i baghånden, har kristendommen de bedste vilkår. De kan med stort set ingen indsats fortsat modtage skattepenge. Der er ingen, som måler hvad pengene bliver brugt til. Folk betaler af vane og i værste fald æresfrygt. For tænk nu hvis der er en Gud som følger med deroppe…
Udmeldt fra folkekirken, var jeg klar til ny (rendyrket) overbevisning. Jeg havde fundet en introduktionsaften i en af de største buddhistiske fællesskaber i landet. Det var ikke helt så ligetil blot at tage derhen. Jeg havde egentlig ignoreret min kristne tro, men da jeg tog derhen, var himlen en mystisk blanding af skyer, sol og mørke. Det havde været en hel rigtig scene til en dommedagsfilm. Jeg grinte af mig selv, men var alligevel overrasket over, at jeg overhovedet kunne få en sådan tanke. Uha, om lidt ville et lyn sikkert ramme mig..
Jeg ved ikke hvad jeg forventede ved den buddhistiske gruppe. Jeg frygtede nok en række munke i rober og som ville se stygt på mig med ynk. Tværtimod. Jeg ankom til et kollektiv med friske relativt unge mennesker. Der var et foredrag for os nysgerrige nye, en rigtig god ting, som ikke når at blive helt mystisk. Havner du i et vilkårligt arrangement, kan alt i princippet ske og som ny vil du ikke nødvendigvis få noget ud af din interesse for buddhismen. Vi fik en introduktion, som befriende nok handlede om den samme historie, som jeg selv havde læst mig til på nettet fra andre kilder. Herudover fik vi den første guidede meditation (guidede meditationer er ganske normale i vestlig buddhisme). Det var et rigtig harmløst, men givende arrangement, jeg kun kan anbefale.
Da centrret havde et ret stort program fordelt over mange ugedage, var der rig mulighed for at deltage efter egne præmisser. Jeg deltog 1-2 gange om ugen til normale arrangementer, men herudover holdte lamaen (d.v.s. læreren) også foredrag 2 gange om året i Danmark. Her kunne man tage tilflugt, d.v.s. konvertere til buddhismen på den officielle måde. Jeg havde kommet i centret i omkring 5-6 måneder før et sådan foredrag blev holdt. Da dagen kom, gik jeg til foredraget og ventede derefter en halv time på tilflugten, som jeg faktisk havde set frem til. Jeg tog det ret personligt, -nu var jeg f.. ikke kristen mere, men buddhist! Iveren var overflødig, men det ser jeg først i dag. Da der var mange, som ønskede at tage tilflugt, og da gud og hver mand (næsten) stillede sig i køen, gad læreren ikke at finde et personligt navn til hver ny buddhist. Så alle kvinder blev kaldt et og alle mænd noget andet. det var ikke godt nok for mig, så dagen efter, da læreren var i selve centret til intern hygge, fik jeg mulighed for at konfrontere ham med, at jeg ikke var tilfreds med et generelt navn. Jeg følte at jeg havde mere intersse end folk fra gaden og da buddhistiske navne normalt er personlige, kunne han måske lige tænke om igen. Efter en observation fik jeg navnet Karma Kynsang Dorje. Oversat noget i retning af “Ædel visdom”.
Jeg fortsatte i centret i 1-2 år, men da jeg følte at ingen ønskede personligt at ytre sig om buddhismen, fik jeg en lidt dårlig smag i munden. Når ingen andre ønskede at ytre sig, kunne jeg heller ikke selv, selv om jeg gerne ville. Mine tanker, mit buddhistiske ordforråd og mine holdninger kunne ikke funderes. Så jeg var faktisk ikke rigtig i stand til at diskutere buddhismen med nogen uden at måtte henvise til læreren, hvilket alle andre gjorde. Prikken over I’et kom, da jeg under et foredrag oplevede lærerens offentlige latterliggørelse over folk, som tillod sig at stille kritiske spørgsmål. Var alle tyrkere virkelig slemme muslimer, som skulle tage afstand fra? Et sådan spørgsmål havde læreren nok tilhængere til at forhåne. Det blev mig en tand for surrealistisk. Buddhismen, som blev undervist, fejlede ikke noget, men når læreren og miljøet er forkert, ja så er det med at komme væk.
Indtil nu, havde jeg haft i hovedet, at den eneste form for buddhisme måtte være den tibetanske. Vi kender alle Dalai Lama og hver gang man hører om buddhisme, så kommer det fra Tibet. Derfor måtte enhver form for rigtig buddhisme være tibetansk i min verden. Dette upåagtigt at jeg faktisk godt kendte historien: Buddhismen starede i Indien, trak gennem bl.a. Tibet til mange andre lande, Kina, Japan, ja selv Sri Lanka etc. Fra centeret jeg først besøgte, var jo talrige gange blevet gjort opmærksom på, at kineserne havde invaderet Tibet og ikke mindst umuligjort buddhismen. Derfor måtte de stort set alle være nogle skidte fyre. Jeg havde derfor faktisk en mental blokering for at andre landes buddhistiske historie kunne være værd at studere. Hertil kommer at centret også ynder at klassificere buddhismen meget stramt i tre former for buddhisme:
- Theravada. Fattigmands buddhismen, hvor fokus går på at redde sig selv på den buddhistiske måde (d.v.s. at leve uden at skade andre, men med fokus på eget liv og typisk elendighed).
- Mahayana. Her tales der om kærlighed og visdom. Ved at have nok overskud til andre (i mangel af egne problemer), kan en mere ikke-egoistisk buddhisme dyrkes, hvor der kan gives kærlighed til andre og ikke mindst en praktisering af visdom. Visdom er f.eks. at lære nogen at fiske for at overleve, ikke at give dem en fisk.
- Vajrayana. Buddhaen skulle efter sigende have undervist i buddhismen efter folks formåen. Folk med mange problemer, som ikke havde overskud til at hjælpe andre, blev undervist i Theravada linien. Bedre stillede folk med mere overskud, blev undervist i Mahayana, mens folk med specielt overskud og formåen fik specielle belæringer, som efter sigende skulle kunne føre til erkendelse inden for indeværende liv.
Centret hørte til sidstnævnte og der var ligesom en opfattelse af, at opdelingen var meget stejl, -ikke noget med at blande belæringerne.. Og helt ærligt, hvem vil ikke gerne tilhøre vinderholdet? Man lægger ikke skjul på, at der findes forskellige opfattelser af linierne, men man tager ikke alternative synsvinkler særligt seriøst.
Jeg vil til enhver tid påstå, at ethver menneske vil tilhøre hver en linie på et givent tidspunkt i denne liv. Det er muligt at vi vesterlændinge generelt er bedre stillet og derfor bør koncentrere os om visse belæringer fra buddhaen. Men vi skal på ingen måde glemme de basale lærdomme. På grund af mit centers opfattelse og egenfortolkning, var der stort set ingen som undersøgte de mere basale belæringer. Det er en stor fejl.
Jeg forlod centret efter den offentlige latterliggørelse af kritikerne. Ironisk nok nåede jeg lige at se en offentlig meddelse fra læreren om, at da medierne nu tog sig af froholdet til muslimerne, behøvede han ikke kan tage den kamp op længere. For det var nemlig altid forholdet til muslimer, som var temaet. For sent i min verden. Han havde faktisk allerede i 1970-erne lovet ikke at blande politik og buddhisme. Men han bestilte ikke andet foredrag efter foredrag, enhver tyrker, kineser eller anden hvis land i fortiden har haft onde hensigter, var potentielt farlige.
Jeg fandt mig en gruppe, som følger den japanske Tendai skole. Ironisk nok havde jeg hørt om linien fra mit første center. Det var faktisk en linie, som en af de eneste med blodige midler på et tidspunkt havde bekæmpet såkaldte fjender med blodige midler. Ganske enestående for buddhismen. Linien døde tilnærmelsesvis også på krigene og den manglende fornuft og kun visdommen reddede skolen, som af natur var lige så buddistisk som alle andre. Det var med andre ord en halvfarlig sekt, som havde anvendt blodige midler. Buddhismen var kommet gennem Kina til Japan og her måtte jeg lige sluge et par kameler. Buddhisme var jo tibetansk, dejlig passiv og slet ikke fra det forrræderiske Kina. Men helt ærligt. Kina har måske en del problemer med ytringsfriheden og mange historiske episoder er slet ikke i orden, men alligevel tyder alt på, at buddhismens passage gennem Kina har været autentisk. Det er i hvert fald samme historie man finder, selv om det er et faktum at kinesiske kejsere over tid har gjort deres til at få udryddet buddhismen.
Jeg oplevede til min store glæde genkendelsens glæde ved mange ting. Alt var slet ikke så forskelligt endda. Gennem mere personlige aktiviteter, har jeg ligeledes oplevet en masse muligheder for at diskutere buddhismen med andre. Hvad du end vælger som base for din buddhisme, så sørg i det mindste for at du kan kommunikere buddhismen med andre.
Hvad så. Er jeg blevet hellig på en anden måde? Slet ikke! Jeg laver stadig fejl, drikker mig fuld ved festlige lejligheder og gør forkerte ting. I skrivende stund har jeg betragtet mig selv som buddhist i over 5 år. Set tilbage, har jeg også som buddhist gjort helt forkerte ting. Jeg har dog bemærket, at jeg over tid gør færre og færre forkerte ting. Rigtig og forkert er ikke nødvendigvis vægtet 100% buddhistisk. Vi taler egentlig bare sund fornuft. Mest mærkelig af alt, jeg har slet ikke fokuseret på at leve fornuftigt. Der har tværtimod været buddhistiske løfter, som jeg ikke har villet love at overholde, men som jeg hen af vejen har skiftet mening til. Da jeg stadig er ved mine fulde fem, vil jeg den dag i dag påstå at der ikke er tale om hjernevask eller lignende; ingen har bedt mig om noget, ingen har bedt om at donere alt hvad jeg ejer og ingen stiller krav til mig.
Jeg har læst nogle generelle tekster fra typisk år 1100 eller ældre, og alligevel har jeg fundet frem til mange nutidige svar. Jeg har virkelig oplevet at buddhismen er vokset indeni mig selv over tid. Det har været en virkelig mærkelig oplevelse, men selv om buddhismen tager det meste af min hverdag på sin egen måde, så er jeg taknemmelig.
Da min interesse startede for buddhismen, havde jeg mange spørgsmål og fandt kun få svar. Jeg har samlet nogle af dem nedenfor til glæde for dig, som måtte have samme spørgsmål. Listen over spørgsmål skulle gerne over tid dække de almindelige spørgsmål, som man typisk har til religionen.
Husk dog altid at alle spørgsmål har mange svar. Du vil derfor sagtens kunne finde andre buddhister med et helt andet svar. Det skyldes hovedsageligt, at de buddhistiske tekster ikke foreskriver eller dikterer hvad der er ret og ej på et særligt detaljeret niveau. Alligevel er stort set alle buddhistiske retninger rimeligt enige om hvordan buddhismen forholder sig til en række forhold.
Det betyder ikke at hverken mit eller det konkurrerende svar er forkert, -det er et spørgsmål om personlig erfaring omkring emnet. Husk derfor altid at krydschecke spørgsmålene med dine egne erfaringer over tid. På sigt vil kun dit svar være det rigtige, da det er, hvad du oplever.
Faktisk ikke. Det er en af de mest almindelige regler at det naturlivis ikke kan tillades. At slå et væsen ihjel forhindrer væsenet i at nå erkendelsen, derfor er det et skidt signal at sende til sig selv i form af karma. Dette medfører ret sjove situationer blandt buddhister. Ikke sjældent indkaldes en håndværker til at fange en mus i et kollektiv, idet ingen ønsker at slå ihjel og påtage sig den dårlige karma. I det hele taget har jeg jeg også fanget mig selv i, at jeg faktisk slår færre myg og fluer ihjel. Ikke at det har været et mål i sig selv, det er bare kommet af sig selv.
Men ikke en regel uden undtagelser: Der går masser af historier om højt udlærte (tibetanere), som gik rundt i landskabet og dræbte mennesker, som ønskede dette ud fra det faktusm, at de var meget syge og ikke have noget at leve for andet end smerter. Men man siger generelt, at man skal være fuldt udlært og erfaren for at kunne slå ihjel uden at påtage sig større dårlig karma.
Du må som buddhist også gerne dræbe en terrorist, som truer med udslettelse af mange mennesker. Det er en god gerning, som i de fleste tilfælde redder flere mennesker end terroristen. Men kun forhold, som truer velfærden for andre væsener, kan retfærdiggøres.
Genfødsel er en svær ting at have en holdning til. Man er tilbøjelig til at kigge på ens nuværende person og med genfødsel forvente at selvsamme person dukker op i et kommende liv. Genfødsel skal ikke opfattes på denne måde. Din krop vil efter din død forsvinde og aldrig komme tilbage. Men din energi vil forevigt være tilstede. Det er din energi som manifesterer sig som menneske, men sagtens kunne manifestere sig som et andet væsen. Styret af loven om årsag og virkning, vil din energi styres i en bestemt retning.
Det svarer til ild som vandrer fra lys til lys. Du ser ikke den samme flamme, men den ene flamme var styret af en tidligere. Observer også en billard kugle som rammer en anden. Den første bliver ikke den anden, men vinklen den rammer den anden kugle med, har betydning for den anden kugles fremdrift.
I buddhismen er genfødsel af personer mindre vigtig. Begrebet er langt større. Alt fødes, lever og dør. Hver time, hvert minut, hvert sekund. Alt hvad du laver og oplever startes og ender. Livet er en lang film, hvor hvert billede i filmen var fremtid, blev nutid og med det samme fortid. Årstider føde, er og dør.
Husk dog at spørgsmålet er ret irrelevant. Vi finder aldrig et fornuftigt svar vi kan bruge til noget. Det er langt vigtigere at bekymre sig om dette liv og om hvordan vi kan få mest ud af det til glæde for så mange som muligt.
Mange gør ikke, nogen gør. Det afhænger helt af den enkelte. En af de buddhistiske leveregler går på ikke at sløve sindet med alkohol eller narko. Her skal man naturligvis se det i en større sammenhæng. En munk eller præst lover ikke at sløve sindet med det formål at kunne repræsentere buddhismen overfor andre. Ønsker en munk at bruge megen tid på f.eks. meditation, kan dette kun lade sig gøre med et friskt og usløvet sind. Til gengæld er der traditioner i f.eks. Japan som går på at buddhistiske præster drikker et glas serveret af familien. Her er det ikke velset ikke at tage imod selv om man er præst.
Mange vestlige buddhister drikker alkohol, men med måde. Ingen buddhister tager derimod narko. Eksperimenter tidligere gennemført med narko og meditation har aldrig været buddhisme. Vestlige buddhister holder også gerne fester med alkohol, men typisk ved hver enkelt hvor deres grænse går. Da alkohol virker forskelligt på folk, er det meget individuelt om man drikker og hvor meget. Ingen ønsker at drikke så meget at ens person gør skade på andre.
Nogen er, men langt fra alle. Ideen er naturligvis at buddhister ikke dræber. For at kunne spise kød dræber man dyr. Her er buddhismen en smule ironisk; man må ikke dræbe, men er dyret dræbt af andre, er det acceptabelt. Det er naturligvis et krav at dyr kun dræbes med det formål at overleve. Med den vestlige overflods forbrug, er det nok diskutabelt om den sidste bøf man spiste nu også var nødvendig for at overleve.
Buddhister slår aldrig selv et dyr ihjel for at få det tilberedt. En indirekte aflivning af dyr er til gengæld acceptabel. Har du været i supermarkedet og købt kød, har supermarkedet på forhånd sikret sig kød til dig og de andre kunder. Slagteren har på forhånd sikret sig dyr ved bonden og til lejligheden slået dyrene ihjel. Denne indirekte kæde accepteres i buddhismen. Men du vil aldrig finde mig i en reastaurant, hvor jeg skal pege på et dyr , som skal dø til min fordel. Det ville ikke være ok.
Man kan godt forstå at vegetarer har en god sag; de traditionelle holdninger er søgte og dyr ville kunne overleve hvis bare vi alle levede af alt andet end kød. Men vegetarerne kommer ikke forbi en kendsgerning: Buddha spiste kød, selv efter sin erkendelse af lidelse og loven om årsag og virkning.